Its The End Of The Walkman As We Know It

Goodbye my dear!

Sony annoncerede for nyligt, at walkman’en, som vi kender den, er en saga blot i denne grusomme verden…

Det nostalgiske elektroniske wunderkind fra 80′erne og 90′erne er blevet taget af produktionen, hvilket generationerne, der er vokset op med vidunderet, naturligvis begræder.

Jeg må indrømme, at jeg troede walkman’en var blevet lagt på hylden for flere år siden af producenterne, men det var åbenbart ikke tilfældet.

I en fjern skuffe hjemme på gæsteværelset hos mine forældre ligger der en aflagt Phillips-walkman fra 1991 (mint condition, baby!) og samler støv!

Egentlig lidt sørgeligt med tanke på, hvor stor en del den spillede i mine teenage-år…

På motorvejen, når hele familien tog mod Wittenberge i det nordlige Tyskland, holdt den panter-sorte walkman mig selskab sammen med 90′er koryfæer som hurtig-rapperen Snow, svenskerne fra Ace of Base og afdøde Scatman John.

Når livet blev for larmende, gav walkman’en et afbræk i den hektiske hverdag (fordi hverdagen for en 13-årig var vildt stressende…)!

Lyset i øjnene på lille henrivende Anders, hver gang han satte et nyt kassettebånd i den lille sorte boks, og sprød (eller noget) 90′er dance gik gennem de ukomfortable høretelefoner.

Når jeg husker tilbage, gik der ikke mere end et par år, før walkman’en blev lagt på hylden til fordel for en ny og forbedret version…

Jeg havde egentlig også et tættere forhold til min discman…

Das Zimmer direkte fra 90′erne blandt dejlig båndsalat og nostalgiske minder!

Those Aren’t Pillows!

Créme de la créme af 80'erne

Som et produkt af 80′er generationen voksede jeg op med en film-kultur, hvor komedie-genren fyldte en betydelig del af min ellers halv-døsige hverdag i en nordjysk provinsby.

Jeg har altid hårdnakket påstået, at 80′er komedien er en unik genre, som er massivt undervurderet blandt det moderne film-publikum.

Navne som Chevy Chase, Dan Aykroyd, Eddie Murphy, Tom Hanks og Leslie Nielsen fik sine helt store komiske gennembrud gennem 80′erne, mens det desværre også blev til en opblomstring fra den menneskelige pauseskærm Keanu Reeves.

Inden David Zucker transformerede sig fra liberal demokrat til glødende konservativ åndsbolle, stod han, i samarbejde med bror Jerry Zucker og Hot Shots‘ Jim Abrahams, bag den humoristiske katastrofefilmsparodi Airplane!, som blev en glødende succes i starten af årtiet.

Med Robert Hays som traumatiseret ex-pilot, der nødtvunget må overtage pilotsædet på et kommercielt rutefly, flyver Airplane! ind i historien som en af filmhistoriens mest geniale værker indenfor genren.

John Landis’ Blues Brothers skal i den grad ikke forbigås, og var sammen med Airplane! med til at skyde 80′erne i gang som et fantastisk årti set med komedie-genrens øjne.

1981′s Stripes med Bill Murray og Harold Ramis er også et definitivt 80′er hit, mens Mel Brooks’ History of the World: Part I fortjener en grad af opmærksomhed det samme år.

Året efter gav ikke de helt store hit i min bog, medmindre man er til de lidt platte Porky’s film eller den tamme Tootsie med Dustin Hoffman som maskulin kvinde. Eddie Murphy havde dog sit store gennembrud med 48 Hours (uden at den kan betegnes som en komedie), og han skulle hurtigt etablere sig som et af årtiets store navne i bl.a. komedie- kunsten.

Endnu et stensikkert 80'er hit!

Den sublime Trading Places med netop Eddie Murphy og en anden firser protegé, Dan Aykroyd, udkom i 1983, hvor Murphy går fra gaden til Wall Street, mens Aykroyd gør det modsatte i en del af to skruppelløse forretningsmænds væddemål.

Samme år var starten på Vacation odysseen, hvor den første film var et absolut muntert mesterværk, mens European Vacation (1985) og Christmas Vacation (1989) også stod for solid underholdning senere på årtiet.

Tom Hanks’ indtog på den store scene skete i 1984 med den middelmådige Bachelor Party, mens de eminente action-komedier Ghost Busters og Beverly Hills Cop var årets helt store hits.

1985 bød på en af mine absolutte favoritter i form af John Landis’ amusante Spies Like Us med pragtpræstationer af Dan Aykroyd og Chevy Chase som Austin Millbarge og Emmett Fitz-Hume; to inkompetente regeringsansatte på spiontogt.

Legendarisk!

John Hughes’ Ferris Buellers Day Off var 1986′s helt store overraskelse og er gået hen og blevet lidt af et kult-hit blandt film-nørder.

1987 gav os Adventures in Babysitting og den hylemorsomme Amazon Women on the Moon, men begge disse blev overgået af den herlige Planes, Trains & Automobiles med John Candys tour de force præstation som den elskelige Del Griffith og Steve Martin i en glansrolle som den evigt frustrerede Neal Page.

The Naked Gun trilogien startede ud i 1988 med Leslie Nielsen som den lettere retarderede Frank Drebin (Police Squad!), der i samarbejde med en clueless Ed Hocken (spillet af den fortrinlige George Kennedy) prøver at optrevle et snigmord på den engelske dronning.

