Kategoriarkiv: Herlighed
Mit positive syn på hverdagen omkring os
Cool As Don Draper
Don himself!
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Matthew Weiners Mad Men, enten på den ellers ligegyldige TV3 Puls eller via download, synes jeg, du skal reevaluere din TV-taktik.
Mens danskerne savler over populistisk skraldetv som X-Factor (vores licenspenge i fuldt vigør), Paradise Hotel og All Stars, kører Mad Men i alt ubemærkethed hen over TV-skærmen lørdag aften.
Serien er en prisbelønnet amerikansk drama-serie, som følger et fiktivt reklamebureau (Sterling Cooper) i de übercool 60′ere, og som især har centrum omkring showets protagonist, Don Draper.
Don Draper er macho manden, der leder den kreative afdeling i firmaet. Han er, hvad the dames kalder, klassisk handsome, og som kan komme i trussen på hvem som helst, når som helst!
Draper har en del skeletter i skabet (og hvem har ikke det?), men det ignorerer vi let og elegant, da det er mandens macho-stil, der gør ham til definitionen af cool!
“Hvordan bliver man så som Don Draper?”, kan du spørge dig selv!
Jeg bringer her følgende 10 bud, der sender dig i praktik som Don Draper trainee:
1. Begynd at drikke.. Heftigt! Og ikke kun i weekenden! Når du møder på arbejde, fejrer en aftale med en klient, har fået et 4-tal eller har slået mormor i ludo. Det skal være førsteklasses whiskey eller brandy, og du skal helst have det stående i dit skrivebord eller i din skoletaske. Og hvorfor ikke byde dine medmennesker på en lille dram! Don Draper would!
2. Bliv kæderyger! Når Don Draper skal slappe af, er det med en smøg (helst Lucky Strike) i mundvigen! Ud fra serien vil jeg skyde på. at Don Draper ryger omkring 70 om dagen, men mindre kan også nøjes (minimum 40)! Når du holder cigaretten, skal det dog ikke være den normale danske fesne position á la dronningen. Du skal dog stadig holde cigaretten mellem pege- og langefinger, men hånden skal være vandret, og cigaretten skal hvile midt på de to fingre! Når du så tager et hiv, skal du knibe øjnene sammen, hvilket bare forstærker coolness faktoren.
3. Bliv bredskuldret som en hanbjørn. Glem tyrenakken, men skuldrene skal i træning, hvis du vil opnå samme respekt som Don Draper. Brystpartiet skal også pustes op, så jakkesættet sidder så tæt som muligt. Det kan måske se underligt ud, men når man er så cool, er man jo ligeglad! Så det er ned i den lokale gym blandt højtstønnende steroidebrød og løft en passende mængde jern! Hvis du holder fast i mindst en uge, så er du godt på vej mod top peak condition!
4. Skaf dig et par skræddersyede suits. Det lyder måske som noget Barney fra How I Met Your Mother ville sige, men han har helt sikkert også en pointe. Don Draper ville tage suit på til et pyjamas party, så det er bare frem med sedlerne, når du går ned til den lokale tøjbutik og investerer i en suit.
5. Bedriv hor til den helt store guldmedalje. Don Draper nøjes ikke med én kvinde! Hvis Don Draper ser en kvinde, han vil have, tager han hende uden tøven. Den selvsikre reklamemand har helst en kvinde i hver eneste by til, når han tager på forretningsrejse, og det skal du da også stræbe efter. Det er måske lettere sagt end gjort, men hvis man har fulgt ovenstående bud, burde det ikke være noget problem (eller?).
6. Få job i et top-reklamebureau. Det er nu tid at få sig et ordentligt job! Sig jobbet som sikkerhedsvagt i det lokale indkøbscenter op, og vad hen til det nærmeste reklamebureau og tilbyd dine ydelser (Dog ikke seksuelt…)! Hvis de afviser dig, tilbyder du bare en drink af den brandy, som du har gemt i din porteføljemappe, og før du kigger dig omkring, er du kreativ leder i firmaet.
