Netop Mad Men blev serien sammenlignet med inden premieren, men det kunne seerne hurtigt skyde en hvid pil efter, da de første pauvre afsnit var løbet over skærmen.

Pan Am’s form, plot, skuespil og kunstige kulisser lå milevidt fra den prisbelønnede AMC-pendant, og jeg begyndte kort efter den akavede introduktion at ane en nedadgående kurve i kvaliteten af afsnittene.

I serien følger man fire af Pan Am’s stewardesser i deres vanlige prangende uniform samt to all-american piloter i de døsige og til tider pladderromantiske narrativer.

Pan Am virker generelt som en b-roman, man får med i Ude og Hjemme, og som seer kan man ikke undgå at få fornemmelsen af et monsterpotentiale, som bliver forspildt på det skammeligste.

Golden Globe-nominerede Christina Ricci er kransekagefiguren i serien som den snu rebelske Maggie, men hun har dog den absolut modsatte effekt på undertegnede med overgearet skuespil af værste karat.

Det mest tåkrummende er dog, at Pan Am’s manuskriptforfattere har implementeret et spion-subplot, der sandsynligvis går over i historien som en af de mest tåbelige beslutninger i tv-branchen nogensinde.

Positivt kan dog fremhæves fransk-canadiske Karine Vanasse som den frisindede Colette, der også er klart den mest interessante af seriens protagonister.

Ellers er resten af præstationerne forglemmelige, mens serien haltende forsøger at tage tunge samfundsemner op som eksempelvis undertrykkelsen af befolkningsgrupper og den kolde krig.

Generelt presser ABC et hav af historier ned i de 45 minutter (2 timer inkl. Tv3′s reklameblokke), og det er begrænset, hvor knyttet man bliver til seriens karakterer udover den glimrende Vanasse.

Serien er dog et tamt Piper tomandsfly, som aldrig letter fra jorden, og jeg glæder mig fortsat til, at Mad Men endelig vender tilbage til skærmen i marts, så jeg kan få mit ugentlige vintage-fix.

Pan Am’s degradering til den obskure TV3 Puls giver ikke serien et seer-boost, og det varer sandsynligvis ikke længe, før den crashlander på Christina Riccis enorme pandebrask.

Mit blog-comeback sætter fokus på 2011 i Twitter-sfæren, hvor jeg efterhånden har opbygget en duelig følgeskare gennem mine vildt sindsoprivende interesser.

Undertegnedes Twitter-profil omhandlede i 2011 hovedsageligt mine seks kanariefugle, min porcelænssamling af rumænske tekopper og verdensmesterskaberne i hækling på ukrainsk grund – men ingen af disse brød desværre ind på top 10 listen over de mest tweetede emner i dette nye årtis begyndelse.

Den top 10 ser ifølge What the Trend således ud:

1. Justin Bieber

Førstepladsen er i sig selv ikke overraskende, da popfænomenet Justin Bieber, som til forveksling ligner en lesbisk Warwick Davis med perfekt L’Oréal-skinnende hår, har astronomiske 15 millioner followers på Twitter(!) I stedet for at klone en superhær som Darth Vader, har Bieber benyttet Twitter som værktøj til at rekruttere til sin tropper af fanatiske skrigende teenage-piger over hele denne gudsforladte klode. Det er kun et spørgsmål om tid, før Justin Bieber overtager verdensherredømmet og sender os alle sammen i kalkminerne.

2. Football/Soccer

Om andenpladsen er fodbold eller amerikansk fodbold er uvist! Amerikanerne har besynderligt nok valgt at benytte termen football om en sport, hvor man hovedsageligt bruger sine hænder, mens briterne benytter samme logiske beskrivelse om almindelig fodbold. Derfor bliver benævnelsen brugt om to forskellige sportsgrene, som har et overvældende antal fans verden over, så intet overraskende i topplaceringen.

3. Lady Gaga

Den finurlige Lady Gaga indtager tredjepladsen på baggrund af sin verdensturné samt hendes diverse udskejelser i tabloid-mediernes kolonner. Om hun så er påstået tvekønnet eller løber rundt i kødkjoler, Lady Gaga forstår at udnytte medierne til hendes fordel.

4. NBA

Basketball… Meh!

5. Jonas Brothers

Jonas Brothers kunne lige så godt være Justin Biebers storebrødre, men de må dog se “lillebror” overhale dem med flere længder. Måske det er fordi, de ikke har lige så imponerende en hårpragt.

6. Christmas

Glædelig jul!

7. Super Junior

Super Junior er eftersigende et sydkoreansk boyband med hele ni medlemmer(!), som er enormt populære i Asien, hvilket har sendt dem ind på en habil syvendeplads. Jeg forudsiger, at de går hvert til sit i 2012, hvilket sikkert vil sende dem længere op i tabellen.

8. Britney Spears

Den gamle garvede Spears kan stadig på trods af sine 30 år! Respekt old woman, respekt!

9. Jordskælvet i Japan

Den enorme naturkatastrofe satte i sin grad præg på nyhedskolonnerne i marts måned.

