Den Ultimative Sæsonoptakt!

Jeg ser lige mit snit til at gøre opmærksom på min Fulham-blog, www.fulhamfootballclub.wordpress.com, hvor jeg, med blod, sved og tårer, har kreeret en omfattende sæsonoptakt til den engelske Premier League.

Tag et smut forbi siden, og giv jeres analytiske meninger til kende!

Optakten ligger under kategorien Features(ish)!

Das Zimmer direkte fra Premier League på en glæsplæne i London.

Til Alle Jer Fodboldgale Ungkarle

“Denne danske roligan må se kampene hjemme fra sofaen, da Danmark ikke er med i denne omgang”

I morgen går det løs i Schweiz og Østrig til EM 2008, og i den forbindelse har jeg forberedt en optakt til slutrunden, hvor jeg går igennem slutrundens grupper.

Dette kan tjekkes ud på følgende link:

http://fulhamfootballclub.wordpress.com/

Håber i vil give jeres kyndige besyv med!

Das Zimmer direkte fra grønsværen et sted i iskolde Schweiz.

(Maybe) The Great Escape..

Mit vækkeur ringede.. Højt og grusomt, syntes jeg selv…

Jeg klaskede min knyttede næve ned over det lille SWATCH-ur og åbnede mine stakkels trætte øjenlåg.

Det var middag, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde siddet oppe til klokken 3 i nat.

Jeg rejste mit dvaske kadaver fra sengen, og begyndte at klæde mig på!

Sløvt gik jeg langsomt ned af trappen, og indtog en plads i køkkenet.

Jeg var dagen forinden taget hjem til de gamle, da jeg skulle have lidt afstand fra alle distraktionerne (jf. øl, kabel-tv og Football Manager) i Dobbelt A, så jeg kunne blive færdig med mit teori til P4-projektet på Uni.

Anspændtheden var tydelig i mine skuldre denne morgen, og min mimik viste en smule nervøsitet, mens jeg slubrede mine cornflakes ned i mavesækken (de vækker en tier i dig eller noget).

Jeg sad og stirrede lidt tomt ud i luften, og mest af alt lignede jeg en en ufarlig Robocop, der i takt løftede og sænkede skeen om og om igen..

Det var lørdag den 3. maj 2008, og Fulham skulle møde Birmingham i Premier League.

En vigtig kamp i den engelske bundstrid, og en af de vigtigste i Fulhams historie..

Begge hold lå under nedrykningsstregen, og med en sejr kunne Fulham, hvis alt flaskede sig, rykke op over den røde streg..

Jeg varmede op til bundbraget med kampen mellem Manchester United og West Ham, hvor “De Røde Djævle” var deres modstander klart overlegen.

Jeg sad selv og håbede på samme scenarie i Fulham-kampen, men tvivlen lå stadig i baghovedet..

Klokken var nu 15.46, og stillingen var 4-1 til Manchester United, der, selv med en mand i undertal, havde forholdsvis let spil mod et svækket West Ham-mandskab.

Tilbage i Kanal 5-studiet sad Claus Thomsen og indikerede, at han ikke troede på Fulhams overlevelseschancer, mens Jacob Laursen høfligt mente det modsatte.

“Jacob Laursen, din dejlige dreng”, tænkte jeg, hvorefter jeg søgte mod køleskabet for at finde en lille let snack til kampen.

Tilbage i lænestolen med et par leverdrenge i mit skød (på en tallerken), var jeg nu klar til dagens helt store brag: Fulham versus Birmingham på det historiske Craven Cottage.

Kampen havde påtaget sig klart mest opmærksomhed i de engelske medier, da det var en kamp mellem liv og død, og man kunne næsten føle nervøsiteten gennem skærmen fra alle involverede.

Fulhams startellever havde fået selskab af tomåls-skytten, fra sidste weekends meriterende comeback mod City, Diomansy Kamara, mens pauvre David Healy havde taget plads på bænken.

