Livet Som Junior…

Mål var der ikke mange af...

Okay, overskriften lyver måske en lille smule, men ikke desto mindre handler dette indlæg om mit liv som fodboldspiller i en sæson for Vindblæs BK’s drenge hold tilbage for omkring 10 år siden.

Jeg var 17 år gammel og var dermed kvalificeret som ‘Junior’, men i realiteten spillede jeg med knøse, der var 4-5 år yngre end mig selv, fordi ‘talentmassen’ hos juniorerne gjorde, at det var sværere at komme på holdet for en teknisk svag forsvarskolos som undertegnede.

Dette betød, at jeg formodentlig var den ældste spiller til at repræsentere et drengehold nogensinde in the world of sports og med mine 1.80-81 cm var jeg sandsynligvis også den højeste!

Min granfætter og forsvarsmakker, som var et par år yngre end undertegnede, havde også fået dispensation til at spille for Drenge-holdet og han kunne notere sig som den andenhøjeste i ligaen, hvilket gjorde det centrale forsvar for Vindblæs BK ganske skræmmende (i hvert fald i udseende).

Men det var formodentlig også det eneste frygtindgydende ved holdet….

Vores keeper var nu ganske udmærket, men trak dog tit med skader, hvilket gjorde, at en halv-tung afløser måtte agere ankermand, hvilket ikke var til vores fordel.

Når man nu har en andenkeeper, der helst ikke smider sig for at redde modstanderens forsøg, er det jo svært at vinde fodboldkampe….

Vores højreback var en ganske velpolstret pige, som skulle stå over for hurtige og ‘teknisk dygtige’ wings, hvilket fik hende til at tabe pusten kort inde i kampene!

Venstrebacken havde også et par kilo på bagen og havde samme problemer med de hurtige modstandere, hvilket gjorde at det høje centrale forsvar måtte søge ud i siderne for at lukke af for kantspillerne….

Dette efterlod jo et kæmpemæssigt hul i det centrale forsvar og det var derfor ganske let for modstanderne at komme til gigantiske chancer eftersom ingen dækkede angriberne op…..

På midtbanen så det ikke specielt bedre ud!

Vores defensive midtbane havde en IQ på omkring de 14 og i flere tilfælde satte han sig ned for at plukke blomster midt på banen….

Da hans egen far for en kort stund var træner blev sønnen gudskelov sat af holdet, hvilket jo beviser, at han måske ikke var den nye John Sivebæk…

Vores venstrekant var en hurtig og teknisk dygtig fætter, der i teorien var en ganske habil wing….

Men teori og virkelighed differencierer sig fra hinanden og da han kun vejede omkring de 30 kilo, resulterede en skuldertackling fra modstanderen i, at vores wing røg ud af banen og ind i de nærliggende buske…

På den anden wing rendte en ganske temperamentsfuld spiller rundt med ben som en stork (Ligesom undertegnede) samt fart som en halt gazelle og det resulterede ikke i de helt store gennembrud fra den kant heller.

Som afløser for disse havde vi Frank….

Frank var en af de spillere, som hurtigt gik i panik…

Hvis man sagde noget til Frank, gik han som regel i sort og skød bolden ud over sidelinjen…

Frank burde sikkert have kastet sig over noget mere simpelt som eventuelt stangtennis eller kortspillet ‘Krig’…

På den offensive midtbane havde vi en ganske udmærket dribler, som til tider kreerede chancer for frontløberne, men også havde en mani med at drible rundt i ring…

Som det mest kreative indslag løb en teknisk stærk sjællænder rundt i en ganske fri rolle og da medspillerne i de fleste tilfælde var inhabile, endte det som regel med, at han tog tingene i egen hånd og afdriblede modstanderne så godt han kunne.

Vores angrebses havde modsat mig fået dispensation pga. hans unge alder og det var desværre ikke altid, han var til rådighed, men når han var, hændte det da, at han scorede et par kasser.

Og kasser havde vi i den grad brug for….

I løbet af den sæson jeg spillede for Vindblæs Drenge-holdet, vandt vi to kampe…

Den ene fordi det andet hold ikke dukkede op, mens den anden var en meriterende udebanesejr på 1-0 over Farsø, hvilket stadig står solidt indprintet i hukommelsen, da der var langt mellem succesoplevelserne….