10. One Direction

Endnu et boyband, denne gang fra England, hvor de blev formet i forbindelse med syvende sæson af X Factor. Både One Direction, Jonas Brothers og Super Junior viser desværre, at drengebands stadig er lige så populære som tilbage i halvfemserne…

___________

Bonusinfo: Harry Potter tog sig af førstepladsen over mest tweetede film, mens Finding Nemo indtog en overraskende syvendeplads.

___________

Kilde: Mashable.com, What the Trend

En flok semi-berømtheder dyster mod hinanden i den noble disciplin dans, mens Familien Danmark sidder og slubrer det i sig hjemme på den røde kunstlædersofa med en pose Haribo-mix og en Saltum-sodavand i favnen.

En flok dommere, med sølvskeer oppe hvor solen aldrig skinner, sidder efterfølgende og bedømmer semi-berømthedernes elegante dans, hvorefter værterne begynder på overfladisk small-talk med de storsmilende (eller tudende) deltagere.

De hujende gæster i studiet sidder med deres små danske flag, mens de i ren og skær eufori råber og skriger af Claus Elming, som har forvildet sig til at blive vært, og Christiane Schaum-whatever, der omtrent er lige så irriterende som reklame-klenodiet Harry fra DSB-reklamerne.

Dagen efter er der “dybdeborende” interviews med de udstemte i hovedparten af de danske tabloid-aviser og gribende beretninger om, hvordan det at ryge ud af programmet er som at miste tante Gerda fra Rødovre.

Godaften Danmark har som regel viet mindst fire af de ugentlige programmer til adrenalinpumpende baggrundsstof om “fænomenet”, men for at være fair er Hans Pilgaard og Co. vel heller ikke kendt for journalistisk dybde…

På TV2′s hjemmeside pryder essentielle overskrifter som “Christiane som svensk bondepige” og “Laura og Silas klar til nattefest” det interaktive nyhedsbord i samspil med substansnyheder fra verdens brændpunkter.

De rædselsfulde ugeblade tager en velfortjent pause fra at dække prins Christians sindsoprivende leg med en miniature-traktor i baghaven, og sætter alt ind på at bruge 72 sider på 24-timers dækning af TV2′s tv-flagskib.

Selv TV2′s konkurrent, licensens højborg (D)DR, viger plads på deres hjemmeside til bedøvende ligegyldige nyheder som “Joachim Boldsen ude af Vild med Dans” og “Fogh nu også med i Vild med Dans”…

Når Vild med Dans sæson 26 så slutter kan de hungrende lalleglade seere så sætte sig til rette i lædersofaen igen, når DR’s succes-pendant X-Factor starter sin sæson – og så begynder hele det mavekrampende kaos forfra…

Oh, joy!

We are going to Copenhagen (foto: Showtime Networks)

Undertegnede har været en trofast følgesvend af den amerikanske serie Weeds, der i seks sæsoner har promoveret marihuana på de amerikanske tv-skærme (promoveret i begrænsede mængder naturligvis *host*).

Serien, der følger familien Botwin på lettere besynderlige eventyr, kører herhjemme på Canal+, der viser de nyeste afsnit, mens TV2 Zulu i tide og utide viser tidligere sæsoner.

I den nye sæson, som efter min mening er seriens klart hidtil svageste, er der i afsnit otte utallige referencer til selveste København, som svigerbror Andy har store planer med i sin fremtid.

“I’m gonna live in Denmark someday”, udtaler Andy, da det danske land første gang bliver nævnt under en samtale med narkohandler/halvhjertet mor Nancy Botwin i skikkelse af gudeskønne Mary-Louise Parker.

Da Nancy sætter spørgsmålstegn ved svigerbroderens drøm, giver han svar på tiltale ved at omtale København som sit mytiske “Shangri-La” (et slags jordisk paradis.red).

At Andy skal møde en dansk femme fatale ved navn Famke er en anden sag, da navnet er af hollandsk oprindelse, men det lader vi ligge…

I en af afsnittets slutscener får København den helt store tur i PR-maskinen, da Andy prøver at overbevise Nancy om, at den danske hovedstad er the place to be:

“Nordic people, very peaceful, extremely low crime rate, high quality of life, universal health care, open-faced sandwiches, bikes everywhere; I’ve done Google street view, it’s like Santas Village.“

Og så bliver hyggen selvfølgelig også nævnt – og det endda på dansk:

“Their core-value; get this: hygge – means cosiness, as in relaxed, sedate, stressfree!”

Hygge og København har dermed en mindre hovedrolle i en amerikansk prime-time hitserie med millioner af fans verden over.

En større anbefaling kan vel ikke forventes af Visit Denmark – og det en realitet, uden de har behøvet at løfte en finger eller få danske kvinder til at virke løse på tråden!

Goodbye my dear!

Sony annoncerede for nyligt, at walkman’en, som vi kender den, er en saga blot i denne grusomme verden…

Det nostalgiske elektroniske wunderkind fra 80′erne og 90′erne er blevet taget af produktionen, hvilket generationerne, der er vokset op med vidunderet, naturligvis begræder.