På slaget fire fløjtede dommer Chris Foy kampen i gang, og jeg kunne nu se frem til 90 neglebidende minutter i selskab med to hårdt kæmpende mandskaber i bunden af verdens bedste liga.

Brian McBride - GOOOOOAAALLLL

Fulham var altdominerende i startfasen af kampen, og man fornemmede, at de virkelig prøvede at vise deres fans, at de fortjente pladsen blandt de bedste.

Flot flydende spil langs jorden førte til flere hæderlige chancer for Fulham, der kulminerede i Brian McBrides hovedstød på overliggeren allerede efter fem minutter, som dog fejlagtigt blev dømt offside.

Efter tyve Fulham-dominerede minutter, begyndte Birmingham at komme bedre med i kampen. Brede Hangeland kom godt i vejen for et par halvfarlige Birmingham-forsøg, og den gigantiske midtstopper viste for alvor format i denne hektiske fase af matchen.

I det 42. minut kunne det dog være gået galt, da James McFadden, efter et Jimmy Bullard-boldtab på midten af banen, fandt en fri Mikael Forssell oppe i front, men en befriende fod fra nordirske Aaron Hughes reddede Fulham fra at komme bagud..

De to hold måtte gå til pausen med stillingen 0-0, men man fornemmede stadig en opløftet stemning på et fyldt og larmende Craven Cottage.

“Pyha…”, tænkte jeg, “… jeg er sgu for gammel til det her pis”, mens mit hjerte langsomt begyndte at optage en normal hastighed efter hektiske 45 minutter.

Et hurtigt kvarter senere gik de to hold på banen til anden halvleg, og pludseligt røg mit signal på computeren… “NEEEEEJJJ”, råbte jeg, mens jeg bandede og svovlede.

Jeg spurtede ind og hev kablet til modemmet ud, som man nu gør, når Internettet ikke virker… Men intet skete, og forbindelsen var stadig ikke at se nogen steder… “Argggh.. Det er ikke fair”, småhulkede jeg, mens jeg forbandede alt og alle.

Work dammit, work!!

“Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair”, blev jeg ved med at gentage, alt imens jeg rodede rundt med ledningerne bag i computeren.

Efter 7 minutters frustrationer var signalet på mystisk vis tilbage, og jeg hoppede ind i det 50. minut…

Bare to minutter senere sendte Jimmy Bullard et frispark ind i feltet, hvor Brian McBride dukkede op med sin solide amerikanske skal, og gjorde det til 1-0!!

“JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!”, råbte jeg højlydt, mens min mor var ved at tabe både potter og pander… “Du var ved at give mig et hjerteanfald”, vrissede hun, mens jeg hoppede rundt i køkkenet som ‘den lille kænguru’, men intet kunne stoppe mig.

Troen var for alvor tilbage, og det var også Fulham, der stadig havde teten.. Bare få minutter efter havde Kamara en oplagt chance for at afgøre kampen, men hans flade skud voldte ingen problemer for den tidligere Fulham-keeper Maik Taylor.

Mellem det 70. minut og det 80. minut begyndte Fulham at have lige lovlig mange boldtab, som dog ikke førte til det helt store for det modløse udehold, der kvitterede med selv at smide bolden tilbage i Fulhams sort/hvide favn.

I Fulhams højreside fortsatte  walisiske Simon Davies med at fodbold-voldtage Birminghams venstreback med mange gode raids op af kanten.

Bagved ham fortsatte, den i Tottenham, lånte Paul Stalteri med at overbevise ledelsen om, at han ikke skulle have en permanent kontrakt.

Klokken rundede nu de 85 minutter.

Frustrationerne hos Birmingham-spillere og tilhængere var nu brudt ud i lys lue, mens Fulham-fansene optimistiske sad og svingede med flag, tørklæder og hvad de ellers havde i hænderne..

Ude på sidelinjen stod træner Roy Hodgson og var eftertænksom, mens ejer Mohammed Al-Fayed så mere rolig ud med et uldtæppe foldet hen over sine ben.

