Det er ved at være en rum tid siden, jeg opdaterede min blog, men ikke desto mindre kommer der her en lille opdatering fra den politiske fløj nærmere betegnet, Socialdemokratiet og deres unge Aalborg-kandidat, Rasmus Brask.
Den 24-årige lokalpolitiker har i stedet for en tør valgkampsvideo, satset på en ordentlig røvfuld selvironi og en forbandet underholdende gang fraklip for at agere atypisk i valgkampen i forhold til hans partifæller og politiske modstandere.
Videoen lægger op til en fortsættelse af Rasmus Brask’s løjer i Jomfru Ane Gade, og hvis ikke du kender hans navn, kommer du formodentlig til det gennem følgende trilogi af klip:
Mange (deriblandt undertegnede) løber, fordi det er sundt og har helbredsmæssige fordele… Og så har man det jo pisse godt med sig selv bagefter.
Andre løber, fordi de skal ned i vægt.
Mens en hel tredje gruppe løber pga. det sociale sammenhold, man eventuelt kan have, når man løber i grupper(!)
Men det kan være svært at motivere sig selv, når man er ude på the open road som fagfolk jo siger…
Man kan gå helt ned og smadre ansigtet ned i asfalten (Hey, det kan ske!)… og så er det jo godt, hvis man har et hemmeligt masseødelæggelsesvåben i baghånden…
Det våben er noget så simpelt og magisk som…. musik..
Det harmoniske i musikken, rytmerne, melodien og dynamikken; Alle bidrager som ekstra motivationsfaktorer til ens fysiske anstrengelser midt i asfaltjunglen.
Men som løber gælder det så om at vælge nogle musiske stykker til MP3-afspilleren, der giver det ekstra boost, der skal til for at stå distancen!
Hver enkelt har sikkert sine favoritter, men i nedenstående liste vil jeg give mine bud på, hvad der giver mig en ekstra tangent i forhold til min løberutiner.
Listen indeholder en masse blandede bolsjer og lidt for enhver smag:
Jim Jamison – I’m always here
I kender den måske bedre som tema sangen til 90′ernes helt store strandfest Baywatch! Ikke en god idé at lægge ud med dette sangvalg, da man hurtigt bruger alle sine kræfter på sin ‘David Hasselhoff løber hen ad stranden’ imitation! Gem den til sidst, når man ikke har flere kræfter tilbage og så er det bare at gå The Hoff crazy!
Cold War Kids – Something is not right with me
Fra 2008 albummet Loyalty to Loyalty kommer dette brilliante nummer, som igennem forsanger Nathan Willetts meget intense stemmeleje kommer helt op at ringe ligesom en selv, når rytmerne ryger ind i ens ørekanal under den fysiske kunst, man udøver på de ujævne fortove.
Glenn Frey – The heat is on
Hvem husker ikke Glenn Freys The heat is on, da man i sin spæde ungdom så Beverly Hills Cop (Med den halvdumme danske titel Frækkere end politiet tillader og med Eddie Murphy i sin storhedstid), hvor sangen udgjorde filmens indledende anslag, hvor kameraet fangede forskellige billeder rundt omkring i Detroit. Når man løber blandt betonbygninger i Dobbelt A, er dette nummer, det nærmeste man kommer perféction.
The Rolling Stones – Paint it black
Den hurtige og trivielle trommerytme i baggrunden af det fremragende Stones hit Paint it black fra 1966 er glimrende til at køre sig selv op med, når man er ved at gå død. Yir!
