Das Zimmer i Russell Crowe Dress og Anders “Heath Ledger” Roar:)

Mobilen ringede hjerteskærende tidligt… Faktisk så tidligt, at jeg slet ikke vidste, om der var lyst på det tidspunkt… Men lyst var der, og det var en dag til celebration, som Kool & The Gang formodentlig ville have udtrykt det…

Det var dagen for årets Karneval i Aalborg, og jeg var af den grund overraskende frisk på trods af mine knap fem timers søvn og de resterende tømmermænd fra afleveringsfesten torsdag…

Gunslinger kostumet blev fundet frem, og jeg sagde til mig selv, at det formodentlig blev møg varmt i den sorte frakke, jeg havde fundet frem til anledningen..

Men hvad fanden… Der er jo kun karneval en gang om året…

Efter at have gjort mig nogenlunde klar, Russell Crowe Style, kom sherif Toby, aka Jake Gyllenhal, og hentede mig, hvorefter vi søgte over mod Mads og Martin, hvor vi var en ti stykker forsamlet..

Derefter bevægede vi os mod Café Chic, hvor vi skulle have morgenmad og billige pilsnere… Synet i Aalborg denne morgen ville formodentlig få turister til at tvivle på, om danskerne nu også var et fornuftigt folkefærd…

Fremme på Café Chic fik vi ladet op på rundstykker, shots, cigarer og Carlsberg, og et par timer efter skulle vi til startstedet ved Haraldslund, hvor vi skulle lokalisere en brandbil med et diskotek ovenpå!..!

Vi kæmpede os frem blandt feer, beduiner, politikvinder og flere feer, men kunne ikke spotte brandbilen… Så omkring Sct. Joseph besluttede vi os for at vente på brandbilen…

Efter omkring 45 minutter og utallige øl senere skulle vi altså ind i optoget, og vi blandede os med mængden uden at have set skyggen af brandbilen…

Bare 400 meter længere nede af vejen, lykkedes det mig allerede første gang at forsvinde fra de andre… Great!! Så skulle mobilos tages i brug, og efter omkring tyve minutters ringen fik jeg endelig kontakt til flere fra selskabet…

“Vi står ved West End”, skrattede Roars stemme i den anden ende af røret, hvorefter jeg kiggede mig omkring, da jeg var fuldstændigt det samme sted…

Efter at have lokaliseret resterne af selskabet plus et par nye rekrutter i Bach, Asbjørn og Andreas, havde vi nu mistet alt kontakt til resten af drengerne…

Vi stod lidt og analyserede på situationen, og pludselig var hele optoget gået forbi os… Vi var nu blandt de sørgelige rester og begyndte at halse efter optogets hale…

Den menneskelige badering Asbjørn forsvandt så pludseligt, og vi var nu kun 5 tilbage… Derefter forsvandt en efter en, og det endte med Toby og jeg var de eneste tilbage (Efter hvad jeg kan huske!)…

Derefter er hukommelsen lidt hullet, men jeg endte i hvert fald karnevallet ved 20 tiden efter at have chillet lidt oppe ved Asbjørn sammen med en masse randrusianere!

Næste år håber jeg dog vi holder bedre sammen på tropperne, da det trods alt er lidt sjovere at være flere samlet…

Das Zimmer direkte fra karneval i Aalborg blandt inflation i feer og Star Wars krigere…

Jeg stod op denne morgen, og kiggede mig i spejlet…

Renderne under øjnene var ekstremt mørke, og jeg lignede mest af alt monsteret fra det danske kultfænomen ”Reptilicus”!

“Det ligner vist en fridag for Das Zimmer”, sagde jeg til mig selv, hvorefter beskeder indløb på min telefon, at undervisningen var aflyst… Superb!