Jeg må indrømme, at jeg troede walkman’en var blevet lagt på hylden for flere år siden af producenterne, men det var åbenbart ikke tilfældet.

I en fjern skuffe hjemme på gæsteværelset hos mine forældre ligger der en aflagt Phillips-walkman fra 1991 (mint condition, baby!) og samler støv!

Egentlig lidt sørgeligt med tanke på, hvor stor en del den spillede i mine teenage-år…

På motorvejen, når hele familien tog mod Wittenberge i det nordlige Tyskland, holdt den panter-sorte walkman mig selskab sammen med 90′er koryfæer som hurtig-rapperen Snow, svenskerne fra Ace of Base og afdøde Scatman John.

Når livet blev for larmende, gav walkman’en et afbræk i den hektiske hverdag (fordi hverdagen for en 13-årig var vildt stressende…)!

Lyset i øjnene på lille henrivende Anders, hver gang han satte et nyt kassettebånd i den lille sorte boks, og sprød (eller noget) 90′er dance gik gennem de ukomfortable høretelefoner.

Når jeg husker tilbage, gik der ikke mere end et par år, før walkman’en blev lagt på hylden til fordel for en ny og forbedret version…

Jeg havde egentlig også et tættere forhold til min discman…

Das Zimmer direkte fra 90′erne blandt dejlig båndsalat og nostalgiske minder!

Créme de la créme af 80'erne

Som et produkt af 80′er generationen voksede jeg op med en film-kultur, hvor komedie-genren fyldte en betydelig del af min ellers halv-døsige hverdag i en nordjysk provinsby.

Jeg har altid hårdnakket påstået, at 80′er komedien er en unik genre, som er massivt undervurderet blandt det moderne film-publikum.

Navne som Chevy Chase, Dan Aykroyd, Eddie Murphy, Tom Hanks og Leslie Nielsen fik sine helt store komiske gennembrud gennem 80′erne, mens det desværre også blev til en opblomstring fra den menneskelige pauseskærm Keanu Reeves.

Inden David Zucker transformerede sig fra liberal demokrat til glødende konservativ åndsbolle, stod han, i samarbejde med bror Jerry Zucker og Hot Shots‘ Jim Abrahams, bag den humoristiske katastrofefilmsparodi Airplane!, som blev en glødende succes i starten af årtiet.

Med Robert Hays som traumatiseret ex-pilot, der nødtvunget må overtage pilotsædet på et kommercielt rutefly, flyver Airplane! ind i historien som en af filmhistoriens mest geniale værker indenfor genren.

John Landis’ Blues Brothers skal i den grad ikke forbigås, og var sammen med Airplane! med til at skyde 80′erne i gang som et fantastisk årti set med komedie-genrens øjne.

1981′s Stripes med Bill Murray og Harold Ramis er også et definitivt 80′er hit, mens Mel Brooks’ History of the World: Part I fortjener en grad af opmærksomhed det samme år.

Året efter gav ikke de helt store hit i min bog, medmindre man er til de lidt platte Porky’s film eller den tamme Tootsie med Dustin Hoffman som maskulin kvinde. Eddie Murphy havde dog sit store gennembrud med 48 Hours (uden at den kan betegnes som en komedie), og han skulle hurtigt etablere sig som et af årtiets store navne i bl.a. komedie- kunsten.

Endnu et stensikkert 80'er hit!

Den sublime Trading Places med netop Eddie Murphy og en anden firser protegé, Dan Aykroyd, udkom i 1983, hvor Murphy går fra gaden til Wall Street, mens Aykroyd gør det modsatte i en del af to skruppelløse forretningsmænds væddemål.

Samme år var starten på Vacation odysseen, hvor den første film var et absolut muntert mesterværk, mens European Vacation (1985) og Christmas Vacation (1989) også stod for solid underholdning senere på årtiet.

Tom Hanks’ indtog på den store scene skete i 1984 med den middelmådige Bachelor Party, mens de eminente action-komedier Ghost Busters og Beverly Hills Cop var årets helt store hits.

1985 bød på en af mine absolutte favoritter i form af John Landis’ amusante Spies Like Us med pragtpræstationer af Dan Aykroyd og Chevy Chase som Austin Millbarge og Emmett Fitz-Hume; to inkompetente regeringsansatte på spiontogt.

Legendarisk!

John Hughes’ Ferris Buellers Day Off var 1986′s helt store overraskelse og er gået hen og blevet lidt af et kult-hit blandt film-nørder.

1987 gav os Adventures in Babysitting og den hylemorsomme Amazon Women on the Moon, men begge disse blev overgået af den herlige Planes, Trains & Automobiles med John Candys tour de force præstation som den elskelige Del Griffith og Steve Martin i en glansrolle som den evigt frustrerede Neal Page.

The Naked Gun trilogien startede ud i 1988 med Leslie Nielsen som den lettere retarderede Frank Drebin (Police Squad!), der i samarbejde med en clueless Ed Hocken (spillet af den fortrinlige George Kennedy) prøver at optrevle et snigmord på den engelske dronning.