Creedence Clearwater Revival – Fortunate son
Legenderne fra Creedence sluttede 1969 af med dette fantastiske nummer, som mest af alt får en til at ønske sig i en helikopter, der flyver hen over rismarker i Vietnam… Derfor føler man sig også lidt flyvende, når tonerne fra de gamle sydstatsrockere ryger på MP3 afspilleren og man glider let og elegant over asfalten, i hvert fald i de 2 minutter og 23 sekunder, som sangen varer…
Jet – Are you gonna be my girl
‘Døh, døh, døh, døh, døh, døh, døh, døh, say one, two, three….’, gjalder ud af MP3 afspilleren i lommen, mens man selv sætter farten op til Jets rytmiske wonderkur, der har titlen Are you gonna be my girl
Vampire Weekend – A-Punk
Samme fantastiske rytmer findes i A-punk fra Vampire Weekend, hvis gentagne guitarriff holder en oppe på tæerne gennem 2/3 af sangen.
Wilson Pickett – Land of 1000 dances
Når man løber alene nede på havnefronten, kan man da lige så godt skråle med på dette fast paced Wilson Pickett nummer, der helt sikkert får mig op at ringe, både på løbebanen, derhjemme foran højtaleren og på dansegulvet!
(Dårlig kval desværre)
Bonnie Tylor – Holding out for a hero
Som en anden Kevin Bacon i Footloose, kan man jo forestille sig, at løb er den forbudte form for motion og man derfor skal gå imod strømmen og løbe for at trodse de høje herrer i byen…
Survivor – Eye of the tiger
To ord, et navn: Rocky Balboa
Spencer Davis Group – Keep on running
Titlen siger det hele… Når Spencer Davis Group ber’ dig om at løbe, så løber du….
Bill Conti – Gonna fly now
Øhmm, ikke for at lyde repetetiv, men to ord, et navn: Sylvester Stallone (aka. Rocky Balboa……..)
Ave Maria
For at tone lidt ned på det hektiske og intense musik, er det dejligt med et lille afbræk i form af denne brilliante arie, hvor du måske lige skal stoppe op engang for at nyde dette mesterstykke og eventuelt knibe en enkelt tåre.
Klaus Badelt – He is a pirate
Hvis det hænder, at man løber rundt i pirattøj, vil komponisten Klaus Badelts He is a pirate falde i enhver smag… Og det hjælper, hvis man er klædt ud som Captain Jack Sparrow…
Quincy Jones – Soul Bossa Nova
Når man når til det punkt, hvor man er ved at se sorte prikker foran øjnene, træder Quincy Jones’ bevægelige Soul Bossa Nova til som redningsmand og pludselig findes prikkerne i mange forskellige farver… YEAH BABY!
The Lovin Spoonful – Summer in the city
Virker mest efter hensigten om sommeren, men hvis man begynder at svede drastisk, kan vinteren da godt føles som sommer, bare uden sol, shorts, strand og sand…
Stealers Wheel – Stuck in the middle with you
Nonchalant løber man frem af fortovet med denne kække sang i ørerne og tror det ikke kan gå galt… I hvert fald ikke før sangen er slut, fordi i mellemtiden er man Stuck in the middle with you…
Das Zimmer direkte fra løbebanen blandt blod, sved, musik og tårer!
Mænd har stået over for spørgsmålet, om man skal eller ikke skal lade skægget gro…
Personligt har jeg ladet skægget gro til en passende størrelse, da jeg ligner en 20-årig uden!
Mænd med skæg er gennem tiderne blevet betegnet som værende besiddende visdom, en høj social status og en seksuel virilitet (Yeah, baby! Who needs Viagra, when you got a beard!)!
Desuden er skæg jo et slags manddomssignal til omverdenen, som siger: “Hey, her kommer en rigtig mand/viking, så flyt dig prettyboy with a fake tan”!!
På den anden side er mænd med skæg også blevet beskrevet som eksentriske, beskidte og ubehøvlede (Hey, you can’t get it all)!!
Barbarer i folkeeventyr bliver som regel også beskrevet som bærende skæg, samtidig med de besidder primitive og dumdristige personaer!
Desuden sidder der en fyr i en hule et sted med et ganske langt skæg, som amerikanerne har svært ved at lokalisere…
Men skæg har de senere år oplevet sin anden ungdom indenfor mode og trends, og der er utallige livsstilssider, der beskriver, hvordan man kan vedligeholde en smart skæg-mode uden at komme til at ligne Osama Bin Laden.
