Wild West Denmark

Den seneste uge har budt på en ophedet debat omkring nedskydningen af den gule labrador Balder ved Holbæk.

Danmarks befolkning er delt på midten på spørgsmålet, om det er i orden at finde sit gevær frem og plaffe et vildfarent dyr ned, hvis det indfinder sig på ens græstæppe?

Er vi endelig ankommet til det kyniske punkt, hvor næsten halvdelen af befolkningen finder det okay, at man blæser hovedet af naboernes kæledyr, fordi de har glemt at lukke havelågen.

Labrador-racen er kendt som "Fyrsten af Ondskab" i hundekredse

For mig grænser det til amerikanske tilstande på højrefløjen, og jeg var nærmest chokeret over de hadefulde kommentarer i debatterne lige fra det populistiske Nationen over borgerlige Berlingeren til moderate Politiken.

Trådene til det amerikanske Tea Party er ret nemme at få øje på! En del af befolkningen ser rødt over en ti-årig familiehund, som lunter ind på naboens græsplæne. En handling, som retfærdiggøres ved at aflive det harmløse dyr med en jagtriffel.

Hvis det havde været en gul labrador med hundegalskab, som forsøgte at bide hovedet af ens høns ude i gården, så fair nok.

Risikoen ved at ramme forbi er også til stede, og pludselig har man invalideret nabobarnet, som cyklede rundt i fugleflugtslinje bag det intenderede mål.

Baggrundshistorien for denne overeksponerede historie var eftersigende, at labradorens ejere tidligere havde ladet Balder løbe rundt i kvarteret på trods af utallige klager fra naboen Johnny Pedersen.

Det kan man så heller ikke påstå var et specielt betænksomt eller kløgtigt træk af ejerne. De valgte dog at bygge et hegn for cirka et år siden, men forleden glemte faderfiguren i familien at lukke lågen, hvilket blev fatalt for Balder.

Jeg har selv oplevet problemer med løsgående hunde, når jeg har luftet min egen firbenede ven, men her var hundene direkte aggressive, hvilket gjorde dem til en decideret trussel mod både min følgesvends og undertegnedes velbefindende.

Bl.a. sprang jeg dumdristigt på et gadekryds, da den angreb min skræmte hund, hvilket medvirkede til et antal uspecificerede skrammer og bid på mit forfaldne legeme.

I en hypotetisk situation hvor jeg gik rundt med et haglgevær i inderlommen (á la Judge Dredd), havde jeg affyret et advarselsskud for at skræmme overfaldshunden. Hvis det så var slået fejl, ville jeg sandsynligvis også ty til den omdiskuterede skyd-for-at-dræbe metode for ikke at blive bidt eller miste min hund.

Men ovenstående scenarie er af en helt anden form end Balder-episoden, så jeg har stadig ingen forståelse for Hr. Pedersens primitive metoder.

Gerningsmanden til det “modige” attentat på den drabelige gule pensionist-labrador er nu gået under jorden, fordi han er blevet truet på livet af fanatiske dyreelskere landet over.

Det tager jeg i den grad også afstand fra, da det på samme måde som labrador-drabet kan betegnes som selvtægt, hvilket jeg ikke synes, hører hjemme i et såkaldt moderne samfund som det danske (et “moderne” samfund, der stadig hylder monarkiet, som var vi undersåtter i det 17. århundrede…).

Men hvis 50 % af den danske befolkning entusiastisk råber “FUCK YEAH” til, at gamle slidte Balder dør i en kugleregn, så begynder det så småt at ligne et selvtægtssamfund, som vi bevæger os hen imod.

Forhåbentlig kan i hvert fald 27,6 % bevare en smule sans for virkeligheden, hvis fremtiden ikke skal blive plaget af gunfights midt på hovedgaden i Ringkøbing.

Usaglige kommentarer til dette indlæg vil blive slettet, da jeg ikke bifalder hjerneaktivitet på niveau med en bænkebider.

Wild West Denmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s