7. Bevar klasse når du laver hvad som helst. Don Draper kan se cool ud, når han renser WC’et (måske fordi han gør det i en suit), og det gælder for dig, som menig dansker, at se cool ud i ganske almindelige dagligdags-situationer. Bevar klassen når du køber en busbillet eller bliver sparket i skridtet i en serie 6 kamp. Det gælder om at have stone-face ligemeget hvad uden at gå over i Harry Redknapp mode, for så er du sikker på at virke selvsikker som bare fanden.
8. Lev som det er din sidste dag på jorden. Don Draper spekulerer ikke over konsekvenserne af sine handlinger, og det burde du heller ikke. Og hvad så hvis du rammer ved siden af toilettet? Det er morgendagens Don Drapers problem! Do as you please(!)
9. Vær magtgal. Husk: magt er en god ting! Kommander med dine undersåtter, som var de pøblen anno Danmark år 1540! Senere vil de takke dig for det… Eller stikke dig i ryggen… Men who cares, det er morgendagens Don Drapers problem!
10. Vær Awesome 24-7. Hvis du har fulgt ovennævnte bud, burde dette bud ikke volde problemer! Så er du awesome, og du fortsætter bare turen mod toppen!
Måske ovennævnte ti bud er opskriften på et hjertetilfælde som 32-årig, men så kan du da sige, du har levet livet, lige inden du tager det sidste sug af cigaretten!
Du kan se Don Draper og Mad Men på TV3 Puls lørdage klokken 22.50 (eller deromkring), hvis ikke du er ude at fulde dig (Hvem placerer også en fantastisk hitserie på en lørdag! Og på Puls! Stram op!).
Eller du kan optage den på VHS bånd med dit klenodie af en video og bruge det som tømmermandstv om søndagen!
Das Zimmer direkte fra Sterling Cooper i en tåge af røg og alkohol!
How You Like Me Now? We Fucking Love Ya’!
'The Heavy' on stage
Da The Heavy den 19. januar indtog scenen i Ed Sullivan Theater i New York, havde vært på The Late Show, David Letterman, sandsynligvis ingen anelse om, hvem pokker de var.
Men da The Heavy havde opført deres fantastiske tune How you like me now?, var Letterman hurtigt ude af starthullerne for at vise sin begejstring for især den karismatiske forsanger, Kelvin Swaby.
Og til alles overraskelse bad Letterman sine engelske gæster om et ekstranummer, hvilket ikke er sket for andre bands i Late Shows’ 16-årige historie(!)
Da en kammerat sendte videoen af The Heavys Letterman-optræden over Facebook, var jeg da også lige så forundret, som bandets trommeslager, Chris Ellul, virkede til at være, da Letterman bad om ekstranummeret.
Min kammerat havde yderligere opsnuset, at The Heavy rent faktisk snart indfandt sig på Studenterhuset her i Dobbelt A, hvilket naturligvis gav mig blod på tanden.
Og ikke nok med, at The Heavy snart skulle glæde Aalborg-publikummet med deres sprøde soul-inspirerede toner; nej, billetterne havde den nette pris af en sølle halvtreller, hvilket selvfølgelig gav en SU-studerende, som undertegnede, julelys i øjnene.
Billetterne blev straks bestilt, og i går (den 12. feb.red) ved 21-tiden begik en flok kammerater og jeg os ned mod Studenterhuset med halv-høje forventninger i bagagen.
Da vi ankom, var vi de første på stedet(!), hvilket vi dog ikke lod os anfægte af og efter at have lagt vores jakker, gik vi naturligvis i baren for at nyde en forfriskning i form af en iskold Carls Special.
Lidt efter lidt begyndte nye forventningsfulde gæster langsomt at sive ind i lokalet, og vi kunne bittert erfare, trods vores tidlige ankomst, at vi havde misset muligheden for at stå ved en af de opsatte tønder ved scenen, hvor vi snildt kunne have stillet vores drikkevarer.
Men det lod vi os dog ikke gå på af særlig længe, for mens vi stod og bevægede os lidt til den lettere excentriske, men glimrende, DJ Søren L’s knasende 60′er-rytmer, begyndte forsanger Swaby pludselig at bevæge sig rundt blandt publikum, som om han ledte efter remedier til den forestående koncert.