George Clooney, Brad Pitt, Adrian Brody und so weiter har alle på et tidspunkt anlagt sig hårvækst i fjæset, hvilket livsstilshjemmesider og magasiner har taget til sig og spredt gennem læserskaren.
Tidligere har celebre herrer som Jesus, Abraham Lincoln, Charles Dickens, Giuseppe Verdi og Albert Einstein båret skæg, mens knap så flatterende historiske personer som Adolf Hitler og Josef Stalin også havde skægvækst (Men Hitlers skæg var jo bare så umoderne! Amatør!)…
Problemet med skægget er desværre, at det er den hurtigst voksende hårvækst på kroppen, og at det derfor hele tiden skal trimmes, hvilket jo er dødirriterende…
Men jeg står dog stadig fast på det fashionable hår i mit ansigt, og som en famøs græker engang sagde:
“There are two kinds of people in this world that go around beardless — boys and women — and I am neither one”
Das Zimmer direkte fra barberen blandt skum og skæg i lange baner!
Der er tider under denne rutschebanetur, vi kalder livet, hvor man finder sig selv på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Dette hændte jeg at være i dag, da jeg på en ganske rutinemæssig køretur til Bilka, oplevede det uventede midt i trafikken.
Mine forældre skulle ud og handle stort ind, og jeg så mit snit til at udnytte køre-lejligheden, da jeg normalt er forbeholdt den to-hjulede, som måske ikke er det mest hensigtsmæssige køretøj til transport af fødevarer.
Vores køretur lagde vejen forbi travbanen, og her indtraf en pudsig lille hændelse midt i den hektiske eftermiddagstrafik.
En lille Airedale terrier havde forvildet sig ud i trafikken blandt store forurenende firehjulstrækkere og små kompakte familiebiler, hvor det virkede til den havde indledt en jagt på en grøn Audi foran os.
Trafikken sneglede sig afsted pga. den uventede gæst (Som ikke blev budt på Gevalia), og den skræmte lille fyr virkede til at opfange denne problematik, hvorefter den fortrak ind i rabatten.
Her løb den forvildet rundt i græsset, og jeg så mig nødsaget til at køre ind til siden for at indfange hunden, inden den blev ramt af en af de forbipasserende automobiler.
Da vi stod ud af bilen, stoppede hunden op og så lidt underligt på os, hvorefter den tøvede med at nærme sig vores udstrakte arme.
Efter omkring 30 sekunder nærmede den sig dog, og vi kunne tage et lille kig på halsbåndet, hvor vi var heldige med, at ejerens nummer stod opført på.
Det lykkedes os, efter et par opkald, at få etableret kontakt til ejeren, som kunne oplyse, at hunden indtog det adelige navn, Valdemar, og at ejeren stod omkring en kilometer væk fra åstedet.
Vi prøvede derfor at få hunden ind i bilen, men den lille krøllede hårbold var stiv af skræk efter det hektiske møde med trafikken, og den nægtede at flytte sig ud af stedet.
“Nå…”, tænkte jeg, “…så må jeg jo hellere hente ejeren”, hvilket formodentlig var den eneste mulighed for at få hunden til at makke ret.
Jeg satte mig derpå ind i den blodrøde Hyundai Matrix, lod hunden blive ved min søster og min moder, hvorefter jeg begav mig på jagt efter ejeren.
Efter at have samlet ejeren op fem minutter senere, fortalte han mig, at det ikke var det første forsvindingsnummer, den lille fyr havde udført, så det var en ren udbryderkonge, vi havde med at gøre.
Gensynet med ejeren fik dog ikke hunden til at flytte sig, da den stadig var stiv af skræk, og ejeren valgte at bære hunden den lille kilometer hjem, selvom vi tilbød et lift.
