ANMELDELSE: Google Play Music

Mens alle valfartede til Spotify, gik jeg i en anden retning og købte abonnement på det mindre promoverede Google Play Music (GPM). Jeg tænkte, at en digital gigant som Google har en mere rosenrød fremtid end de svenske opkomlinge fra Spotify – men indtil videre har mit valg været en svingende oplevelse.

Lad mig springe ud i det med mine tanker om GPM.

Interface generelt

Personligt kan jeg bedst li’ Spotifys app. Spotify virker mere intuitiv, mens Google Play Music virker overraskende gammeldags i sit design. Til gengæld er GPM ikke så poppet i sit udtryk, men det vil jeg overlade til dig at bedømme.

GPM’s anbefalinger (under “Listen now”/”Lyt nu”) er til gengæld habile i forhold til dit tidligere lyttemønster. Jeg har fundet en del ny inspiration på baggrund af “Lyt nu”-funktionen. Den rammer ofte din sangsmag, så det er et fint supplement til dine playlister. (se figur 1 – nederste røde pil).

Figur 1

Lyt_nu

Noget, der irriterer mig i Spotifys browserversion, er manglen på en tilbage-knap – der har jeg hurtigere ved at finde tilbage til udgangspunktet i GPM. Især fordi hvert GPM-menupunkt bliver nulstillet, når jeg trykker på menupunktet igen. I Spotify gemmer den min tidligere handling.

Eksempelvis hvis jeg tidligere er gået ind på de regionale charts, og nu trykker charts igen. Så dukker de regionale charts fra før op, og jeg kan umiddelbart ikke gå væk fra dem, trods jeg nu efterspørger startsiden for charts – og det er grænseløst provokerende, hvis jeg vil starte forfra! Muligt, det er mig, der ikke har meget erfaring med Spotify, men for en rookie er det uhensigtsmæssigt. I stedet er jeg gået op i URL’en og har slettet “regional” fra webadressen for at komme tilbage til charts-startsiden! Urgh, molbometode!

Derudover mangler jeg også en indikation fra Spotify på, hvor langt jeg er scrollet ned på siden – her er GPM igen mere brugervenlig med en tydelig scrolling-synliggørelse i højre side. Spotify-app’en er trods alt noget bedre end svenskernes browserversion, mens GPM leverer solidt niveau begge steder.

Ensartede funktioner i GPM og Spotify

Følgende funktioner minder om hinanden i GPM og Spotify.

  • Radiofunktionen – ikke den store forskel i mine tests
  • Download af playlister
  • Pris (99 kroner om måneden)
  • Chromecast support
  • 30 dages prøveperiode
  • Playlister baseret på humør eller aktivitet (eksempelvis “Grillaften” eller “Laver mad”) – med en lille overvægt til GPM
  • Køb af sange
  • Antal sange (GPM 35 mio. – Spotify 30 mio.)
  • Kvalitet af sange (maks 320 kbps)

Søgefunktionen

Her er Spotifys søgefunktion i en helt anden liga end GPM. Søgefunktionen i GPM har irriteret mig grænseløst siden starten, men til denne anledning testede jeg den igen med følgende sange:

House of the Rising Sun  The Animals

Midt om Natten  Kim Larsen

Shut Up and Dance  Walk the Moon

Never Gonna Give You Up  Rick Astley

Det er svært at se, at Google fik sin nuværende status gennem deres søgefunktion. Først og fremmest har GPM ikke “live” søgning – så resultaterne dukker ikke frem, mens du skriver. Nej, stryg det – der er en form for “live” søgning, men det er en primitiv en af slagsen (se figur 2). Jeg ser det lidt som live-søgefunktionernes svar på Windows Vista eller de køkkenapparater, du har brugt én gang og derefter skuffet gemt væk i skabet – jeg har bl.a. en ismaskine fra Biltema stående, hvis nogen er interesseret?

Figur 2
Søgeresultater1

Men tilbage til GPM-søgemaskinens funktionalitet eller mangel på samme: I søgefeltet skriver du den sang, du vil søge på og trykker enter. Så dukker sangen ofte op i bunden(!) – efter du har scrollet forbi “Bedste match”, “Musikere” og “Album” (se figur 3)…

Figur 3Søgeresultater

“Men Google, hvis jeg har søgt på en sang, forventer jeg naturligvis, at sangen bekvemt dukker op som første resultat” – hvilket den gør cirka 50 % af gangene! I forhold til ovenstående fire sange dukkede Never Gonna Give You Up og Shut up and Dance frem øverst. House of the Rising Sun dukkede teknisk set også op, men det var med en version af heavy metal-bandet Five Finger Death Punch. Så måtte jeg jo i gang med at scrolle.

Hvis du så går op i søgefeltet igen og tilføjer kunstneren i søgeresultatet (eksempelvis en søgning på House of the Rising Sun The Animals), dukker sangene kun op i bunden (se figur 4) – trods en mere præcis søgning. Det giver absolut ingen mening!

Figur 4
Søgeresultater_med_kunstner

Albummæssigt er GPM også undervældende, hvor jeg altid føler, der mangler noget. Playlister fra andre GPM-brugere bliver heller ikke fremhævet i særlig høj grad, hvilket igen giver et tomrum i tjenesten.