Men ser man bort fra alle nederlagene, var det nu et ganske sjovt år, hvor jeg for en gangs skyld i min fodboldkarriere følte mig som en profil…

Das Zimmer direkte fra fodboldbanen blandt motorikspassere og mælkebøtter…

Den Ultimative Sæsonoptakt!

Jeg ser lige mit snit til at gøre opmærksom på min Fulham-blog, www.fulhamfootballclub.wordpress.com, hvor jeg, med blod, sved og tårer, har kreeret en omfattende sæsonoptakt til den engelske Premier League.

Jeg syntes da lige de fodboldinteresserede skal tage et smut forbi siden, og give deres analytiske meninger til kende!

Optakten ligger under kategorien Special Articles!

Das Zimmer direkte fra Premier League blandt klassebold og kick&rush

Til Alle Jer Fodboldgale Ungkarle

“Hvor fanden er Danmark henne???”

I morgen går det løs i Schweiz og Østrig til EM 2008, og i den forbindelse er jeg gået i gang med en lille optakt til slutrunden, hvor jeg går igennem de forskellige grupper. Dette kan tjekkes ud på følgende link:

http://fulhamfootballclub.wordpress.com/

Håber i vil give jeres besyv med… Glæder mig som en lille dreng til en god gang fodbold i flimmeren!

Das Zimmer direkte fra grønsværen blandt optakt og spænding

 

(Maybe) The Great Escape..

Mit vækkeur ringede.. Højt og grusomt, syntes jeg selv…

Jeg klaskede min knyttede næve ned over det lille SWATCH-ur og åbnede mine øjne, så godt som jeg nu kunne..

Det var middag, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde siddet oppe til klokken 3 i nat…

Jeg rejste mit dvaske kadaver fra sengen, og begyndte at klæde mig på…

Sløvt gik jeg langsomt ned af trappen, og indtog en plads i køkkenet..

Jeg var dagen forinden taget hjem til de gamle, da jeg skulle have lidt afstand fra alle distraktionerne (jf. øl, kabeltv og Football Manager) i Dobbelt A, så jeg kunne blive færdig med mit teori til P4 projektet på Uni..

Anspændtheden var tydelig i mine skuldre denne morgen, og min mimik viste en smule nervøsitet, mens jeg slubrede mine cornflakes ned i mavesækken..

Jeg sad og stirrede lidt tomt ud i luften, og mest af alt lignede jeg en fjernstyret robot, der i takt løftede og sænkede skeen gang på gang..

Det var lørdag den 3. maj 2008, og Fulham skulle møde Birmingham i Premier League..

En vigtig kamp i den engelske bundstrid, og en af de vigtigste kampe i Fulhams historie..

Begge hold lå under nedrykningsstregen, og med en sejr kunne Fulham, hvis alt flaskede sig, rykke op over den røde streg..

Jeg varmede lidt op til bundbraget med kampen mellem Manchester United og West Ham, hvor ”De Røde Djævle” klart var deres modstander overlegen..

Jeg sad selv og håbede på samme scenarie i Fulham kampen, men tvivlen lagde stadig i baghovedet..

Klokken var nu 15.46, og stillingen var 4-1 til Manchester United, der, selv med en mand i undertal, havde forholdsvis let spil mod et svækket West Ham mandskab, der dog bed godt fra sig i dele af kampen…

Tilbage i Kanal 5 studiet sad Claus Thomsen og indikerede, at han ikke troede på Fulhams overlevelseschancer, mens Jacob Laursen høfligt mente det modsatte..

“Bare Jacob Laursen får ret”, tænkte jeg, hvorefter jeg søgte mod køleskabet for at finde en lille let snack til kampen..

Tilbage i lænestolen med et par leverdrenge i mit skød, var jeg nu klar til dagens helt store brag: Fulham versus Birmingham på Craven Cottage..

