Livet Som Junior…

Mål var der ikke mange af...

Okay, overskriften lyver måske en lille smule, men ikke desto mindre handler dette indlæg om mit liv som fodboldspiller i en sæson for Vindblæs BK’s drenge hold tilbage for omkring 10 år siden.

Jeg var 17 år gammel og var dermed kvalificeret som ‘Junior’, men i realiteten spillede jeg med knøse, der var 4-5 år yngre end mig selv, fordi ‘talentmassen’ hos juniorerne gjorde, at det var sværere at komme på holdet for en teknisk svag forsvarskolos som undertegnede.

Dette betød, at jeg formodentlig var den ældste spiller til at repræsentere et drengehold nogensinde in the world of sports og med mine 1.80-81 cm var jeg sandsynligvis også den højeste!

Min granfætter og forsvarsmakker, som var et par år yngre end undertegnede, havde også fået dispensation til at spille for Drenge-holdet og han kunne notere sig som den andenhøjeste i ligaen, hvilket gjorde det centrale forsvar for Vindblæs BK ganske skræmmende (i hvert fald i udseende).

Men det var formodentlig også det eneste frygtindgydende ved holdet….

Vores keeper var nu ganske udmærket, men trak dog tit med skader, hvilket gjorde, at en halv-tung afløser måtte agere ankermand, hvilket ikke var til vores fordel.

Når man nu har en andenkeeper, der helst ikke smider sig for at redde modstanderens forsøg, er det jo svært at vinde fodboldkampe….

Vores højreback var en ganske velpolstret pige, som skulle stå over for hurtige og ‘teknisk dygtige’ wings, hvilket fik hende til at tabe pusten kort inde i kampene!

Venstrebacken havde også et par kilo på bagen og havde samme problemer med de hurtige modstandere, hvilket gjorde at det høje centrale forsvar måtte søge ud i siderne for at lukke af for kantspillerne….

Dette efterlod jo et kæmpemæssigt hul i det centrale forsvar og det var derfor ganske let for modstanderne at komme til gigantiske chancer eftersom ingen dækkede angriberne op…..

På midtbanen så det ikke specielt bedre ud!

Vores defensive midtbane havde en IQ på omkring de 14 og i flere tilfælde satte han sig ned for at plukke blomster midt på banen….

Da hans egen far for en kort stund var træner blev sønnen gudskelov sat af holdet, hvilket jo beviser, at han måske ikke var den nye John Sivebæk…

Vores venstrekant var en hurtig og teknisk dygtig fætter, der i teorien var en ganske habil wing….

Men teori og virkelighed differencierer sig fra hinanden og da han kun vejede omkring de 30 kilo, resulterede en skuldertackling fra modstanderen i, at vores wing røg ud af banen og ind i de nærliggende buske…

På den anden wing rendte en ganske temperamentsfuld spiller rundt med ben som en stork (Ligesom undertegnede) samt fart som en halt gazelle og det resulterede ikke i de helt store gennembrud fra den kant heller.

Som afløser for disse havde vi Frank….

Frank var en af de spillere, som hurtigt gik i panik…

Hvis man sagde noget til Frank, gik han som regel i sort og skød bolden ud over sidelinjen…

Frank burde sikkert have kastet sig over noget mere simpelt som eventuelt stangtennis eller kortspillet ‘Krig’…

På den offensive midtbane havde vi en ganske udmærket dribler, som til tider kreerede chancer for frontløberne, men også havde en mani med at drible rundt i ring…

Som det mest kreative indslag løb en teknisk stærk sjællænder rundt i en ganske fri rolle og da medspillerne i de fleste tilfælde var inhabile, endte det som regel med, at han tog tingene i egen hånd og afdriblede modstanderne så godt han kunne.

Vores angrebses havde modsat mig fået dispensation pga. hans unge alder og det var desværre ikke altid, han var til rådighed, men når han var, hændte det da, at han scorede et par kasser.

Og kasser havde vi i den grad brug for….