Året gav også plads til Coming to America, A Fish Called Wanda, Beetlejuice og ikke mindst TV2′s yndlings Tom Hanks-film, Big, som mindst er blevet sendt på dansk TV 742 gange siden 1991.

Årtiet endte med Bill and Ted’s Excellent Adventure, hvor Keanu Reeves folder sine skuespiller-evner helt ud (hvad det så end vil sige…), mens The Burbs er blevet lidt af en 80′er klassiker, hvor Tom Hanks har sine problemer med naboerne.

Honorable mentions inkluderer Caddyshack (’80), 18 Again (’88) og Uncle Buck (’89) med den fænomenale (og desværre afdøde) John Candy i endnu en perfekt rolle til den store fyr.

Hvis jeg skulle sammensætte en top 10 (ja, en kliché af de helt store!) over mine 80′er øjesten, så ville jeg konstruere den således:

1. Planes, Trains & Automobiles

2. Spies Like Us

3. Vacation

4. Trading Places

5. The Naked Gun

6. Beverly Hills Cop

7. Ghost Busters

8. Blues Brothers

9. Airplane!

10. Amazon Women on the Moon

Det nyligt afdøde geni, John Hughes

Folk som John Hughes, John Landis, Harold Ramis, John Candy, Dan Aykroyd, Eddie Murphy og Chevy Chase gjorde årtiet til et af de mere uforglemmelige set med komiske øjne, og jeg bukker mig i støvet for deres genialiteter og det ypperlige komedie-årti vi kalder 80′erne.

Das Zimmer direkte fra flyet i selskab med Neil Page og Del Griffith!

I øjeblikket er vi godt i gang med optagelserne til en reklamekampagne for Aalborg Universitet, og jeg har derfor travlt med filmarbejde til den helt store guldmedalje.

Kampagnen er rettet mod kandidatstuderende på Aalborg Universitets institutter, som overvejer at melde sig til workshoppen WOFIE 2010/11, som i kan læse mere om på www.wofie.aau.dk.

Selve kampagnen kan i finde på www.innovation-2.dk.

Den følgende video er første produktion af en længere række korte reklamefilm:

Don himself!

Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Matthew Weiners Mad Men, enten på den ellers ligegyldige TV3 Puls eller via download, synes jeg, du skal reevaluere din TV-taktik.

Mens danskerne savler over populistisk skraldetv som X-Factor (vores licenspenge i fuldt vigør), Paradise Hotel og All Stars, kører Mad Men i alt ubemærkethed hen over TV-skærmen lørdag aften.

Serien er en prisbelønnet amerikansk drama-serie, som følger et fiktivt reklamebureau (Sterling Cooper) i de übercool 60′ere, og som især har centrum omkring showets protagonist, Don Draper.

Don Draper er macho manden, der leder den kreative afdeling i firmaet. Han er, hvad the dames kalder, klassisk handsome, og som kan komme i trussen på hvem som helst, når som helst!

Draper har en del skeletter i skabet (og hvem har ikke det?), men det ignorerer vi let og elegant, da det er mandens macho-stil, der gør ham til definitionen af cool!

“Hvordan bliver man så som Don Draper?”, kan du spørge dig selv!

Jeg bringer her følgende 10 bud, der sender dig i praktik som Don Draper trainee:

1. Begynd at drikke.. Heftigt! Og ikke kun i weekenden! Når du møder på arbejde, fejrer en aftale med en klient, har fået et 4-tal eller har slået mormor i ludo. Det skal være førsteklasses whiskey eller brandy, og du skal helst have det stående i dit skrivebord eller i din skoletaske. Og hvorfor ikke byde dine medmennesker på en lille dram! Don Draper would!

2. Bliv kæderyger! Når Don Draper skal slappe af, er det med en smøg (helst Lucky Strike) i mundvigen! Ud fra serien vil jeg skyde på. at Don Draper ryger omkring 70 om dagen, men mindre kan også nøjes (minimum 40)! Når du holder cigaretten, skal det dog ikke være den normale danske fesne position á la dronningen. Du skal dog stadig holde cigaretten mellem pege- og langefinger, men hånden skal være vandret, og cigaretten skal hvile midt på de to fingre! Når du så tager et hiv, skal du knibe øjnene sammen, hvilket bare forstærker coolness faktoren.

3. Bliv bredskuldret som en hanbjørn. Glem tyrenakken, men skuldrene skal i træning, hvis du vil opnå samme respekt som Don Draper. Brystpartiet skal også pustes op, så jakkesættet sidder så tæt som muligt. Det kan måske se underligt ud, men når man er så cool, er man jo ligeglad! Så det er ned i den lokale gym blandt højtstønnende steroidebrød og løft en passende mængde jern! Hvis du holder fast i mindst en uge, så er du godt på vej mod top peak condition!

4. Skaf dig et par skræddersyede suits. Det lyder måske som noget Barney fra How I Met Your Mother ville sige, men han har helt sikkert også en pointe. Don Draper ville tage suit på til et pyjamas party, så det er bare frem med sedlerne, når du går ned til den lokale tøjbutik og investerer i en suit.

