Leaky Problem
Jeg vågner halv syv ved lyden af håndværkere, der kaster køkkenrester ud fra femte sal…
“Hvaaaa, kommer der nogen Finn?”, råber den ene håndværker… “Nej, der er fri bane, så hva fanden bliver det til?”, svarer den anden tilbage, hvorefter den første håndværker smider en 2×2 meters træplade ud i den tynde kolde novemberluft…
“Forbandede håndværkere, der hele tiden er til stede i det her forbandede bygningsværk”, mumler jeg, mens jeg presser puden ned over mit hoved…
Hver eneste gang noget nyt rammer betonen nede i baggården, skærer jeg tænder og udbryder flere obskøne gloser…
Pludseligt er jeg tvunget til at stå op, da mit dødirriterende vindue hopper op pga. en stærk østenvind fra Nørresundby-siden…
Vinduets låsemekanisme er desværre gået i udu en uge før, og det er nu ikke muligt at lukke vinduet til, så jeg er blevet nødt til at leve med dejligt november-træk…
Jeg smækker vinduet til i en tilstand af raseri, stress og irritation, mens jeg kigger ondt ned på håndværker Finn nede ved cykelskuret, der står og spejder op mod femte sal.
Jeg hører en lyd ude fra køkkenet: “DRYP, DRYP, DRYP”, og lyden bliver tydeligere og tydeligere… “Åh nej…”, tænker jeg, “…ikke igen”!
Jeg slæber mit trætte kadaver ud i køkkenet, hvor køkkengulvet har oparbejdet en stor vandpyt midt i rummet…
Oppefra drypper det ned… I et hurtigere og hurtigere tempo… “DRYP, DRYP…. DRYP, DRYP, DRYP”…
Jeg står lidt forstenet i entréen, mens jeg observerer min egen version af Kevin Costners 1995 flop “Waterworld”.
Jeg overbeviser mig selv om, at det nok skal blive en god dag alligevel, og siger til mig selv: “Efter et bad, skal der andre boller på suppen”..
Fem minutter efter tænder jeg for vandet ude på toilettet, og afventer det varme vand… Jeg venter… Og venter… Og venter… Og venter… Intet sker…
Et tick dukker op ved mit øje, mens jeg splitterragende nøgen, står og småfryser ved siden af det rindende vand…
Efter et ganske køligt bad, hvor min krop langsomt var ved at forfalde til hypotermi, vader jeg ind på mit værelse igen, hvor vinduet igen står på vid gab…
“Åhh, hvor jeg glæder mig til vinterkulden i december! Hvis bare den f*cking vicevært snart svarer på vores beskeder”, udbryder jeg vredt…
Jeg hopper hurtigt i noget varmt tøj, lukker vinduet til og er klar til at tage mod Uni…
Jeg låser vores dør og træder ud i minus 3 graders kulde, da frontdørens lukkemekaniske også er bukket under for slid, og derfor kun kan lukkes manuelt, hvilket flere af lejlighedkompleksets retarderede beboere ikke fatter…
Jeg stopper op udenfor huset og kigger op af facaden..
“Et hjem i forfald”, siger jeg stille, hvorefter jeg bevæger mig ned mod busstoppestedet, mens håndværker Finn slæber afsted med flere brædder bag mig…
What a day…
Das Zimmer direkte fra hjemmets knap så trygge vægge blandt kulde og vand…
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