Hvis jeg vender mig mod Spotify og deres søgefunktionalitet, dukkede resultaterne op, mens jeg skrev, og samtlige fire udvalgte sange var blandt hovedresultaterne. Derudover dukkede søgeresultaterne op i en overskuelig lille oversigt, uden at jeg skulle scrolle eller zoome ud. Så nemt kan det gøres Google!

Shufflefunktionen (blandingsfunktion)

GPM’s blandingsfunktion (eller shuffle) er elendig. Et eksempel: Jeg har seks Beatles-sange på en af mine favoritplaylister med 147 sange. De seks Beatles-sange bliver gang på gang spillet med få sanges mellemrum på min daglige pendlertur fra Aalborg til Viborg. Så hvis der kommer en Beatles-sang, er jeg næsten sikker på, at de resterende Fab Four-sange følger kort efter. Det er ganske irriterende, når man forventer en shufflefunktion, der blander sange og kunstnere.

Derudover har shufflefunktionen det med at spille mange af de samme sange på hver eneste pendlertur til Viborg. Mit GPM er bl.a. vild med Simon and Garfunkels Cecilia og Mrs. Robinson samt – før jeg slettede sangen fra playlisten – American Authors Best Day of my Life. Sidstnævnte var lidt en løbende joke med min pendlerkammerat, da hver dag var bedste dag i vores liv, indtil vi fik spat af sangen!

Jeg har ikke nok erfaring med Spotifys shuffle-funktion, så jeg kan ikke sammenligne de to tjenester.

Andet

GPM har desværre ikke en desktop-player – dog virker browserversionen ganske udmærket. Men du har mulighed for at hente denne open source Google Play Music desktop-player, som har fået ganske gode anmeldelser – playeren blev opdateret så sent som for 15 dage siden. Ifølge udvikleren er der også en app på vej.

Google Play Music – FORDEle og ulemper i min optik

Fordele:

  • Det er forbundet til Googles generelt fremragende pakke af værktøjer, og du har dermed samlet dine services.
  • Mulighed for at uploade egne sange fra din computer – du kan opbevare op til 50.000 sange i “skyen” som en del af abonnementet – funktionen kan kun benyttes i Google Chrome.
  • God anbefalingsfunktion.
  • Playlister, der matcher din aktivitet (f.eks. “Afslapning”), hvilket er et handy påfund (se toppen af figur 1).
  • Forholdsvis nemt at gå til som nybegynder i streaming.
  • God familieplan, hvor du kan købe adgang op til seks mennesker for en fordelagtig pris af $14.99 – bemærk, at denne info har jeg ikke selv testet.
  • Sange, som GPM mister rettighederne til, bliver ikke slettet fra playlister. I stedet bliver de rykket ned i bunden som en tom skal, så du er klar over, at sangene er væk.
  • Har endnu ikke oplevet decideret crashes i app’en på smartphone.

Ulemper:

  • Ubekvem og klodset søgefunktion.
  • Shufflefunktion, der er ekstremt dårlig til at shuffle!
  • Dårlig promovering af andre brugeres playlister, hvilket giver et tomrum i playliste-søgeresultaterne.
  • Playlisterne, der matcher din aktivitet (f.eks. en “Aften med vennerne”), går meget igen i de andre aktiviteter.
  • Stabilitetsproblemer rammer under afspilningerne, så tjenesten springer over flere sange på ens playlister – muligt, det er et wifi-problem herhjemme!
  • Spiller ikke super sammen med Shazam, som jeg benytter en del.
  • Du kan på nuværende tidspunkt ikke få YouTube Red, som ellers er en del af pakken – kun amerikanske GPM-brugere har adgang til YouTube Red.
  • Ingen officiel desktop-player.

Jeg vil anbefale at prøve Google Play Music i en prøveperiode og se, om det falder i din smag. Tjenesten har dog en del trælse mangler og defekter (jf. shuffle- og søgefunktionerne), som ikke er blevet rettet i det halvandet år, jeg har haft abonnement på GPM.

Håber, du kan bruge anmeldelsen til din videre færd med at vælge streaming-tjeneste.

OPDATERING – november 2016:

I november 2016 gennemgik GPM den største update i årevis.

GPM’s startside er blevet opgraderet på den visuelle del – men i min optik har ændringen gjort overblikket mindre for brugeren på mobilen. Det skal dog tilføjes, at GPM’s tidligere æstetiske indtryk var ret så gammeldags. Og så er desktop-playeren forandret til det bedre.

En mere interessant opgradering er en ny AI, som giver dig forslag baseret på favoritmusik, lokation, aktivitet og endda vejret.

Så eksempelvis når du er i fitness-centeret, vil app’en ifølge Google vise din eventuelle fitness-playliste og sange, som er gode at dyrke motion til.

Jeg har kun brugt app’en få gange i dens nye form, men jeg ser frem til, hvad den har at byde på – søgefunktioner er dog stadig haltende!

 

ANMELDELSE: Google Play Music

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s