Men jeg var stadig nødt til trække i tøjet og komme ud i den afskyelige friske luft med tilhørende bilos, da jeg skulle til gruppemøde med kultfænomenet og popbandet fra 80′erne Gruppe 8…

Efter at have kæmpet mig igennem flere timers intens gruppekonversering, var det nu på tide, at jeg tog hjem… Men nej, nej… Roar og Bach ledte Asbjørn og jeg i fordærv ved, med øl, at lokke os ud i noget primitivt sport, der hedder noget så spøjst som bowling…

Bowling.. Rul en kugle ned af en flad smal bane og ram nogle hvide bizart formede kegler… 

Så klokken halv fire mødtes vi alle ved Seaport Bowling, og her begyndte de glade løjer…. Vi startede med at møde en meget charmerende og smilende ung dame (Egentlig var det en 67-årig sur gammel kælling), som fortalte os, at vi ikke kunne få studierabat, selvom vi var blevet lovet det i en tidligere telefonsamtale med centeret…

Efter en del diskussion måtte vi jo pay up, og derefter bestilte vi noget overpriced Tuborg øl i to kander…. Forestil jer at sætte tænderne i en superlækker pizza, og den smager af gnupis…. Så har i cirka vores billede af den øl, vi fik…

Asbjørn kiggede måbende på mig, da han smagte på øllen, hvorefter hans ansigt lavede mimik som fra en af de gamle stumfilm tilbage i 30′erne… Jeg saluterede, hvad jeg mente, var vores svar på det 21. århundredes Charlie Chaplin, hvorefter jeg også smagte gnupi… Øhhh øllet…

Min lever råbte til mig: “Hva fanden fodrer du mig med det for??? Er jeg ren luft for dig, dit umådeligt dovne svin!”… Ikke pænt sagt af min lever, så jeg drak videre af gnupiss… øhh øllet, som sikkert var importeret fra et u-land i stil med Tchad eller Botswana!

Så gik vi ellers i gang med bowling, og Apache Roar (Bette Roar havde taget sol dagen før, og var rød i hovedet som tomatsuppe) startede ud med en spare! Klasse!

Så var det mig på banen, og ved de første fem kast ramte jeg renden…. Men det var jo åbenbart meningen, at jeg skulle ramme keglerne… “Nååå, det skulle i da bare have sagt, hvorefter jeg ramte 3 kegler… SCORE!”..

Så begyndte banen at skabe sig som et lille barn i en sukkerrus, og vi måtte råbe på noget assistance til at fixe den… Dette var starten på et smukt venskab mellem os og banen…

Midt i det hele dukkede en sjetteklasse op og skulle spille bowling… “Great”, tænkte vi… “Bowling blandt dværge og tyndt øl”, bemærkede jeg, hvorefter banen igen gik i udu…

Og igen… Og igen…. Og igen… Nu kunne det fandme være nok, hvorefter vi skiftede bane efter lang tids frustration… Her lagde Asbjørn “The Bowling Ace” ud med en strike, hvorefter han gjorde et feminint hop, der mindede om noget fra Charlies Angles…

Derefter tørrede Asbjørn røv i vores kast gang på gang… Ydmygelsen var komplet, da han næsten fik en strike med ryggen til banen… I mellemtiden gik Bach og klagede over, at der var for glat, og at kuglen hele tiden gled ud pga., at han var for stærk… Vi andre mente bare, at han havde et dårligt tyngdepunkt…

Øllet var så småt væk, og bowlingrunden var ved at lakke mod enden, hvorefter Asbjørn bemærkede med en vis ironi at: “Det var sgu alle 500 kroner værd”…. Spændingen blev dog bevaret til det sidste, da både Asbjørn og jeg landede på 116… Dog havde Asbjørn et kast i hånden, og han svigtede ikke via sin gode form og højrehånd…

Men så var det sgu også på tide at søge mod andre arenaer…

Så efter at have brugt halvdelen af tiden på at få banen fixet, drukket urin fra en lama, observeret Asbjørn voldpule alle vores rekorder og lært de små sjetteklasser nye interessante gloser og termer, var det på tide at forlade denne bule, der kaldte sig selv en bowlinghal…

Et sidste besøg på bowlinghallens toiletfaciliteter skulle der dog til efter at have kværnet to kander øl, og den ældre herre, vi mødte på vejen ud af toilettet, må have undret sig over, at fire fuldvoksne mænd kom gæve og glade ud fra toilettet på samme tid….!