I løbet af den sæson jeg spillede for Vindblæs Drenge-holdet, vandt vi to kampe…

Den ene fordi det andet hold ikke dukkede op, mens den anden var en meriterende udebanesejr på 1-0 over Farsø, hvilket stadig står solidt indprintet i hukommelsen, da der var langt mellem succesoplevelserne….

Men ser man bort fra alle nederlagene, var det nu et ganske sjovt år, hvor jeg for en gangs skyld i min fodboldkarriere følte mig som en profil…

Das Zimmer direkte fra fodboldbanen blandt motorikspassere og mælkebøtter…

Nostalgisk Gensyn Part 1: Kend Din Sko

“TESTING, TESTING”

Vi skriver 1998, og lille jeg går i 9. klasse på Bakkeskolen i Løgstør omegn…

Her får jeg chancen for at komme i ulønnet praktik på den højtprofilerede Midtfjord Radio, hvilket jeg gladeligt accepterer, da mit håb om  at komme ud på ANR er forsvundet i tågen…

Så jeg står op ganske tidligt en mandag morgen, og tager bussen til Løgstør, hvorefter jeg vader ned til Købmagergade 14, hvor en lille dør og et endnu mindre skilt indikerer, at her ligger Midtfjord Radio altså.

Inden for i varmen sidder en af de frivillige kræfter på radioen, i skikkelse af Aase Graversen, som venligt tager imod mig, hvorefter hun viser mig rundt på den lille og hyggelige radiostation (Radiostationernes pendant til Craven Cottage om man vil).

Jeg får små opgaver i løbet af de par dage, hvor jeg har min daglige gang i Købmagergade, men den største udfordring kommer, da Aase oplyser mig, at jeg kan få mit eget lille radioprogram…

“Nice, endelig kan jeg mænge mig med de rige og de kendte”, tænker den lille naive bondeknægt fra Skarp Salling, mens han sætter sig til rette i den varme stol…

Aase lærer mig lidt om funktionerne, hvorefter jeg er klar til at rocke og rulle i æteren… Nu skal det så siges, at Midtfjord Radios demografiske målgruppe måske hellere lytter til Bjørn & Okay end til gode gamle Southern Rock rytmer fra Creedence Clearwater Revival eller nye poprytmer fra Leona Lewis… 

Men som en vis mand engang sagde: “Det er godt med lidt variation”, og det er jo så sandt, som det er sagt…

Det første program blev ikke den helt store succes, men det var jo også mit første forsøg… Senere på ugen blev jeg inviteret ind som “guest-star” hos en af de regulære DJ’s Herbert Fischer, hvor vi skiftedes til at vælge sange, hvilket var ganske morsomt…

Men i hvert fald var mine små optrædener nok til, at jeg blev tilbudt mit eget ugentlige show.. Nice!

“Hvad skal man kalde det?”, tænkte jeg…”…Jo, jeg har det: Kend Din Sko!”… Og resten er naturligvis historie… Fra den dag og et par år frem dukkede jeg frem i æteren en gang om ugen, hvilket egentlig var meget fedt for en 15-årig knægt…

Senere i processen fik jeg implementeret en medvært i form af min granfætter Jon, og så styrede vi ellers begivenhederne i hvert fald en time om ugen…

Godt nok fik vi et par klager over vulgært sprog samt nogle mistroiske blikke fra ældre frivillige, men Aase virkede fint tilfreds med os, og jo mere radiotid vi fik under bæltet, jo mere rutinerede blev vi…

Vi oprettede endda en lille briefcase, hvor vi tilføjede ideér og deslige, som vi så relancerede i bedste sendetid i Løgstør og omegn (Faktisk kan man tage en okay Midtfjord Radio her i Dobbelt A)!…

Musikken bestod af det vi nu kunne finde i vores egen musiksamling og alt det, som ikke var dansktop i musikkartoteket hos Midtfjord Radio!

Det er en tid jeg tænker tilbage på med glæde, og nogengange ville jeg da ønske, jeg stadig var Das Zimmer fra det prisvindende “Kend Din Sko”.

Das Zimmer direkte fra nostalgiens landevej blandt cd’er og plader