5. Bedriv hor til den helt store guldmedalje. Don Draper nøjes ikke med én kvinde! Hvis Don Draper ser en kvinde, han vil have, tager han hende uden tøven. Den selvsikre reklamemand har helst en kvinde i hver eneste by til, når han tager på forretningsrejse, og det skal du da også stræbe efter. Det er måske lettere sagt end gjort, men hvis man har fulgt ovenstående bud, burde det ikke være noget problem (eller?).

6. Få job i et top-reklamebureau. Det er nu tid at få sig et ordentligt job! Sig jobbet som sikkerhedsvagt i det lokale indkøbscenter op, og vad hen til det nærmeste reklamebureau og tilbyd dine ydelser (Dog ikke seksuelt…)! Hvis de afviser dig, tilbyder du bare en drink af den brandy, som du har gemt i din porteføljemappe, og før du kigger dig omkring, er du kreativ leder i firmaet.

7. Bevar klasse når du laver hvad som helst. Don Draper kan se cool ud, når han renser WC’et (måske fordi han gør det i en suit), og det gælder for dig, som menig dansker, at se cool ud i ganske almindelige dagligdags-situationer. Bevar klassen når du køber en busbillet eller bliver sparket i skridtet i en serie 6 kamp. Det gælder om at have stone-face ligemeget hvad uden at gå over i Harry Redknapp mode, for så er du sikker på at virke selvsikker som bare fanden.

8. Lev som det er din sidste dag på jorden. Don Draper spekulerer ikke over konsekvenserne af sine handlinger, og det burde du heller ikke. Og hvad så hvis du rammer ved siden af toilettet? Det er morgendagens Don Drapers problem! Do as you please(!)

9. Vær magtgal. Husk: magt er en god ting! Kommander med dine undersåtter, som var de pøblen anno Danmark år 1540! Senere vil de takke dig for det… Eller stikke dig i ryggen… Men who cares, det er morgendagens Don Drapers problem!

10. Vær Awesome 24-7. Hvis du har fulgt ovennævnte bud, burde dette bud ikke volde problemer! Så er du awesome, og du fortsætter bare turen mod toppen!

Måske ovennævnte ti bud er opskriften på et hjertetilfælde som 32-årig, men så kan du da sige, du har levet livet, lige inden du tager det sidste sug af cigaretten!

Du kan se Don Draper og Mad Men på TV3 Puls lørdage klokken 22.50 (eller deromkring), hvis ikke du er ude at fulde dig (Hvem placerer også en fantastisk hitserie på en lørdag! Og på Puls! Stram op!).

Eller du kan optage den på VHS bånd med dit klenodie af en video og bruge det som tømmermandstv om søndagen!

Das Zimmer direkte fra Sterling Cooper i en tåge af røg og alkohol!

I'm Chuck Norris and I'll bust your ass with my right-wing nonsense!

“In an average living room there are 1,242 objects Chuck Norris could use to kill you, including the room itself.”

Jeg vil anbefale alle Chuck Norris-tilbedere at stoppe med at læse resten af artiklen, for min ultimative konklusion vil ikke vække begejstring, og jeres illusion, om Chuck Norris som en herlig fyr, vil styrte hårdt til jorden og forvandles til et ildinferno af ødelæggelse og destruktion.

Jeg havde selv, før mine chokerende erfaringer med actionstjernens baggrund, et shrine med Chuck Norris-memorabilia i mit klædeskab, og jeg dyrkede ivrigt jiu-jitsu i baghaven bærende en imponerende skægpragt og en frisure, der var på mode i startfirserne – så derfor smerter dette indlæg i høj grad den inderste sjæl.

Men hvad med nogle hardcore fakta om Chucky?

• Chucky har tidligere medvirket i den hedengangne Walker Texas Ranger, som sandsynligvis kun holdt 9 sæsoner (!) takket være badass Chuckys medvirken.

• Chucky er udøver og stifter af kampformen Chun Kuk Do, som er en udvikling af den koreanske stil Tang Soo Do…..

• Chucky groede formodentlig skæg som spæd, fordi hans testosteronniveau allerede var lig en voksen mands.

Men Chuck Norris er blevet romantiseret mainstream, da sandheden bag hans hypnotiserende machoydre generelt er ret så tåbeligt.

Bevis 1

Chuckys odysse som whack job kan ideelt starte med hans åbne brev i det ultrakonservative World Net Daily til den, på det tidspunkt, nyvalgte præsident, Barack Obama.

Chucky benytter sig af en nedladende tone over for Obama gennem hele brevet og omtaler sig selv som præsidentens chef, da præsidenten er til for at tjene sit lands befolkning, hvilket selvfølgelig er korrekt til en vis grad.

Selvfølgelig vil Obama det bedste for USA, men hvis han skulle lytte på Chuck Norris, kunne hele befolkningen lige så godt begå kollektivt selvmord ved drukning i Atlanterhavet.

Chucky befaler præsidenten at lytte til ham og forsvare folks ret til at bære våben samt lære fra tidligere demokratiske præsidenters fejl i forhold til de fejlfrie republikanere(!)