Dette skulle dog ikke være første gang, Swaby bevægede sig rundt blandt publikum, men mere om det senere…
Swaby going at it
Da Swaby og The Heavy indtog scenen, var der for alvor dømt fest og glade dage med numre som den svingende bluesballade Sixteen, den hårdtrockende No Time, reggaeansporede Cause For Alarm og de silkebløde toner fra Long Way From Home.
Selve rækkefølgen af numrene tør jeg ikke prøve at angive, da jeg var grebet så meget af forsanger Swabys hypnotiske evner til at få involveret publikum i deres überfede sanghæfte, at fokus var andetsteds.
Gæsterne helt i front fik hele oplevelsen med bl.a. i form af store fede sveddråber fra forsanger Swaby, der i Studenterhusets 100 grader celcius ikke kunne undgå andet end at pivsvede med hans energiske hoppen på scenen.
Under nummeret Girl, fra deres første LP Great Vengeance and Furious Fire, var det så kvindernes tur til at være i centrum, og Swaby fik da bestemt charmeret sig ind hos et par lyshårede kvinder i front, som han i resten af koncerten også havde et godt øje til uden dog at nedprioritere resten af publikum.
På scenen virkede det til, at Swaby og resten af holdet morede sig gevaldigt under hele forestillingen, og humøret smittede af på publikum, hvilket også kunne ses på undertegnedes lalleglade smil gennem hele koncerten.
Og da vi kom til the grand finale, smed The Heavy naturligvis deres megahit på bordet i form af førnævnte How you like me now?, hvor Swaby pludselig midt i verset sprang med fødderne først ned blandt publikum til folks store forbløffelse.
Swaby fortsatte sangen blandt masserne, mens alle omkring den eminente sanger var ellevilde af begejstring, og sikke et punktum for en absolut superb koncert ud over det sædvanlige samt to glimrende ekstranumre, som bands på Studenterhuset ellers ikke har for vane at opføre.
How you like me now?
Efter showet valfartede folk mod udgangen for at trække frisk luft i den råkolde danske isvinter, da Studenterhusets brændeovn havde lunet godt i flere timer.
Det tog dog ikke lang tid før ens hænder var tæt på at fryse til is under polarforholdene, og vi søgte igen indenfor for at få en forfriskning i baren, hvilket hurtigt skulle vise sig at være en fremragende ide.
For ikke længe efter at have bestilt en omgang Carlsberg-fadøl, kom Swaby pludselig forbi og hilste på os, hvorefter jeg følte mig en smule starstruck.
Her begyndte han at skrive autografer lige ved siden af baren, mens Ellul, guitarist Dan Taylor og bassist Spencer Page hurtigt stødte til deres forsanger.
Det benyttede vi naturligvis til at smalltalke med bandet samt få deres autografer efter at have erhvervet en kopi af deres eminente album The House That Dirt Built (Buy it, its gooooood!).
Forsanger Swaby gjorde sig bemærket med at underskrive alle autografer med forskellige stilarter, mens bassist Page henrykt forsøgte at pådutte bloggens forfatter en hættetrøje, hvilket gav brede smil omkring det aflange bord.
Generelt virkede alle fire bandmedlemmer jordbundne og imødekommende, og de tog sig alle god tid med hver enkel fan, som er et prædikat jeg gerne vil udråbe mig selv som, efter at have overværet den bedste live-koncert i mit liv plus efterfølgende autografseance.
The Heavy er helt sikkert mere end pengene værd, hvis det hænder, at de igen kommer forbi lille forfrosne Danmark, og halvtrelleren for koncerten var de bedste halvtreds kroner, jeg nogensinde har givet ud.
“How you like me now?” – We fucking love ya’!
Das Zimmer direkte fra Studenterhuset i 200 graders varme!
Its Grooveshark!
Groovy baby!
Forleden efter at have overstået en horribel eksamen, skulle det naturligvis fejres med gravøl om aftenen hos en af mine medstuderende.
Under festen virkede det til, at vores vært havde et utal af sange til rådighed, og på trods af de mest umulige ønsker, lykkes det at finde sangene på hans computer.
“Okay…”, tænkte jeg, “…jeg skal lige tjekke hans musikkartotek ud”, hvorefter jeg satte mig op foran den firkantede skærm og fik en enorm interaktiv åbenbaring.
Det viste sig, at min medstuderende ikke havde musikken liggende på sin computer som filer, men at han brugte dette groovy og revolutionerende website ved navn Grooveshark.