Fulham har dog i denne sæson indkasseret et utal af mål i de sidste ti minutter, så jeg sad stadig og borede mine negle ned i egetræsbordet foran mig. Desuden har Fulham været foran i 13 kampe og kun vundet tre, så intet under at dette sad i baghovedet.

Erik Nevland - Pure Class

Men ud af det blå kom forløsningen i det 87. minut!

Venstreback Paul Konchesky tonser en lang bold op ad banen, hvor Birminghams forsvarsspiller, den tidligere Fulham-mand Frank Queudrue, ser ud til at have styr på begivenhederne.

Men Queudrue går håbløst galt i byen og får slet ikke kontrol over bolden, hvorefter indskiftede Erik Nevland hugger til den lille runde kugle og udplacerer Taylor i Birmingham-målet.

Mine øjne blev større end tekopper, og jeg gryntede højt i triumf, som levede jeg i stenalderen og havde lige nedlagt et vortesvin.

Jeg strakte begge arme op i luften, knyttede mine næver og skrålede: “FULHAAAAAAAAM… YAAARRRRRRHHHH… TRIUMF!!!”.

Min mutter fik igen et chok, men undlod at kommentere på det, andet end: “Nå, nu står der to nul eller hva?”… Jeg havde store bloklys i øjnene, og smilet fyldte hele mit lalleglade fjæs, for hun havde ret..

2-0… Nu kunne det ikke gå galt!

Chris Foy fløjtede af efter fire minutters overtid, og alle supporterne holdt deres “Come On You Whites” -skilte op mod den babyblå himmel.

“Klasse perfomance med gude spillere”, som Martin Birn sikkert ville have udtrykt det!

Samtidig tabte Reading til Spurs, og det betyder, at Fulham selv kan afgøre sin skæbne på udebane mod Pompey i næste uge.. En gyser af dimensioner!

Portsmouth har ikke noget at kæmpe for samtidig med, at de har en pokalfinale få dage senere. Fulham har naturligvis ikke den bedste udebanestatistik, men med to udebanesejre i træk er formen god, og jeg håber naturligvis på et hattrick.

"Cheer Up Roy, you old buggar, We got a victoryyyy!"

Come On You Whites!!!

Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt eufori og sammenhold!

Fulham & Den Faretruende Nedrykning

April 2007 – Lawrie Sanchez bliver hentet til Fulham som korttids-afløser for Chris Coleman, og en kolossal nedtur venter forude .

Sommeren 2007 – Sanchez får en transfersum på ekstravagante 25 millioner pund at handle for, og det ligner lysere tider på The Cottage, som i de senere år havde oplevet en mindre nedgangsperiode.

Syv måneder senere ser virkeligheden anderledes ud. Fulham ligger i øjeblikket på en lidet flatterende 19. plads, og manager Lawrie Sanchez er for længst skiftet ud med, den af danske fans bekendte, Roy Hodgson.

Formøbling af en formue

Det begyndte allerede at gå ned af bakke under Chris Coleman, men det tog for alvor fart under nordirske Sanchez. 25 millioner engelske pund skød Fulham op som et af de mest spenderende hold under sommeren 2007, da Sanchez gik på shoppingtur indenfor især Nordirske “esser” og middelmådige Championship spillere.

Man kan argumentere for, at Chris Coleman aldrig fik de helt store midler at begå sig med på transfermarkedet, og derfor finder undertegnede det især besynderligt, at en inkompetent primitivt-spillende manager som Lawrie Sanchez blev bevilliget 25 millioner pund (Prøv at spørg om jeg er Sanchez-fan).

En lille hjerneblødning af ejer Mohammed Al-Fayed, og selvom jeg så en nedadgående spiral under Coleman, var det ikke svært at se skriften på væggen, da Sanchez f.eks. valgte at spendere 6 millioner pund på floppet Diomansy Kamara, som tidligere, uden succes, havde forsøgt sig i Premier League…

Derudover valgte Sanchez at hive hele fire nordirere ind i form af Aaron Hughes (A.Villa), David Healy (Leeds), Steven Davis (A.Villa) og Chris Baird (Southampton). Davis lignede et udmærket køb, men har vist sig slet ikke at kunne gøre en forskel i motorrummet på Fulhams midtbane, og er nu lejet ud til Glasgow Rangers.