Året gav også plads til Coming to America, A Fish Called Wanda, Beetlejuice og ikke mindst TV2′s yndlings Tom Hanks-film, Big, som mindst er blevet sendt på dansk TV 742 gange siden 1991.

Årtiet endte med Bill and Ted’s Excellent Adventure, hvor Keanu Reeves folder sine skuespiller-evner helt ud (hvad det så end vil sige…), mens The Burbs er blevet lidt af en 80′er klassiker, hvor Tom Hanks har sine problemer med naboerne.

Honorable mentions inkluderer Caddyshack (’80), 18 Again (’88) og Uncle Buck (’89) med den fænomenale (og desværre afdøde) John Candy i endnu en perfekt rolle til den store fyr.

Hvis jeg skulle sammensætte en top 10 (ja, en kliché af de helt store!) over mine 80′er øjesten, så ville jeg konstruere den således:

1. Planes, Trains & Automobiles

2. Spies Like Us

3. Vacation

4. Trading Places

5. The Naked Gun

6. Beverly Hills Cop

7. Ghost Busters

8. Blues Brothers

9. Airplane!

10. Amazon Women on the Moon

Det nyligt afdøde geni, John Hughes

Folk som John Hughes, John Landis, Harold Ramis, John Candy, Dan Aykroyd, Eddie Murphy og Chevy Chase gjorde årtiet til et af de mere uforglemmelige set med komiske øjne, og jeg bukker mig i støvet for deres genialiteter og det ypperlige komedie-årti vi kalder 80′erne.

Das Zimmer direkte fra flyet i selskab med Neil Page og Del Griffith!

Kend Din Sko

“TESTING, TESTING”

Vi skriver 1998, og lille jeg går i 9. klasse på Bakkeskolen i Løgstør omegn…

Her får jeg chancen for at komme i ulønnet praktik på den højtprofilerede Midtfjord Radio, hvilket jeg gladeligt accepterer, da mit håb om  at komme ud på ANR er forsvundet i tågen…

Så jeg står op ganske tidligt en mandag morgen, og tager bussen til Løgstør, hvorefter jeg vader ned til Købmagergade 14, hvor en lille dør og et endnu mindre skilt indikerer, at her ligger Midtfjord Radio altså.

Inden for i varmen sidder en af de frivillige kræfter på radioen, i skikkelse af Aase Graversen, som venligt tager imod mig, hvorefter hun viser mig rundt på den lille og hyggelige radiostation (Radiostationernes pendant til Craven Cottage om man vil).

Jeg får små opgaver i løbet af de par dage, hvor jeg har min daglige gang i Købmagergade, men den største udfordring kommer, da Aase oplyser mig, at jeg kan få mit eget mindre radioshow.

“Nice, endelig kan jeg mænge mig med de rige og de kendte”, tænker den lille naive bondeknægt fra Skarp Salling, mens han sætter sig til rette i den varme stol…

Aase lærer mig lidt om funktionerne, hvorefter jeg er klar til at rocke og rulle i æteren som en anden Keld Heick! Nu skal det så siges, at Midtfjord Radios demografiske målgruppe sandsynligvis foretrak Keld Heick fremfor eksempelvis gode gamle Southern Rock rytmer fra Creedence Clearwater Revival eller moderne rocks White Lies.

Men som en ukendt vis mand engang sagde på hovedgaden i Skørping: “Det er godt med lidt variation”, og den tilgang adopterede jeg til programmet.

Det første program blev et mildt toguheld, men det var jo også mit indledende forsøg! Senere på ugen blev jeg inviteret ind som “guest-star” hos en af de regulære DJ’s Herbert Fischer, hvor vi skiftedes til at vælge sange, hvilket var en slags oplevelse.

Men mit eget show fortsatte dog, men først skulle jeg vælge et navn! Men hvad skulle jeg kalde en times jævnt ringe underholdning på en lokalradio featuring undertegnede?

Kend Din Sko var det logiske svar på det spørgsmål, og resten er naturligvis en minimal fodnote i Midtfjord Radios historie. Fra den dag og et par år frem dukkede jeg op i æteren en gang om ugen, og gudskelov var jeg kun 15 år, så jeg ikke ænsede, hvor elendigt programmet var.

Senere i processen fik jeg implementeret en medvært i form af min granfætter Jon, og så leverede vi ellers det helt store Hindenburg hver onsdag (eller var det tirsdag…).

Undervejs fik vi et flere klager over vulgært sprog samt nogle mistroiske blikke fra ældre frivillige, men Aase virkede fint tilfreds med os, og jo mere radiotid vi fik under bæltet, jo mere “rutinerede” (jf. rædselsfulde) blev vi…

Vi oprettede endda en lille portfolio, hvor vi tilføjede ideér og deslige, som vi så relancerede i bedste sendetid i Løgstør og omegn (Faktisk kan man også tage en udmærket Midtfjord Radio her i Dobbelt A)!…

Musikken bestod af det, vi nu kunne finde i vores egen musiksamling og alt det, som ikke var dansktop i musikkartoteket hos Midtfjord Radio, hvilket var fire cd’er!

Det er en tid jeg tænker tilbage på med glæde, og ofte ville jeg ønske, jeg stadig var Das Zimmer fra det ikke-prisvindende “Kend Din Sko”.

Das Zimmer direkte fra nostalgiens landevej blandt radiobølger og frivillig arbejdskraft.