Kampen havde påtaget sig klart mest opmærksomhed i de engelske medier, da det var en kamp mellem liv og død, og man kunne næsten føle nervøsiteten gennem skærmen fra alle involverede…

Fulhams startellever havde fået selskab af tomåls-skytten fra sidste weekends meriterende comeback mod City, Diomansy Kamara, mens David Healy havde taget plads på bænken..

På slaget fire fløjtede dommer Chris Foy kampen i gang, og jeg kunne nu se frem til 90 neglebidende minutter i selskab med to hårdt kæmpende mandskaber i bunden af verdens bedste liga.

Brian McBride – GOOOOOAAALLLL

Fulham var altdominerende i startfasen af kampen, og man fornemmede, at de virkelig prøvede at vise deres fans, at de fortjente deres plads blandt de bedste..

Flot flydende spil langs jorden førte til flere gode chancer for Fulham, der kulminerede i Brian McBrides hovedstød på overliggeren allerede efter fem minutter, som dog fejlagtigt blev dømt offside.

Efter tyve Fulham dominerede minutter, begyndte Birmingham at komme bedre med i kampen. Brede Hangeland kom godt imellem et par halvfarlige Birmingham forsøg, og den gigantiske midtstopper viste rigtigt format i denne hektiske fase af matchen.

I det 42. minut kunne det dog være gået galt, da James McFadden, efter et Jimmy Bullard boldtab på midten af banen, fandt en fri Mikael Forssell oppe i front, men en befriende fod fra nordirske Aaron Hughes reddede Fulham fra at komme bagud..

De to hold måtte gå til pausen med stillingen 0-0, men man fornemmede stadig en opløftet stemning på et fyldt og larmende Craven Cottage.

“Pyha…”, tænkte jeg, “… jeg er sgu for gammel til det her pis”, mens mit hjerte langsomt begyndte at optage en normal hastighed efter hektiske 45 minutter.

Et hurtigt kvarter senere gik de to hold på banen til anden halvleg, og pludseligt røg mit signal på computeren… “NEEEEEJJJ”, råbte jeg, mens jeg bandede og svovlede…

Jeg spurtede ind og hev kablet til modemmet ud, som man nu gør, når Internettet ikke virker… Men intet skete, og forbindelsen var stadig ikke at se nogen steder… “Argggh.. Det er ikke fair”, småhulkede jeg, mens jeg forbandede alt og alle…

“GOD DAMMIT YOU F*CKING PIECE OF CRAP”

“Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair”, blev jeg ved med at gentage, alt imens jeg rodede rundt med ledningerne bag i computeren…

Efter 7 minutters frustrationer var signalet på mystisk vis tilbage, og jeg hoppede ind i det 50. minut…

Bare to minutter senere sendte Jimmy Bullard et frispark ind i feltet, hvor Brian McBride dukkede op med sin amerikanske skal, og gjorde det til 1-0!!

“JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!”, råbte jeg højlydt, mens min mor var ved at tabe både potter og pander… “Du var ved at give mig et hjerteanfald”, vrissede hun, mens jeg hoppede rundt i køkkenet som en kænguru på speed…

Troen var for alvor tilbage, og det var da også Fulham, der stadig havde teten.. Bare få minutter efter havde Kamara en ganske god chance for at afgøre kampen, men hans flade skud voldte ingen problemer for den tidligere Fulham-keeper Maik Taylor.

Mellem det 70. minut og det 80. minut begyndte Fulham at have lige lovligt mange boldtab, som dog ikke førte til det helt store for modstanderholdet, der kvitterede med selv at smide bolden tilbage i Fulhams sort/hvide favn.

I Fulhams højreside fortsatte  walisiske Simon Davies med at voldtage Birminghams venstreback med mange gode raids op af kanten.

Bagved ham fortsatte, den i Tottenham, lånte Paul Stalteri med at overbevise ledelsen om, at han ikke skulle have en permanent kontrakt.. Jeg ved ikke selv, hvor mange gange jeg råbte: “Hvad Fanden laver du Paul Stalteri din canadiske retarderede skovhugger”!!!

Klokken rundede nu de 85 minutter..

Frustrationerne hos Birmingham-spillere og tilhængere var nu brudt ud i lys lue, mens Fulham fansene optimistiske sad og svingede med flag, tørklæder og hvad de ellers havde i hænderne..