Bare det at Chucky vil have Obama til at lytte til hans højreorienterede rabiate crazy talk er naturligvis absurd i sig selv, men endnu mere fornuftstridigt er, at Chucky vælger at ignorere de sidste otte års nedtur under Bush, og give Clinton skylden for den gigantiske krise USA er havnet i!

Good point Chucky!

Chucky fortsætter med at svine homoseksuelle i militæret, muligheden for at få en abort, og kommer med denne udtalelse:

“You’re on your own – leading the pack – and the whole country is watching. Especially me.”

Jamen, når især Chucky kigger Obama over skulderen må han da hellere gøre, som Chucky siger, inden han hiver skelettet ud af røvhullet på den stakkels præsident… *sigh*!

Chucky slutter brevet af med lidt tosset religiøst snak:

“There is one thing I will be specifically doing for you, as you carry the weight to lead our nation. I will be praying for you. As the scripture says, “I urge, then, first of all, that requests, prayers, intercession and thanksgiving be made for everyone – for kings and all those in authority, that we may live peaceful and quiet lives in all godliness and holiness.” You have my word – I’ll be praying.”

Chuck Norris – One enormous dumbass!

Det var bevis 1 for, at Chuck Norris generelt er afvigende fra virkeligheden!

Bevis 2

Evidence no. 2 er hans andet “brev” til Barack Obama, hvor han følger op på en anden mindre intelligent republikaner ved navn Lou Pritchett, der tidligere havde beskrevet sine tanker i korrespondance med præsidenten.

Først og fremmest kalder han Lou Pritchett fantastisk, hvilket i sig selv er et skridt op af stigen mod den gule spændetrøje.

Dernæst beskriver Chucky, at han er bange for Obama, fordi han ikke spreder (og prædiker) Amerikas judeo-kristne værdier til andre lande – hvilket formodentlig ville gøre ham upopulær i overvejende ateistiske lande som f.eks. Danmark.

Han bebrejder også Obamas mediehold, at de bl.a. radikaliserer republikanske politiske kommentatorer (Glen Beck, Rush Limbaugh plus flere whackos, der mildest talt kan kaldes fanatikere!) og nyhedsmedier (FOX – som formodentlig er det mest partiske medie i den vestlige verden).

Manden fortsætter sine eskapader i andre passager af brevet, men I rest my case.

Guns, guns, guns - we need guns! And bombs!

Bevis 3

I en anden artikel på det nu efterhånden komiske konservative World Net Daily, blander Chucky sig i problematikken omkring skoleskyderier i USA, som jo desværre forekommer med jævne mellemrum.

Som dansker vil man formodentlig give den slappe indstilling til våbenkontrol skylden, men da Chuck Norris jo selvfølgelig er pro-guns, har han en anden fornuftig forklaring.

Chucky leger først praktiske gris med nogle ganske udmærkede bud på, hvordan det kan forhindres, men derefter går det kun nedad bakke for vores prætentiøse supermand.

Først og fremmest giver han evolutionsvidenskaben skylden:

“…we teach our children they are nothing more than glorified apes, yet we don’t expect them to act like monkeys.”

Evolutionen blegner jo også i forhold til biblen, så hvorfor ikke lyve for børnene og fortælle en romantiseret fortælling om Adam og Eva – og nu hvor vi er i gang, kan vi så ikke bare bilde børnene ind, at 1400-tallet var præcist som i Ringenes Herre.

Chucky fortsætter sine forrykte udtalelser:

“We push God to the side, but expect our children to be godly.”

Øhmm, næh! Vi forventer, at børnene er børn! Flere amerikanske forældre presser deres børn i flere aspekter af deres liv, men at bebrejde manglen på den fiktive kreationisme i folkeskolen er imbecilt.

Chucky kører generelt rundt i de samme emner, og bringer igen abort på banen som en mulig synder:

“We terminate children in the womb, but are surprised when children outside the womb terminate other children”

Ja, netop! Det er derfor elever mejer deres medstuderende ned – pga. abortspørgsmålet…! Spot on, Chuck!

At det amerikanske folk har muligheden for abort er faktisk også skyld i, at flere præster tilbage i starten af det 21. århundrede blev snuppet i seksuelt misbrug af mindreårige kordrenge (hvordan mon han egentlig vil forklare det?). Tak for kaffe!

Chucky slutter af med lidt religiøs prædiken, og henviser til old school amerikanske helte som John Adams og Theodore Roosevelt.

Han citerer også George Washington, der af nogle historikere udnævnes som kristen, men af flere teoretikere også er blevet benævnt både deismist og rationalist.

Deismister tror, der er en gud, men at denne ikke blander sig i, hvad der sker i verden, mens rationalister naturligvis helliger sig fornuft!

For at modsige Chuckys påstand, om at Washington er kristen, kan jeg da også fremføre et citat fra USA’s første præsident, der er et af mange, hvor han fremhæver det modbydelige i religion:

“Religious controversies are always productive of more acrimony and irreconcilable hatreds than those which spring from any other cause.”

Efter at have skimmet citater af George Washington findes der klart en tendens, hvor han udtrykker bekymring over religionens negative sider.