Derefter fortsatte vi vores drukextravaganza hjemme hos Bach på denne højst undervurderede drukdag, vi kalder tirsdag, til langt ud på natten…

Men dagen vil helt sikkert blive husket for turen til Seaport og mødet med en drilsk bowlinghal…

Bonusinfo: Bowlingsko 12-14 kroner….

Das Zimmer direkte fra Seaport blandt dårlig service og strikes i dusinvis…

West End!

Jeg har tydeligvis ikke meget at skrive om i disse dage, da vi nu skal i gang med en projektfase på institutionen, vi kalder Aalborg Universitet…

Derfor går jeg nu igang med en serie “omfattende” artikler om steder i Aalborg…

Steder hvor jeg har været…

Steder som har fanget min opmærksomhed på et eller andet plan – positivt som negativt…

Mytiske steder om man vil!

Og hvilket mytisk sted er bedre end “West End”..

Når man nu siger “West End”… Hva tænker man så?

Udefrakommende ville sikkert tænke på knudepunktet West End i London… Nogle ville nok sige West End Story med henblik på musicalen af samme navn (Øhhh, Ups!) …

Nej, “West End” er jo et godt gammelt Aalborg-værtshus med sjæl, om man vil….!

De fleste tænker nok på mord, slåskampe og narko, når man nævner “West End”, og jeg var da ikke anderledes, da mine uni-venner ville ned og tylle pilsnere efter poker mandag aften…!

“West End”, tænkte jeg, “Jamen, hvorfor ikke?”…  

Mine fordomme blev dog gjort til skamme denne højthellige mandag… Udefra ligner det et halvstort værtshus, men da jeg trådte ind af den mølædte dør, blev jeg overrasket over, hvor lille stedet var… Og hvor tilrøget det var!…!

“Host, Host, Host”, sendte mine lunger videre til min gane, mens vi så småt fandt os til rette i et af hjørnerne… 

Et par stykker gik op efter øl og terninger, og så var det ellers i gang med “Tænkeboks”!…! Rundt omkring i værtshuset sad de sædvanlige fordrukne personer med deres ternede skovmandsskjorter og deres julemandsskæg, mens gamle Lise råbte sine frustrationer ud til Sømands-Karl (Opdigtede navne.red)…

Men det bidrog jo bare til charmen ved dette antikke sted…. Priserne var i top for en studerende ligesom ved de andre værtshuse, og man skulle kun punge 12 kroner ud for en øl…

Musikken var en anden positiv faktor, da de spillede meget varieret musik fra den farvestrålende jukebox i væggen… “Ikke dårligt”, tænkte jeg, mens jeg langsomt ydmygede Peter og Dennis i “Tænkeboks” (I hvert fald i første runde)…

Det negative var så, at mine sensitive lunger ikke kunne klare mosten fra et indeklima, hvor der ikke var luftet ud i 17 år… De skreg langsomt: “Anders, Anders… Hjææææælp os… Få os ud…”, imens det lykkedes mig at ignorere dem i et par timer…

Da klokken så var omkring 00.30, begyndte jeg langsomt at få lyst til at brække begge mine lunger op, og det var på tide at søge mod hjemmets trygge vægge…

Men jeg glemmer aldrig mit første møde med “West End”… Det var NÆSTEN kærlighed ved første blik…

Bonusinfo: Bøf- og skinketoast – 25 Bobs!

Das Zimmer direkte fra West End blandt oldtimers og mere forurening end Kina…