Vi bød farvel, og ejeren takkede os mange gange, hvorefter han begik sig mod øst.
En uventet lille drejning i det travle liv i overhalingsbanen, der endte lykkeligt for alle parter.
Das Zimmer direkte fra travbanen blandt små hunde og store Audi’er..
Som skrevet i et tidligere indlæg prøver jeg desperat at holde mig i nogenlunde god form, uden at det helt lykkes til fulde…
Derfor nikkede jeg anerkendende, da jeg forleden blev præsenteret for en stempling signeret af min inaktive roomie Kenneth!
“Du er en sundheds wannabe, er du”, sagde Kenneth, hvorefter jeg halvhjertet prøvede at komme på et modargument med begrænset succes.
“Satans, knægten har jo ret”, sagde jeg til mig selv…
Mine forsøg i fitness-centre er, som beskrevet tidligere, slået fejl på et eller andet tidspunkt, og er ligesom så meget andet forblevet på et lunkent niveau á la Jolly-cola nede fra Aldi…
Men også på madfronten har jeg prøvet at holde en nogenlunde sund linje, men min viljestyrke er gang på gang blevet testet af cola og spareribs… Og selvfølgelig er jeg hoppet i med begge ben!
Jeg er dog kommet nogenlunde igang med at løbe et par gange eller tre om ugen, hvilket jeg er ganske stolt over, da kontinuitet ikke just præger mine forsøg på det sundhedsmæssige område!
Men hey… Ingen er perfekte og jeg må jo indse, at jeg er en healthy wannabe!
Das Zimmer direkte fra sofaen blandt chokoladebarer og iste med fersken….
I morgen kan det måske være slut med menneskeheden, som vi kender den i dag…
Forskere fra organisationen CERN vil 9.30 i morgen tidligt tænde for en kæmpe kollisionsmaskine (Large Hadron Collider), som har en minimal chance for at kreere et sort hul, der kan opsuge alt eksistens!
Hyggeligt, ikke sandt?
Forskere har i løbet af de seneste par måneder skiftes til at argumentere for og imod, at kollisionsmaskinen startes, mens mange almene borgere har stået på sidelinjen og fulgt cirkusset!
Nogle civilister har dog taget sagen i egen hånd og truet videnskabsmændene fra CERN på livet, mens andre har bønfaldt dem om at lade være med at gennemføre projektet.
Lige lidt har det hjulpet, da de første protoner, i morgen, vil blive sluppet ind i LHC, hvor de i sammenstød, inden i de enorme detektorer, kan skabe tilstande, der minder om dem, der eksisterede i de allerførste brøkdele af et nanosekund!! efter Big Bang.
Altså kan de vel på en måde opklare årsagen til eksistensen, hvilket da er en smule spændende!
Desuden vil det være muligt for videnskabsmændene at opklare om der findes flere dimensioner end dem vi har kendskab til i forvejen.
Og derudover kan eksperimenterne endda bruges til nye kræftbehandlingsformer – eksempelvis i form af antistof-, kulstof, eller protonstrålebehandling, som kan kontrolleres, så behandlingen kun fjerner kræftramt væv og ikke det raske væv.
Spørg mig ikke hvordan, men det lyder da for godt til at være sandt, og der er sikkert tusinder af andre fordele ved partikel-acceleratoren!
Hvis hele projektet så går galt med det værst mulige udfald, er det jo dog ikke så meget værd!
Hmmm….!
Vi bliver meget klogere i morgen klokken 9.30 (Eller også gør vi ikke, da vi alle muligvis flyver rundt i et sort hul!)!
Jeg slutter af med R.E.M.’s vise ord: It’s the end of the world as we know it….. And I feel fine….!
Das Zimmer direkte for potentielt sidste gang fra verdens ende blandt sorte huller og tomhed!
