Månedsarkiv: april 2012
PET frikender sig selv…
Den profilerede “makuleringssag” endte i dag med, at Politiets Efterretningstjeneste, også bedre kendt som det folkelige PET, frikendte sig selv i sagen.
Sagen fylder ikke specielt meget på min radar, men jeg fandt det da en smule humoristisk, at PET kan frifinde sig selv.
I rapporten skrives der bl.a. følgende:
“Sammenfattende er det PET’s vurdering, at den løbende sletning og makulering af registreringer mv. er sket i overensstemmelse med gældende retningslinjer for PET, og PET er ikke i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at sletning og makulering som led i enten den løbende revision eller mere samlede revisioner af PET’s registre mv. har været uretmæssige eller tjent andre formål end at sikre overholdelsen af relevante tidsfrister og – eventuelt nye – registreringsprincipper.”
Ikke dårligt at kunne frifinde sig selv!
Det er lidt ligesom en tilståelse hos den lokale katolske præst i PET’s kælder:
Kirkegængeren PET: “Jeg vil gerne bekende mine synder fader.”
Præsten PET: “Okay, min søn. Hvad har du på hjerte?”
Kirkegængeren PET: “Jeg har makuleret arkivmapper med informationer om nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og flere tidligere statsministre fra mit arkiv.”
Præst PET: “Okay, det lyder alvorligt. Fortryder du dine handlinger?”
Kirkegængeren PET: “Nææh, det var efter min mening efter bogen, men jeg blev tvunget herind af medierne.”
Præsten PET: “Okay, giv mig tre “Hail Marys” og et par “Fader vor”, og så er du tilgivet.”
Kirkegængeren PET: “Tak fader, du er en skat.”
That’s how you do it!
Like a boss!
Wild West Denmark
Den seneste uge har budt på en ophedet debat omkring nedskydningen af den gule labrador Balder ved Holbæk.
Danmarks befolkning er delt på midten på spørgsmålet, om det er i orden at finde sit gevær frem og plaffe et vildfarent dyr ned, hvis det indfinder sig på ens græstæppe?
Er vi endelig ankommet til det kyniske punkt, hvor næsten halvdelen af befolkningen finder det okay, at man blæser hovedet af naboernes kæledyr, fordi de har glemt at lukke havelågen.
For mig grænser det til amerikanske tilstande på højrefløjen, og jeg var nærmest chokeret over de hadefulde kommentarer i debatterne lige fra det populistiske Nationen over borgerlige Berlingeren til moderate Politiken.
Trådene til det amerikanske Tea Party er ret nemme at få øje på! En del af befolkningen ser rødt over en ti-årig familiehund, som lunter ind på naboens græsplæne. En handling, som retfærdiggøres ved at aflive det harmløse dyr med en jagtriffel.
Hvis det havde været en gul labrador med hundegalskab, som forsøgte at bide hovedet af ens høns ude i gården, så fair nok.
Risikoen ved at ramme forbi er også til stede, og pludselig har man invalideret nabobarnet, som cyklede rundt i fugleflugtslinje bag det intenderede mål.
Baggrundshistorien for denne overeksponerede historie var eftersigende, at labradorens ejere tidligere havde ladet Balder løbe rundt i kvarteret på trods af utallige klager fra naboen Johnny Pedersen.
Det kan man så heller ikke påstå var et specielt betænksomt eller kløgtigt træk af ejerne. De valgte dog at bygge et hegn for cirka et år siden, men forleden glemte faderfiguren i familien at lukke lågen, hvilket blev fatalt for Balder.
Jeg har selv oplevet problemer med løsgående hunde, når jeg har luftet min egen firbenede ven, men her var hundene direkte aggressive, hvilket gjorde dem til en decideret trussel mod både min følgesvends og undertegnedes velbefindende.
Bl.a. sprang jeg dumdristigt på et gadekryds, da den angreb min skræmte hund, hvilket medvirkede til et antal uspecificerede skrammer og bid på mit forfaldne legeme.