Da historiske figurer, som førnævnte John Adams og Theodore Roosevelt, levede i tider, hvor alle ikke ligefrem var hoppet med på darwinismebølgen, giver det selvfølgelig mening, at de var dybt kristne.

Derfor er de citater fra Chucky ikke det virtuelle papir værd, de er skrevet på!

Chuck Norris kan bebrejde ateisme og darwinisme alt det, han vil, men han graver sig bare et større hul i min bog!

And the evidence just keeps on coming!

Jeg har tidligere nævnt Glenn Beck, som er en ultrahøjreorienteret politisk kommentator, og måske en af de mest sindsforvirrede personer i hele det republikanske mediecirkus, hvilket også følgende klip i høj grad beviser:

Jeg vil påstå, at selveste Pia Kjærsgaard fremstår som et fromt lam i forhold til Beck…(!)

Chucky ringede sidste år ind til sin gode ven Glenn, hvor han kom med følgende bizarre udtalelse i respons til, hvordan han synes Texas skal agere efter Obama kom til magten:

“I may run for president of Texas. That need may be a reality sooner than we think. If not me, someone someday may again be running for president of the Lone Star state, if the state of the union continues to turn into the enemy of the state.”

At Chucky ikke kan få det fiktive job som præsident i Texas, ved han sandsynligvis godt (eller gør han?), men han udtrykker direkte, at Texas skal løsrive sig fra USA, fordi han ikke er tilfreds med, at Obama vandt valget (Lad os da endelig rejse tilbage i tiden til 1844, hvor Chuck Norris i øjeblikket lever lykkeligt i den texanske republik, fordi han ikke har den mindste kontakt til virkeligheden).

Chucky lider også af forfølgelsesvanvid, hvor han i sin klumme på førnævnte World Net Daily har på fornemmelsen, at ateister er klar til at knuse kristendommen med hård hånd, som var de Antipiratgruppen på jagt efter bebumsede teenagere.

Ligesom Obama, er ateister Chucks “fjende”, og han mener, at vanviddet er nået dertil, hvor folk kan få sig selv til at stemme på en præsidentkandidat, der samtidig er ateist (en præsident, som ikke tror på talende slanger? Nej da!).

Han gengiver desuden et citat fra 1797, hvis holdbarhedsdato måske blev overskredet i 1842:

“Providence has given to our people the choice of their rulers. And it is the duty as well as the privilege and interest, of a Christian nation to select and prefer Christians for their rulers.”

Igen tager Chucky turen tilbage i tiden, hvor man brændte hekse på bålet, henrettede folk på torvet og dræbte røde indianere.

I samme klumme nævner han “The Local Law Enforcement Hate Crimes Prevention Act”, som sætter hårdt ind mod hate crimes.

Denne lov er Chuck Norris dybt imod! Han nævner ikke et eneste positivt aspekt fra loven, men holder udelukkende fokus på, at lille Chucky ikke kan få lov til at udtale sig mod “uhyrligheder” som homoseksualitet og transseksualitet pga. loven.

At Chucky har misforstået loven er så en anden ting, da loven angiver følgende:

“Nothing in this Act shall be constructed to prohibit any expressive conduct protected from legal prohibition by, or any activities protected by the free speech or free exercise clauses of, the First Amendment to the Constitution.”

Nærlæsning er din ven Chucky!

Mine sidste beviser er visuelle og auditive i form af et par YouTube-videoer, hvor Chucky for alvor brillierer.

I den første video taler han og hans bedårende hjernevaskede kone med den sindsforvirrede TV-prædikant Pat Robertson, som er højt på sindssygeranglisten ved siden af Chuck, Glenn og Rush!

I denne anden video lukker Chucky ævl ud, men det gør han så ofte, at han sikkert bliver ignoreret.

Jeg har vel en gang for alle fastslået, at Chuck Norris som idol ikke holder vand!

Richard Dean Anderson aka MacGyver på den anden side holder 100 %-

Das Zimmer direkte fra en verden, hvor en religiøs psykopat har opnået stjernestatus, mens stakkels MacGyver kun har opnået en rolle i Stargate SG1.

'The Heavy' on stage

Da The Heavy den 19. januar indtog scenen i Ed Sullivan Theater i New York, havde vært på The Late Show, David Letterman, sandsynligvis ingen anelse om, hvem pokker de var.

Men da The Heavy havde opført deres fantastiske tune How you like me now?, var Letterman hurtigt ude af starthullerne for at vise sin begejstring for især den karismatiske forsanger, Kelvin Swaby.

Og til alles overraskelse bad Letterman sine engelske gæster om et ekstranummer, hvilket ikke er sket for andre bands i Late Shows’ 16-årige historie(!)

Da en kammerat sendte videoen af The Heavys Letterman-optræden over Facebook, var jeg da også lige så forundret, som bandets trommeslager, Chris Ellul, virkede til at være, da Letterman bad om ekstranummeret.

Min kammerat havde yderligere opsnuset, at The Heavy rent faktisk snart indfandt sig på Studenterhuset her i Dobbelt A, hvilket naturligvis gav mig blod på tanden.