Min værelseskammerat Kenneth og jeg står og børster tænder på vores lille 3 kvadratmeters toilet…
Kenneth peger op i gangen og siger: “Der skal vi gemme vores tyvekoster, hvis vi nogensinde melder os ind i mafiaen…
Jeg kigger op og får øje på en aflang skabslåge, der er malet fast i lejlighedens fundament…
“Tror du vi kan få lågen op?”, spørger jeg Kenneth.. “Ja, hvorfor ikke”, siger han, hvorefter jeg snupper en rekvisit fra karnevallet (En lang stav á la Moses), og slår en lille lås af, som sidder i siden på lågen…
Lågen sidder stadig fast, og Kenneth rækker mig en saks… “Skær malingen af”, beordrer han.. “Jamen, lågen kan da falde lige ned i skallen på mig”, siger jeg, men det virker til at være en risiko, som Kenneth er villig til at løbe…
Jeg begynder at skære løs, men den rokker sig ikke rigtigt… Da jeg er ved at opgive, ryger lågen pludseligt ned, og en hurtig reaktion fra min side forhindrer personskade på mit legeme (Man er vel gammel håndboldmålmand…)..
Men jeg indser hurtigt, at jeg ikke er sluppet helt uskadt, da indtørret maling har ramt mit øjenæble… Jeg står lidt og blinker uhæmmet, mens Kenneth kigger lidt mærkeligt på mig… Vi kigger derpå begge op mod skabet igen…
Et helt nyt rum har åbnet sig for os, og vi står nu og diskuterer, hvad vi skal bruge alt den plads til… Først og fremmest lægger vi lågen, som vi lige brækkede af, ind i vores nyfundne skab…!
Dernæst ryger der et par klapstole derind, og vi bestemmer os for, at sove på resten af beslutningerne; “Så kan vi jo tænke lidt over, hvad vi ellers skal lægge derop..”, siger Kenneth med et smil…
“Det bliver crazy”, svarer jeg, hvorefter Kenneth fortrækker til sit kammer.. Jeg står lidt og spejder op imod skabet… “Sådan bliver 60 kvadratmeter til 60,5″, filosoferer jeg, hvorefter jeg muntert går ind på mit værelse og begynder på et blogindlæg..
Das Zimmer direkte fra hjemmets 20 vægge blandt masser af plads og noget mærkeligt støvagtigt noget som godt kunne være asbest..
Åbningsceremonier er per tradition, rent ud sagt, dødssyge…
Folk løber rundt med nogle flag, og der er en masse indforstået symbolik repræsenteret i de forskellige aktiviteter.. Exciting stuff…
Men den kinesiske åbningsceremoni i dag var egentlig overraskende god…
Lysshowet som varede omkring en time, var helt ekstraordinært, og selv som seer syntes man, at det var helt sindssygt godt lavet.
Det trak dog en smule ud, og til sidst begyndte man efterhånden at miste interessen, hvorefter alle atleterne gjorde deres indtog.
Her var det sgu dejligt at se atleternes positive og glade attituder, og det var især fedt at se fanebærernes tydelige stolthed, som skinnede mest igennem ved de mindre lande.
Det lyste ud af øjnene på Mauritius’, Costa Ricas og St. Kitts & Nevins frontmand, og man sad derhjemme og fik en ganske god fornemmelse i maven bortset fra kvalmen over den elendige medkommentator, der lød som Uffe Buchard.!
Det var også dejligt at se deltagelse af outsider-lande som Nordkorea, Iran og Cuba, hvilket viser den olympiske ånd, uanset om det bliver holdt i et land som Kina..
Selvfølgelig blev det også en smule langtrukkent at se de mange nationer, og interessen dalede hurtigt efter de første 86 lande…
Man måtte dog stadig have respekt for de kinesiske dansere, der til sidst så knap så entutiastiske ud, som i starten af ceremonien efter at have danset i knap to timer…
That Chinese government.. It cracks me up..!
Das Zimmer direkte fra Beijing blandt ekstravagante effekter og sækkepibemusik…!
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