I en hypotetisk situation hvor jeg gik rundt med et haglgevær i inderlommen (á la Judge Dredd), havde jeg affyret et advarselsskud for at skræmme overfaldshunden. Hvis det så var slået fejl, ville jeg sandsynligvis også ty til den omdiskuterede skyd-for-at-dræbe metode for ikke at blive bidt eller miste min hund.
Men ovenstående scenarie er af en helt anden form end Balder-episoden, så jeg har stadig ingen forståelse for Hr. Pedersens primitive metoder.
Gerningsmanden til det “modige” attentat på den drabelige gule pensionist-labrador er nu gået under jorden, fordi han er blevet truet på livet af fanatiske dyreelskere landet over.
Det tager jeg i den grad også afstand fra, da det på samme måde som labrador-drabet kan betegnes som selvtægt, hvilket jeg ikke synes, hører hjemme i et såkaldt moderne samfund som det danske (et “moderne” samfund, der stadig hylder monarkiet, som var vi undersåtter i det 17. århundrede…).
Men hvis 50 % af den danske befolkning entusiastisk råber “FUCK YEAH” til, at gamle slidte Balder dør i en kugleregn, så begynder det så småt at ligne et selvtægtssamfund, som vi bevæger os hen imod.
Forhåbentlig kan i hvert fald 27,6 % bevare en smule sans for virkeligheden, hvis fremtiden ikke skal blive plaget af gunfights midt på hovedgaden i Ringkøbing.
Usaglige kommentarer til dette indlæg vil blive slettet, da jeg ikke bifalder hjerneaktivitet på niveau med en bænkebider.
Valid Aprilsnar
Det er den 1. april, og med det blog-tempo jeg holder mig, skulle man tro, at dette indlæg er en aprilsnar.
Men nej, den er god nok! Jeg er til stede på det sprøde virtuelle WordPress-papir.
Indlægget omhandler dog dagen, hvor medierne for en stund profilerer hvide løgne (ikke tv-serien) frem for bombesprængninger og rygekabiner.
Dagen i dag har budt på alt fra Disney-koncernens køb af Christiania (eller “Hippie Dream World”) over fælles EU-frimærker til skoleuniformer i Esbjerg…
Udover Christiania-aprilsnaren var det nogle ret useværdige og fantasiløse nyheder, som vores kære massemedier fandt frem fra deres “kreative” hjernecentre.
Jeg bed dog mærke i Kristeligt Dagblads forsøg på at narre deres gudsbenådede læserskare.![]()
Ikke fordi jeg rullede grinende og savlende rundt på parketgulvet; men fordi det rent faktisk var et validt argument.
Avisen rapporterer, at præsterne på Lolland-Falster nu skal have resultatorienteret løn, ud fra hvor mange mennesker de kan lokke til deres gudstjenester.
Det kan godt være, at Kristeligt Dagblad finder den tanke hylemorsom, men for mig lyder det sgu ganske logisk.
Hvis en stand-up komiker eller en foredragsholder lokkede det samme antal mennesker til, som kirkerne formår, så ville den pågældende være gadegøgler inden dagen var omme.
Og det er det samme med kirkerne (sikkert bortset fra gøgler-fremtiden, selvom Speakers Corner skulle være et fint sted at prædike).
Det er et bundløst forældet hul, som vi fortsat poster penge i, på trods af manglen på støtte i den “blasfemiske” befolkning.
Når biskopperne så begynder at råbe og skrige i medierne, at de ved Moses’ laksefarvede kåbe ikke vil vie homoseksuelle, så er det ret tydeligt, at tiden er løbet fra folkekirken på flere områder.
Hvis præsterne begyndte at få resultatbaseret løn, ville biskopperne så vende på en tallerken?
Så gjaldt det jo om at promovere folkekirken som et sted, hvor alle er velkomne i hvilken som helst kontekst. Det kunne dermed føre til en større åbenhed i kirken, og flamboyante gospel-koncerter onsdag aften i Herlev Kirke vil blive en hyppig event hos den lesbiske boligspekulant Karen Madsen fra Skovlunde (hypothetical? No, not at all)!
En aprilsnar i Kristeligt Dagblad kan føre semi-store tanker med sig her på Das Zimmer!