Chris Baird har overhovedet ikke kunne følge med i tempoet, og har gjort sig vældig upopulær ved at koste op til flere mål samt komme i kambolage med publikumsyndlingen Jimmy Bullard. “Bomberen” David Healy er simpelthen bare overmatchet, og har langt fra vist samme målform som for det nordirske landshold..

Til gengæld har Hughes, sammen med Danny Murphy (Som ironisk nok var gratis), været blandt de bedre indkøb, men for andre folk som sydkoreanske Seol Ki-Hyeon (med verdens laveste bundniveau), kantspilleren Hameur Bouazza, skildpadden Dejan Stefanovic og evigt skadede Lee Cook har succesen været til at overse..

The New Guy On The Block

Efter at Fulhams dårligste manager nogensinde har forladt Craven Cottage, er, som nævnt før, Roy Hodgson kommet til. Den garvede brite har heller ikke fået den bedste start, men det lykkedes da at vinde en kamp for første gang i evigheder, da Villa blev sendt hjem til Birmingham med et 1-2 nederlag!

Desuden har man også set betydelig fremgang på transfermarkedet, selvom Hodgson fik en mindre pose penge at handle for. Danske Leon Andreasen og norske Brede Hangeland er blandt de nye ansigter på træningsbanerne ved Motspur Park, og de er da også begge gået direkte ind i startopstillingen med en anden attitude en f.eks. den skotskbundne Steven Davis..

To nye angribere (Eddie Johnson & Erik Nevland.red) er også hentet ind til en meget formsvag frontkæde. Dog er jeg lidt bekymret over, hvorfor vi hentede tudsegamle Jari Litmanen til London, men han kan jo sikkert dele ud af sin erfaring, og så var han gratis..

Men siden sejren over Villa, er vi løbet ind i det ene nederlag efter det andet, og Fulham ligger nu seks point under stregen, hvilket f.eks. fik Kanal 5′s fodboldspeaker til at dømme dem som sikre nedrykkere sammen med bundproppen Derby.

Så det ser sort ud, og Fulham kan kun redde sig ved at vinde nogle særdeles vigtige nøglekampe i et slutprogram, der inkluderer følgende kampe:

Blackburn Ude (Spilles i dag, og Fulham er ikke engang bagude efter 30 minutter!)

Everton Hjemme (Måske en hjemmesejr, men det bliver svært)

Newcastle Ude (Hvis Newcastle fortsætter sin krisesæson, kan der vente 3 overraskende point)

Derby Ude (Skal simpelthen give 3 point, hvis der skal gøre forhåbninger om at blive blandt de bedste)

Sunderland Hjemme (Samme som mod Derby)

Reading Ude (Endnu en nedrykningskandidat, men en svær udebanekamp – Uafgjort er nok mit bedste bud)

Liverpool Hjemme (Ikke mange chancer her selvom Liverpool er stinkende dårlige til tider – Torres “voldpuler” formodentlig hele forsvaret, så jeg håber, han er skadet)

Manchester City Ude (Ikke meget håb, da City samtidig kæmper for europæisk deltagelse)

Birmingham Hjemme (3 point skulle være muligt, men det kan allerede være slut på det her tidspunkt)

Portsmouth Ude (Pompey har måske ikke noget at kæmpe for på dette tidspunkt, og derfor kan man håbe på en sjælden udebanesejr)

Der forekommer nemme kampe på papiret, men Fulham skal virkelig oppe sig, hvis de skal stå distancen…

Jeg håber stadigvæk, men håbet svinder for hver runde uden point..

COYW!

Das Zimmer direkte fra Craven Cottage i en spillemæssig krise.