Grooveshark er en musikhjemmeside, hvor man kan streame et næsten uendeligt antal af numre uden at skulle betale sig fra det(!)
Jeg har tidligere haft last.fm som mit musiske Internet-ståsted, indtil de benyttede lejligheden til at blive pengefrådende konservative kapitalister, og derfor er Grooveshark en absolut fremragende afløser.
Jeg vil i høj grad anbefale at oprette en bruger, da det giver dig flere fordele, som f.eks. at sammensætte dine egne playlister til enhver given lejlighed.
Det betyder, at hvis du er til en fest hos en musisk analfabet, kan du altid gå ind på Grooveshark og sætte din “party-playliste” på, og vupti, så kan festen for alvor begynde.
“Det lyder for godt til at være sandt”, tænker du nok, og det er det sikkert også.
Grooveshark påstår, det er et lovligt koncept, men der er sikkert en bussemand, der stopper festen på et tidspunkt, eller også går hjemmesiden over til at være betalingsdrevet.
Men indtil mit pessimistiske alterego får ret, kan vi roligt nyde den gigantiske database af sprøde toner lige fra Creedence Clearwater Revival til White Lies.
Das Zimmer direkte fra Grooveshark blandt musisk mesterklasse og potentielle copyright problemer!
Politiker På Slap Line
Det er ved at være en rum tid siden, jeg opdaterede min blog, men ikke desto mindre kommer der her en lille appetizer fra den politiske fløj nærmere betegnet Socialdemokratiet og deres unge Aalborg-kandidat Rasmus Brask.
Den 24-årige lokalpolitiker har i stedet for en tør valgkampsvideo, satset på en ordentlig røvfuld selvironi og en gang fraklip for at agere utraditionel i valgkampen i forhold til hans partifæller og politiske modstandere.
Jeg agerer ikke helt neutral mellemmand, da jeg har været tilknyttet kampagnen, så i skal bare ignorere min begejstring.
Hvis ikke du kender Rasmus’ navn, kommer du sandsynligvis til det gennem følgende trilogi af klip fra selveste Jomfru Ane Gade samt et nærmere indblik i Aalborgs cykelforhold:
End Of The World!
“Hey, Where did the earth go?”
I morgen kan det måske være slut med menneskeheden, som vi kender den i dag!
Forskere fra organisationen CERN vil 9.30 i morgen tidligt tænde for en kæmpe kollisionsmaskine (Large Hadron Collider – LHC), som har en minimal chance for at kreere et sort hul, der kan opsuge alt eksistens!
Forskere har i løbet af de seneste par måneder argumenteret for og imod, at kollisionsmaskinen startes, mens mange almene borgere har stået på sidelinjen og fulgt cirkusset.
Nogle civilister har dog taget sagen i egen hånd og truet videnskabsmændene fra CERN på livet, mens andre har bønfaldt dem om at lade være med at gennemføre projektet.
Lige lidt har det hjulpet, da de første protoner, i morgen, vil blive sluppet ind i LHC, hvor de i sammenstød, inden i de enorme detektorer, kan skabe tilstande, der minder om dem, der eksisterede i de allerførste brøkdele af et nanosekund efter Big Bang.
Altså kan de vel på en måde opklare årsagen til eksistensen!
Desuden vil det være muligt for videnskabsmændene at opklare, om der findes flere dimensioner, end dem vi har kendskab til i forvejen.
Og derudover kan eksperimenterne endda bruges til nye kræftbehandlingsformer – eksempelvis i form af antistof-, kulstof, eller protonstrålebehandling, som kan kontrolleres, så behandlingen kun fjerner kræftramt væv og ikke det raske væv.
Spørg mig ikke hvordan, men det lyder da for godt til at være sandt, og der er sikkert tusinder af andre fordele ved partikel-acceleratoren!
Hvis hele projektet så går galt med det værst mulige udfald, er det dog ikke så meget værd!
Vi bliver meget klogere i morgen klokken 9.30 (Eller også gør vi ikke, da vi alle muligvis flyver rundt i et sort hul!)!
Jeg slutter af med R.E.M.’s vise ord: “It’s the end of the world as we know it….. And I feel fine….!”