Ude på sidelinjen stod træner Roy Hodgson og var eftertænksom, mens ejer Mohammed Al-Fayed så mere rolig ud med et uldtæppe foldet hen over sine ben.

Fulham har dog i denne sæson indkasseret mange mål i de sidste ti minutter, så jeg sad stadig og borede mine negle ned i egetræsbordet foran mig.. Desuden har Fulham været foran i 13 kampe og kun vundet tre, så intet under at dette sad i baghovedet…

Erik Nevland – Pure Class

Men ud af det blå kom forløsningen i det 87. minut…

Venstreback Paul Konchesky tonser en lang bold op ad banen, hvor Birminghams venstreback, den tidligere Fulham-mand Frank Queudrue, ser ud til at have styr på begivenhederne..

Men Queudrue går håbløst galt i byen, og får slet ikke kontrol over bolden, hvorefter indskiftede Erik Nevland hugger til den lille runde kugle og udplacerer Taylor i Birmingham målet..

Mine øjne blev større end tekopper (Lige en lille intertekstuel reference til Fyrtøjet), og jeg gryntede højt i triumf, som levede jeg i stenalderen og havde lige nedlagt et vortesvin…

Jeg strakte begge arme op i luften, knyttede mine næver og skrålede: “FULHAAAAAAAAM… YAAARRRRRRHHHH… TRIUMF!!!”..

Min mutter fik igen et chok, men undlod at kommentere på det, andet end: “Nå, nu står der to nul eller hva?”… Jeg havde store bloklys i øjnene, og smilet fyldte hele mit lalleglade fjæs, for hun havde ret..

2-0… Nu kunne det ikke gå galt… Og det gjorde det da heller ikke…

Chris Foy fløjtede af efter fire minutters overtid og alle supporterne holdte deres “Come On You Whites” -skilte op mod himmelen..

“Klasse perfomance med gude spillere”, som Martin Birn sikkert ville have udtrykt det!

Samtidig tabte Reading til Spurs, og det betyder, at Fulham selv kan afgøre sin skæbne på udebane mod Pompey i næste uge.. En gyser af dimensioner!

Portsmouth har ikke noget at kæmpe for samtidig med, at de har en pokalfinale få dage senere… Fulham har naturligvis ikke den bedste udebanestatistik, men med to udebanesejre i træk er formen god, og jeg håber naturligvis på et hattrick…

“Cheer Up Roy, you old buggar, We got a fucking Victory”

Come On You Whites!!!

Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt eufori og pure class!

Fulham & Den Faretruende Nedrykning

 

April 2007 – Lawrie Sanchez bliver hentet til Fulham som korttids-afløser for Chris Coleman, og en kolossal nedtur venter forude 

Sommeren 2007 – Sanchez får en transfersum på ekstravagante 25 millioner pund at handle for, og det ligner lysere tider på The Cottage, som i de senere år havde oplevet en mindre nedgangsperiode..

Syv måneder senere ser virkeligheden ganske anderledes ud.. Fulham ligger i øjeblikket på en lidet flatterende 19. plads, og manager Lawrie Sanchez er for længst skiftet ud med, den af danske fans bekendte, Roy Hodgson..

Formøbling af en formue

Det begyndte allerede at gå ned af bakke under Chris Coleman, men det tog for alvor til under nordirske Sanchez. 25 millioner engelske pund skød Fulham op som et af de mest spenderende hold under sommeren 2007, da Sanchez gik på shoppingtur indenfor især Nordirske “esser” og middelmådige Championship spillere.

Man kan argumentere for, at Chris Coleman aldrig fik de helt store midler at begå sig med på transfermarkedet, og derfor finder undertegnede det især besynderligt, at en inkomepetent primitivt-spillende manager som Lawrie Sanchez blev bevilliget 25 millioner pund (Prøv at spørg om jeg er Sanchez-fan)..

