Vandhanen dræber dig ikke med det samme!

Midt i afskyelige terrorangreb og pludselige militærkup dukkede der i forgårs en nyhed op i det skjulte om vores drikkevand.

Jeg havde egentlig skubbet nyhederne lidt i baggrunden, da journalister og vidner skamløst delte billeder og film af døde og sårede i Nice uden tanke på ofrene og de pårørende – en grim tendens vi ser mere og mere.

Men da jeg ville tjekke, hvad gårsdagens militærkup gik ud på, faldt jeg over historien om, at regeringen nu har tilladt vandhaner, som giver dig og mig højere doser af skadelige kemikalier i systemet.

“Nej, der må være mere til historien!?”, tænker du nok. Men nej, regeringen har nu tilladt erhvervslivet at importere vandhaner, som langt fra lever op til danske standarder.

Det betyder, at du nu kan risikere at få en vandhane, som i forhold til danske standarder kan have op til 100 gange for højt indhold af stoffet formaldehyd.

Formaldehyd blev i 2011 optaget på The National Institute for Occupational Safety and Health liste over stoffer, der fremkalder cancer hos mennesker. Indtagelse i større doser på én gang kan medvirke til døden, men med koncentratet i de nye danske vandhaner dør du “kun” i længden. Til regeringens forsvar er formaldehyd mest sat i forbindelse med cancer i næse/svælg ved indåndning over længere tid – men har jeg i stedet lyst til at drikke det over et halvt liv? Nej!

Et andet fremragende stof, der findes i de nye vandhaner, er phenol. Phenol er mest kendt for at være benyttet som masseudryddelsesmetode i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. De nye vandhaner har mulighed for at indeholde fem gange det tilladte i forhold til danske krav.water-1512274_640 - pixabay

Men stopper det der? Nej, der er da også akrylonitril til at fuldende den giftige trio. Akrylonitril er ifølge Gyldendal også kræftfremkaldende. Regeringens vandhaner har mulighed for at være indehaver af 20 gange for højt indhold af akrylonitril i sammenligning med dansk lov.

Du kan se mere i Politikens infographic om de tre stoffer.

Ignorerede advarsler

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt blev advaret af bl.a. Styrelsen for Vand og Naturforvaltning, den private forsknings- og rådgivningsorganisation DHI, Teknologisk Institut, Dansk Vand- og Spildevandsforening samt Eurofins (ledende spiller inden for laboratorie tests), inden han hastede bekendtgørelsen igennem – sendt i høring 1. juni, godkendt den 24. juni og iværksat den 1. juli!

Så manden valgte trods advarsler fra eksperter om fremtidig cancer til danske vandforbrugere at gennemføre bekendtgørelsen. Det er virkelig langt ude! Der er ikke nogen undskyldning for den arrogance og det magtmisbrug.

Venstre og Liberal Alliances kæledægger fra Dansk Industri er til gengæld begejstrede over den nye bekendtgørelse, da det eftersigende gør det nemmere at handle, og vandhanerne bliver billigere for forbrugerne. Man skal ikke være et geni for at se, at fordelene hovedsageligt ligger i industrien – så er det jo pisse ligegyldigt, at vi, vores familiemedlemmer og fremtidige generationer har risiko for kræft pga. vanddrikning. Håbløst – fuldstændig håbløst.

Elly Kjems Hove, der er branchedirektør i Dansk Industri Byg, siger til Politiken: “De tre lande (Tyskland, Holland, Sverige, som vi nu kan importere vandhaner fra) er ligesom Danmark underlagt de samme EU-krav til drikkevandet, så selvom Danmark stiller større krav til standarderne, vil vi stadig komme til at leve op til de fælles europæiske krav til drikkevand.”

Så ifølge Djævelens advokat Elly, som i øvrigt også er tidligere topchef i den troværdige bilbranche, skal vi ikke være ambitiøse på drikkevandsområdet – nej, lad os sænke kravet til noget livsvigtigt, som de fleste af os indtager dagligt. Nu hvor vi er i gang, kan vi sænke kravene til luftkvalitet, varer i supermarkedet, bilsikkerhed, huses tilladte radonniveau, fracking og politikeres åbenhed. Desværre vil det ikke undre mig, om vi allerede er i gang med samtlige nedgraderinger, da den nuværende regering (til tider i samarbejde med Socialdemokratiet og Radikale) gang på gang har forringet vilkårene for forbrugere og miljø til fordel for erhvervslivet.

I en amatøragtig pressemeddelelse fra DI lyder overskriften “Danske forbrugere får adgang til sundere og smartere vandhaner”. Måske vandhanerne agerer smartere – jeg navigerer dog udmærket med de nuværende vandhaner – men stik imod eksperternes udtalelser påstår DI, at de nye vandhaner er sundere. Det er jo direkte løgn! Når man så læser deres pressemeddelelse, står der ikke et ord om, at de nye vandhaner er sundere…

Kritik får Schmidt til at tøve

Ikke uventet har den massive kritik fået Schmidt til at ryste på hånden. Nu er det pludselig tid til en granskning af bekendtgørelsens konsekvenser.

Men burde det ikke være sket, inden bekendtgørelsen blev godkendt? Hvad har manden baseret sin godkendelse på andet end DI’s pres og lobbyisme?! Det er inkompetence af værste skuffe, og Schmidt mangler tydeligvis samvittighed og integritet. Det minder om bestikkelse fra erhvervslivet, for hvorfor i alverden skulle man godkende stoffer, der er op til 100 gange over den grænseværdi, som dansk lov har bevilliget?

Jeg er ekstremt vred over det her! Det er muligt, at Schmidt nu har bedt Trafik- og Byggestyrelsen om at give bekendtgørelsen et fornyet eftersyn – men hvad så i mellemtiden? Der kan hurtigt godkendes ganske mange uhensigtsmæssige vandhaner, inden Trafik- og Byggestyrelsen har snøvlet sig færdige med en undersøgelse, som burde være iværksat inden godkendelsen af bekendtgørelsen.

Hensynet til at tjene penge vil altid ligge over hensynet til befolkningen med blå blok ved roret. De større partier i rød blok er ikke meget bedre – og hvad kan man så lige gøre?

Magtesløsheden over for vores magtgale og pengegriske politikere er fuldendt.

Kilder: Politiken.dk, Nordjyske.dk, Cdc.gov, Denstoredanske.dk, Auschwitz.org

Vandhanen dræber dig ikke med det samme!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s