Das Zimmer direkte for potentielt sidste gang fra verdens ende blandt sorte huller og tomhed.
Midnight Train To Georgia
Føler mig ikke specielt inspireret lige i tiden, da jeg arbejder, arbejder og atter arbejder…. Men syntes da denne lille video var lidt fornøjelig.
Jack Black, Robert Downey Jr. og Ben Stiller gør sig som The Pips i Gladys Knights legendariske Midnight Train to Georgia.
Das Zimmer direkte fra Georgia blandt pips og knights..
Life Entourage Style
Oh, It’s On! At least for 25 minutes…
De fleste drømmer om det, men ganske få opnår det…
En ekstravagant livsstil med store huse, hurtige biler og smukke kvinder (eller mænd, hvis man er til det…)…
Det tætteste jeg kommer på en luksuriøs livsstil er min mors mad, min Dell computer, min Armani Black Code og serien Entourage..
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med drengerne fra Entourage, syntes jeg bestemt, at du skulle overveje at tænde for TV2 Zulu, når denne glimrende serie kører over skærmen!
Baggrunden for serien er sådan set meget simpel.. Producer Mark Walhberg mente, at hans liv kunne laves til en TV-serie, og så var Entourage skabt…
Serien følger superstar Vincent Chase i hans jagt på damer og filmprojekter i selskab med hans entourage i form af manager Eric Murphy, brormand og falleret skuespiller Johnny “Drama” Chase og den lille altmuligmand “Turtle”.
De fire gutter fører en, mildest talt, komfortabel tilværelse i og omkring den amerikanske filmindustri, og mens kvinderne dåner over Sex & The City livsstilen!, har mændene endelig fået en pendant i Entourage (Ikke at Sex & The Fucking City kan sammenlignes med Entourage!!)…
Den cool livsstil bliver krydret med en bandende og svovlende agent i form af Ari Gold, som bliver fornemt spillet af Jeremy Piven… Hans meget aktive skuespilstil blandet med vulgære gloser gør Ari Gold til en af mine personlige favoritter i showet sammen med den lidt gumpetunge Johnny Drama, spillet af Matt Dillons bror, Kevin Dillon..
Men hvad er det så helt præcist vi bliver hypnotiseret af???
Jamen, det er næsten nemmere at sige, hvad man ikke bliver hypnotiseret af!!
Der er de hurtige biler naturligvis! Aston Martin, Maserati, Rolls Royce og Hummeren er alle repræsenteret på bilfronten, og hvem ville ikke ønske, at man havde en af disse luksusbiler i stedet for Hyundai Matrixen ude i garagen…
Så er der vejret…! Hvorfor pokker er man ikke et sted, hvor solen skinner 24-7 (ligesom i øjeblikket), og folk ikke kender til vejrfænomenet vind…. Så sidder man herhjemme og kigger ud på vejrhanen, som er ved at knække af pga. stormvejr, mens regnen er ved at drukne gråspurven ude i fuglehuset….
Endvidere er der de pragtfulde omgivelser… Kæmpehuse, som får Amalienborg til at ligne en lerhytte, skyder op alle vegne i og omkring drengerne i serien med tilbehør som swimmingpools og haver på størrelse med 22 cricketbaner..
Storslåede fester og smukke kvinder er toppen af iskagen, hvilket jo er dragende for unge mænd som myself…
I de 25 minutter, som Entourage varer, kan man flygte fra en knap så glamourøs og problemfri hverdag, og jeg byder den oplevelse velkommen med åbne arme.
Das Zimmer direkte fra Hollywood blandt filmstjerner og bling bling…
(Maybe) The Great Escape..
Mit vækkeur ringede.. Højt og grusomt, syntes jeg selv…
Jeg klaskede min knyttede næve ned over det lille SWATCH-ur og åbnede mine stakkels trætte øjenlåg.
Det var middag, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde siddet oppe til klokken 3 i nat.
Jeg rejste mit dvaske kadaver fra sengen, og begyndte at klæde mig på!
Sløvt gik jeg langsomt ned af trappen, og indtog en plads i køkkenet.
Jeg var dagen forinden taget hjem til de gamle, da jeg skulle have lidt afstand fra alle distraktionerne (jf. øl, kabel-tv og Football Manager) i Dobbelt A, så jeg kunne blive færdig med mit teori til P4-projektet på Uni.