Og ikke nok med, at The Heavy snart skulle glæde Aalborg-publikummet med deres sprøde soul-inspirerede toner; nej, billetterne havde den nette pris af en sølle halvtreller, hvilket selvfølgelig gav en SU-studerende, som undertegnede, julelys i øjnene.

Billetterne blev straks bestilt, og i går (den 12. feb.red) ved 21-tiden begik en flok kammerater og jeg os ned mod Studenterhuset med halv-høje forventninger i bagagen.

Da vi ankom, var vi de første på stedet(!), hvilket vi dog ikke lod os anfægte af og efter at have lagt vores jakker, gik vi naturligvis i baren for at nyde en forfriskning i form af en iskold Carls Special.

Lidt efter lidt begyndte nye forventningsfulde gæster langsomt at sive ind i lokalet, og vi kunne bittert erfare, trods vores tidlige ankomst, at vi havde misset muligheden for at stå ved en af de opsatte tønder ved scenen, hvor vi snildt kunne have stillet vores drikkevarer.

Men det lod vi os dog ikke gå på af særlig længe, for mens vi stod og bevægede os lidt til den lettere excentriske, men glimrende, DJ Søren L’s knasende 60′er-rytmer, begyndte forsanger Swaby pludselig at bevæge sig rundt blandt publikum, som om han ledte efter remedier til den forestående koncert.

Dette skulle dog ikke være første gang, Swaby bevægede sig rundt blandt publikum, men mere om det senere…

Swaby going at it

Da Swaby og The Heavy indtog scenen, var der for alvor dømt fest og glade dage med numre som den svingende bluesballade Sixteen, den hårdtrockende No Time, reggaeansporede Cause For Alarm og de silkebløde toner fra Long Way From Home.

Selve rækkefølgen af numrene tør jeg ikke prøve at angive, da jeg var grebet så meget af forsanger Swabys hypnotiske evner til at få involveret publikum i deres überfede sanghæfte, at fokus var andetsteds.

Gæsterne helt i front fik hele oplevelsen med bl.a. i form af store fede sveddråber fra forsanger Swaby, der i Studenterhusets 100 grader celcius ikke kunne undgå andet end at pivsvede med hans energiske hoppen på scenen.

Under nummeret Girl, fra deres første LP Great Vengeance and Furious Fire, var det så kvindernes tur til at være i centrum, og Swaby fik da bestemt charmeret sig ind hos et par lyshårede kvinder i front, som han i resten af koncerten også havde et godt øje til uden dog at nedprioritere resten af publikum.

På scenen virkede det til, at Swaby og resten af holdet morede sig gevaldigt under hele forestillingen, og humøret smittede af på publikum, hvilket også kunne ses på undertegnedes lalleglade smil gennem hele koncerten.

Og da vi kom til the grand finale, smed The Heavy naturligvis deres megahit på bordet i form af førnævnte How you like me now?, hvor Swaby pludselig midt i verset sprang med fødderne først ned blandt publikum til folks store forbløffelse.

Swaby fortsatte sangen blandt masserne, mens alle omkring den eminente sanger var ellevilde af begejstring, og sikke et punktum for en absolut superb koncert ud over det sædvanlige samt to glimrende ekstranumre, som bands på Studenterhuset ellers ikke har for vane at opføre.

How you like me now?

Efter showet valfartede folk mod udgangen for at trække frisk luft i den råkolde danske isvinter, da Studenterhusets brændeovn havde lunet godt i flere timer.

Det tog dog ikke lang tid før ens hænder var tæt på at fryse til is under polarforholdene, og vi søgte igen indenfor for at få en forfriskning i baren, hvilket hurtigt skulle vise sig at være en fremragende ide.

For ikke længe efter at have bestilt en omgang Carlsberg-fadøl, kom Swaby pludselig forbi og hilste på os, hvorefter jeg følte mig en smule starstruck.

Her begyndte han at skrive autografer lige ved siden af baren, mens Ellul, guitarist Dan Taylor og bassist Spencer Page hurtigt stødte til deres forsanger.

Det benyttede vi naturligvis til at smalltalke med bandet samt få deres autografer efter at have erhvervet en kopi af deres eminente album The House That Dirt Built (Buy it, its gooooood!).

Forsanger Swaby gjorde sig bemærket med at underskrive alle autografer med forskellige stilarter, mens bassist Page henrykt forsøgte at pådutte bloggens forfatter en hættetrøje, hvilket gav brede smil omkring det aflange bord.

Generelt virkede alle fire bandmedlemmer jordbundne og imødekommende, og de tog sig alle god tid med hver enkel fan, som er et prædikat jeg gerne vil udråbe mig selv som, efter at have overværet den bedste live-koncert i mit liv plus efterfølgende autografseance.

The Heavy er helt sikkert mere end pengene værd, hvis det hænder, at de igen kommer forbi lille forfrosne Danmark, og halvtrelleren for koncerten var de bedste halvtreds kroner, jeg nogensinde har givet ud.

“How you like me now?” – We fucking love ya’!

Das Zimmer direkte fra Studenterhuset i 200 graders varme!