Airedale Terrier
Der er tider under denne rutschebanetur, vi kalder livet, hvor man finder sig selv på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Dette hændte jeg at være i dag, da jeg på en ganske rutinemæssig køretur til Bilka, oplevede det uventede midt i trafikken.
Mine forældre skulle ud og handle stort ind, og jeg så mit snit til at udnytte køre-lejligheden, da jeg normalt er forbeholdt den to-hjulede, som måske ikke er det mest hensigtsmæssige køretøj til transport af fødevarer.
Vores køretur lagde vejen forbi travbanen, og her indtraf en pudsig lille hændelse midt i den hektiske eftermiddagstrafik.
En lille Airedale terrier havde forvildet sig ud i trafikken blandt store forurenende firehjulstrækkere og små kompakte familiebiler, hvor det virkede til den havde indledt en jagt på en grøn Audi foran os.
Trafikken sneglede sig afsted pga. den uventede gæst (Som ikke blev budt på Gevalia), og den skræmte lille fyr virkede til at opfange denne problematik, hvorefter den fortrak ind i rabatten.
Her løb den forvildet rundt i græsset, og jeg så mig nødsaget til at køre ind til siden for at indfange hunden, inden den blev ramt af en af de forbipasserende automobiler.
Da vi stod ud af bilen, stoppede hunden op og så lidt underligt på os, hvorefter den tøvede med at nærme sig vores udstrakte arme.
Efter omkring 30 sekunder nærmede den sig dog, og vi kunne tage et lille kig på halsbåndet, hvor vi var heldige med, at ejerens nummer stod opført på.
Det lykkedes os, efter et par opkald, at få etableret kontakt til ejeren, som kunne oplyse, at hunden indtog det adelige navn, Valdemar, og at ejeren stod omkring en kilometer væk fra åstedet.
Vi prøvede derfor at få hunden ind i bilen, men den lille krøllede hårbold var stiv af skræk efter det hektiske møde med trafikken, og den nægtede at flytte sig ud af stedet.
“Nå…”, tænkte jeg, “…så må jeg jo hellere hente ejeren”, hvilket formodentlig var den eneste mulighed for at få hunden til at makke ret.
Jeg satte mig derpå ind i den blodrøde Hyundai Matrix, lod hunden blive ved min søster og min moder, hvorefter jeg begav mig på jagt efter ejeren.
Efter at have samlet ejeren op fem minutter senere, fortalte han mig, at det ikke var det første forsvindingsnummer, den lille fyr havde udført, så det var en ren udbryderkonge, vi havde med at gøre.
Gensynet med ejeren fik dog ikke hunden til at flytte sig, da den stadig var stiv af skræk, og ejeren valgte at bære hunden den lille kilometer hjem, selvom vi tilbød et lift.
Vi bød farvel, og ejeren takkede os mange gange, hvorefter han begik sig mod øst.
En uventet lille drejning i det travle liv i overhalingsbanen, der endte lykkeligt for alle parter.
Das Zimmer direkte fra travbanen blandt små hunde og store Audi’er..
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