Anspændtheden var tydelig i mine skuldre denne morgen, og min mimik viste en smule nervøsitet, mens jeg slubrede mine cornflakes ned i mavesækken (de vækker en tier i dig eller noget).
Jeg sad og stirrede lidt tomt ud i luften, og mest af alt lignede jeg en en ufarlig Robocop, der i takt løftede og sænkede skeen om og om igen..
Det var lørdag den 3. maj 2008, og Fulham skulle møde Birmingham i Premier League.
En vigtig kamp i den engelske bundstrid, og en af de vigtigste i Fulhams historie..
Begge hold lå under nedrykningsstregen, og med en sejr kunne Fulham, hvis alt flaskede sig, rykke op over den røde streg..
Jeg varmede op til bundbraget med kampen mellem Manchester United og West Ham, hvor “De Røde Djævle” var deres modstander klart overlegen.
Jeg sad selv og håbede på samme scenarie i Fulham-kampen, men tvivlen lå stadig i baghovedet..
Klokken var nu 15.46, og stillingen var 4-1 til Manchester United, der, selv med en mand i undertal, havde forholdsvis let spil mod et svækket West Ham-mandskab.
Tilbage i Kanal 5-studiet sad Claus Thomsen og indikerede, at han ikke troede på Fulhams overlevelseschancer, mens Jacob Laursen høfligt mente det modsatte.
“Jacob Laursen, din dejlige dreng”, tænkte jeg, hvorefter jeg søgte mod køleskabet for at finde en lille let snack til kampen.
Tilbage i lænestolen med et par leverdrenge i mit skød (på en tallerken), var jeg nu klar til dagens helt store brag: Fulham versus Birmingham på det historiske Craven Cottage.
Kampen havde påtaget sig klart mest opmærksomhed i de engelske medier, da det var en kamp mellem liv og død, og man kunne næsten føle nervøsiteten gennem skærmen fra alle involverede.
Fulhams startellever havde fået selskab af tomåls-skytten, fra sidste weekends meriterende comeback mod City, Diomansy Kamara, mens pauvre David Healy havde taget plads på bænken.
På slaget fire fløjtede dommer Chris Foy kampen i gang, og jeg kunne nu se frem til 90 neglebidende minutter i selskab med to hårdt kæmpende mandskaber i bunden af verdens bedste liga.
Brian McBride - GOOOOOAAALLLL
Fulham var altdominerende i startfasen af kampen, og man fornemmede, at de virkelig prøvede at vise deres fans, at de fortjente pladsen blandt de bedste.
Flot flydende spil langs jorden førte til flere hæderlige chancer for Fulham, der kulminerede i Brian McBrides hovedstød på overliggeren allerede efter fem minutter, som dog fejlagtigt blev dømt offside.
Efter tyve Fulham-dominerede minutter, begyndte Birmingham at komme bedre med i kampen. Brede Hangeland kom godt i vejen for et par halvfarlige Birmingham-forsøg, og den gigantiske midtstopper viste for alvor format i denne hektiske fase af matchen.
I det 42. minut kunne det dog være gået galt, da James McFadden, efter et Jimmy Bullard-boldtab på midten af banen, fandt en fri Mikael Forssell oppe i front, men en befriende fod fra nordirske Aaron Hughes reddede Fulham fra at komme bagud..
De to hold måtte gå til pausen med stillingen 0-0, men man fornemmede stadig en opløftet stemning på et fyldt og larmende Craven Cottage.
“Pyha…”, tænkte jeg, “… jeg er sgu for gammel til det her pis”, mens mit hjerte langsomt begyndte at optage en normal hastighed efter hektiske 45 minutter.
Et hurtigt kvarter senere gik de to hold på banen til anden halvleg, og pludseligt røg mit signal på computeren… “NEEEEEJJJ”, råbte jeg, mens jeg bandede og svovlede.
Jeg spurtede ind og hev kablet til modemmet ud, som man nu gør, når Internettet ikke virker… Men intet skete, og forbindelsen var stadig ikke at se nogen steder… “Argggh.. Det er ikke fair”, småhulkede jeg, mens jeg forbandede alt og alle.