En lille hjerneblødning af ejer Mohammed Al-Fayed, og selvom jeg så en nedadgående spiral under Coleman, var det ikke svært at se skriften på væggen, da Sanchez f.eks. valgte at spendere 6 millioner pund på floppet Diomansy Kamara, som tidligere, uden succes, havde forsøgt sig i Premier League…

Derudover valgte Sanchez at hive hele fire nordirere ind i form af Aaron Hughes (A.Villa), David Healy (Leeds), Steven Davis (A.Villa) og Chris Baird (Southampton)… Davis lignede et udmærket køb, men har vist sig slet ikke at kunne gøre en forskel i motorrummet på Fulhams midtbane, og er nu lejet ud til Glasgow Rangers.

Chris Baird har overhovedet ikke kunne følge med i tempoet, og har gjort sig vældig upopulær ved at koste op til flere mål samt komme i kambolage med publikumsyndlingen Jimmy Bullard.. “Bomberen” David Healy er simpelthen bare overmatchet, og har langt fra vist samme målform som for det nordirske landshold..

Til gengæld har Hughes, sammen med Danny Murphy (Som ironisk nok var gratis), været blandt de bedre indkøb, men for andre folk som sydkoreanske Seol Ki-Hyeon (Med verdens laveste bundniveau), kantspilleren Hameur Bouazza, skildpadden Dejan Stefanovic og evigt skadede Lee Cook har succesen været til at overse..

The New Guy On The Block

Efter at Fulhams dårligste manager nogensinde har forladt Craven Cottage, er, som nævnt før, Roy Hodgson kommet til.. Den garvede brite har heller ikke fået den bedste start, men det lykkedes da at vinde en kamp for første gang i evigheder, da Villa blev sendt hjem til Birmingham med et 1-2 nederlag!

Desuden har man også set betydelig fremgang på transfermarkedet, selvom Hodgson fik en mindre pose penge at handle for… Danske Leon Andreasen og norske Brede Hangeland er blandt de nye ansigter på træningsbanerne ved Motspur Park, og de er da også begge gået direkte ind i startopstillingen med en anden attitude en f.eks. den skotskbundne Steven Davis..

To nye angribere (Eddie Johnson & Erik Nevland.red) er også hentet ind til en meget formsvag frontkæde.. Dog er jeg lidt bekymret over, hvorfor vi hentede tudsegamle Jari Litmanen til London, men han kan jo sikkert dele ud af sin erfaring, og så var han jo gratis..

Men siden sejren over Villa, er vi løbet ind i det ene nederlag efter det andet, og Fulham ligger nu seks point under stregen, hvilket f.eks. fik Kanal 5’s fodboldspeaker til at dømme dem som sikre nedrykkere sammen med bundproppen Derby…

Så det ser lidt sort ud, og Fulham kan kun redde sig ved at vinde nogle særdeles vigtige nøglekampe i et slutprogram, der inkluderer følgende kampe:

Blackburn Ude (Spilles i dag, og Fulham er ikke engang bagude efter 30 minutter!)

Everton Hjemme (Måske en hjemmesejr, men det bliver svært)

Newcastle Ude (Hvis Newcastle fortsætter sin krisesæson, kan der vente 3 overraskende point)

Derby Ude (Skal simpelthen give 3 point, hvis der skal gøre forhåbninger om at blive blandt de bedste)

Sunderland Hjemme (Samme som mod Derby)

Reading Ude (Endnu en nedrykningskandidat, men en svær udebanekamp – Uafgjort er nok mit bedste bud)

Liverpool Hjemme (Ikke mange chancer her selvom Liverpool er stinkende dårlige til tider – Torres “voldpuler” formodentlig hele forsvaret, så jeg håber, han er skadet)

Manchester City Ude (Ikke meget håb, da City samtidig kæmper for europæisk deltagelse)

Birmingham Hjemme (3 point skulle være muligt, men det kan allerede være slut på det her tidspunkt)

Portsmouth Ude (Pompey har måske ikke noget at kæmpe for på dette tidspunkt, og derfor kan man håbe på en sjælden udebanesejr)

Der forekommer nemme kampe på papiret, men Fulham skal virkelig oppe sig, hvis de skal stå distancen…

Jeg håber stadigvæk, men håbet svinder for hver runde uden point..

COYW!

Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt spillemæssige kriser og højtråbende managers!