Work dammit, work!!
“Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair”, blev jeg ved med at gentage, alt imens jeg rodede rundt med ledningerne bag i computeren.
Efter 7 minutters frustrationer var signalet på mystisk vis tilbage, og jeg hoppede ind i det 50. minut…
Bare to minutter senere sendte Jimmy Bullard et frispark ind i feltet, hvor Brian McBride dukkede op med sin solide amerikanske skal, og gjorde det til 1-0!!
“JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!”, råbte jeg højlydt, mens min mor var ved at tabe både potter og pander… “Du var ved at give mig et hjerteanfald”, vrissede hun, mens jeg hoppede rundt i køkkenet som ‘den lille kænguru’, men intet kunne stoppe mig.
Troen var for alvor tilbage, og det var også Fulham, der stadig havde teten.. Bare få minutter efter havde Kamara en oplagt chance for at afgøre kampen, men hans flade skud voldte ingen problemer for den tidligere Fulham-keeper Maik Taylor.
Mellem det 70. minut og det 80. minut begyndte Fulham at have lige lovlig mange boldtab, som dog ikke førte til det helt store for det modløse udehold, der kvitterede med selv at smide bolden tilbage i Fulhams sort/hvide favn.
I Fulhams højreside fortsatte walisiske Simon Davies med at fodbold-voldtage Birminghams venstreback med mange gode raids op af kanten.
Bagved ham fortsatte, den i Tottenham, lånte Paul Stalteri med at overbevise ledelsen om, at han ikke skulle have en permanent kontrakt.
Klokken rundede nu de 85 minutter.
Frustrationerne hos Birmingham-spillere og tilhængere var nu brudt ud i lys lue, mens Fulham-fansene optimistiske sad og svingede med flag, tørklæder og hvad de ellers havde i hænderne..
Ude på sidelinjen stod træner Roy Hodgson og var eftertænksom, mens ejer Mohammed Al-Fayed så mere rolig ud med et uldtæppe foldet hen over sine ben.
Fulham har dog i denne sæson indkasseret et utal af mål i de sidste ti minutter, så jeg sad stadig og borede mine negle ned i egetræsbordet foran mig. Desuden har Fulham været foran i 13 kampe og kun vundet tre, så intet under at dette sad i baghovedet.
Erik Nevland - Pure Class
Men ud af det blå kom forløsningen i det 87. minut!
Venstreback Paul Konchesky tonser en lang bold op ad banen, hvor Birminghams forsvarsspiller, den tidligere Fulham-mand Frank Queudrue, ser ud til at have styr på begivenhederne.
Men Queudrue går håbløst galt i byen og får slet ikke kontrol over bolden, hvorefter indskiftede Erik Nevland hugger til den lille runde kugle og udplacerer Taylor i Birmingham-målet.
Mine øjne blev større end tekopper, og jeg gryntede højt i triumf, som levede jeg i stenalderen og havde lige nedlagt et vortesvin.
Jeg strakte begge arme op i luften, knyttede mine næver og skrålede: “FULHAAAAAAAAM… YAAARRRRRRHHHH… TRIUMF!!!”.
Min mutter fik igen et chok, men undlod at kommentere på det, andet end: “Nå, nu står der to nul eller hva?”… Jeg havde store bloklys i øjnene, og smilet fyldte hele mit lalleglade fjæs, for hun havde ret..
2-0… Nu kunne det ikke gå galt!
Chris Foy fløjtede af efter fire minutters overtid, og alle supporterne holdt deres “Come On You Whites” -skilte op mod den babyblå himmel.
“Klasse perfomance med gude spillere”, som Martin Birn sikkert ville have udtrykt det!
Samtidig tabte Reading til Spurs, og det betyder, at Fulham selv kan afgøre sin skæbne på udebane mod Pompey i næste uge.. En gyser af dimensioner!
Portsmouth har ikke noget at kæmpe for samtidig med, at de har en pokalfinale få dage senere. Fulham har naturligvis ikke den bedste udebanestatistik, men med to udebanesejre i træk er formen god, og jeg håber naturligvis på et hattrick.
"Cheer Up Roy, you old buggar, We got a victoryyyy!"
Come On You Whites!!!
Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt eufori og sammenhold!
