Life Entourage Style

Oh, It’s On! At least for 25 minutes…

De fleste drømmer om det, men ganske få opnår det…

En ekstravagant livsstil med store huse, hurtige biler og smukke kvinder (eller mænd, hvis man er til det…)…

Det tætteste jeg kommer på en luksuriøs livsstil er min mors mad, min Dell computer, min Armani Black Code og serien Entourage..

Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med drengerne fra Entourage, syntes jeg bestemt, at du skulle overveje at tænde for TV2 Zulu, når denne glimrende serie kører over skærmen!

Baggrunden for serien er sådan set meget simpel.. Producer Mark Walhberg mente, at hans liv kunne laves til en TV-serie, og så var Entourage skabt…

Serien følger superstar Vincent Chase i hans jagt på damer og filmprojekter i selskab med hans entourage i form af manager Eric Murphy, brormand og falleret skuespiller Johnny “Drama” Chase og den lille altmuligmand “Turtle”.

De fire gutter fører en, mildest talt, komfortabel tilværelse i og omkring den amerikanske filmindustri, og mens kvinderne dåner over Sex & The City livsstilen!, har mændene endelig fået en pendant i Entourage (Ikke at Sex & The Fucking City kan sammenlignes med Entourage!!)…

Den cool livsstil bliver krydret med en bandende og svovlende agent i form af Ari Gold, som bliver fornemt spillet af Jeremy Piven… Hans meget aktive skuespilstil blandet med vulgære gloser gør Ari Gold til en af mine personlige favoritter i showet sammen med den lidt gumpetunge Johnny Drama, spillet af Matt Dillons bror, Kevin Dillon..

Men hvad er det så helt præcist vi bliver hypnotiseret af???

Jamen, det er næsten nemmere at sige, hvad man ikke bliver hypnotiseret af!!

Der er de hurtige biler naturligvis! Aston Martin, Maserati, Rolls Royce og Hummeren er alle repræsenteret på bilfronten, og hvem ville ikke ønske, at man havde en af disse luksusbiler i stedet for Hyundai Matrixen ude i garagen…

Så er der vejret…! Hvorfor pokker er man ikke et sted, hvor solen skinner 24-7 (ligesom i øjeblikket), og folk ikke kender til vejrfænomenet vind…. Så sidder man herhjemme og kigger ud på vejrhanen, som er ved at knække af pga. stormvejr, mens regnen er ved at drukne gråspurven ude i fuglehuset….

Endvidere er der de pragtfulde omgivelser… Kæmpehuse, som får Amalienborg til at ligne en lerhytte, skyder op alle vegne i og omkring drengerne i serien med tilbehør som swimmingpools og haver på størrelse med 22 cricketbaner..

Storslåede fester og smukke kvinder er toppen af iskagen, hvilket jo er dragende for unge mænd som myself…

I de 25 minutter, som Entourage varer, kan man flygte fra en knap så glamourøs og problemfri hverdag, og jeg byder den oplevelse velkommen med åbne arme.

Das Zimmer direkte fra Hollywood blandt filmstjerner og bling bling…

Filippinske Sangere

En Smilende Freddie Aguilar

Hvad er der med de her filippinske sangere…?

Af en eller anden årsag, er der ufatteligt ofte en eller flere, der søger på ordene “filippinske sangere”, og så havner de herinde….

Men lad mig da lige remse et par filippinske sangere op så, nu hvor de er så populære herhjemme.

Først har jeg udvalgt Freddie Aguilar, en meget berømt folkesanger fra Filippinerne. Han er bedst kendt for sit monsterhit “Bayan Ko” (Ko… Hi hi), som er en protestsang mod amerikanernes tilstedeværelse på Filippinerne. Aguilar er samtidig regnet som en af de bedste sangskrivere i og omkring Filippinerne.

Andre hits inkluderer verdenshittet “Anak”, som blev udgivet i 56 lande verden over, og har solgt over 30 millioner eksemplarer til dato (Slå den X-factor Martin!)…

Tillie Moreno er en anden fillippinsk sangskriver, som er særdeles populær i hjemlandet. Hun er bedst kendt for hits som “Saan Ako Nagkamali”, “Umagang Kay Ganda” og ”Nothing I Want More”, og var tidligere medlem af bands som populære Circus Band og Lovelife…

I øjeblikket optræder hun især i USA, hvor hun giver solo-koncerter i og omkring Los Angeles…

Det var vist nok filippinske sangere for denne gang… Jeg runder af med en video af nogle glimrende fillippinske Madrigal-sangere.

Hvis lyden var bedre, havde jeg fået ro i sjælen. Det var sgu smukt (I hvert fald indtil de gik lidt i selvsving..)!

Das Zimmer direkte fra Filippinerne blandt korsang og kirkemusik..

Charlie Chaplin – En Fjende Mod Samfundet

Charlie Chaplin – Smilet er stivnet

Okay, jeg har læst mange latterlige ting omkring vores elendige retssystem igennem mit liv…

Dyremishandlere som slipper med et klask over fingrene, dødsbilister der ryger ind i et sølle halvt år og voldsforbrydere der får betingede straffe…

Og i dag tog vores retssystem så endnu et skridt mod afgrunden, da selveste Charlie Chaplin blev dømt til udvisning af Danmark…

Den danske Charlie Chaplin er rent faktisk en gadegøgler fra Slovakiet, som optræder på strøget i Kjøbenhavnstrup.

Den gæve slovak har hver dag i to uger taget turen ind på strøget for at underholde herboende og turister med Charlie Chaplin mimik i international topklasse.

Men for et par dage siden blev han af en eller anden grund anholdt!! (Måske han havde ramt en tilskuer med stokken), hvorefter hans ting blev rodet igennem.

Her fandt vores underbemandede politistyrke en foldekniv, og han blev anholdt for at overtræde en våbenlov, han ikke vidste noget om.

Kniven bruger han såmænd ikke til at true kjøbenhavnere med, men til at fjerne den lim, som bruges til at holde Charlie Chaplin skægget på plads…

Men en magtsyg dommer gav ham alligevel en tur i spjældet, og nu ser det ud til, at han står til udvisning for denne ganske harmløse “forbrydelse”… Men alle der går med kniv er jo også idioter ifølge f.eks. en ganske stor facebook-gruppe (Hvilket jo er en verdensnyhed ifølge TV2)!…!

Og politiet har åbenbart ikke andre ting at give sig til, selvom de eftersigende skulle mangle mandskab. Denne hændelse kommer efter, at mange har klaget over, at politiet aldrig dukker op, når der f.eks. sker overfald og indbrud.

Men en stakkels slovak, som prøver at gøre livet lidt sjovere, er straks en fjende mod samfundet… Uretfærdighed er der fandme nok af i det her “Lorte Land”, som Buster Larsen sikkert ville have udtrykt det…

Das Zimmer direkte fra strøget blandt uretfærdighed og filmlegender i forfald…

One Day In Hell…

Klokken slår 12 og nyhederne afløser Leona Lewis-rytmer i ALBA radioen fra midten i halvfemserne…

Der har ikke været en kunde i præcis 37 minutter og 35 sekunder…

Jeg kigger på uret: “6½ time, 6½ time, 6½ time tilbage”, gentages der inde i mit hoved…

Det begynder langsomt, men smertefuldt, at dunke i skallen jo mere, jeg tænker over det…

“Jeg er min egen værste fjende”, tænker jeg, mens jeg gennemroder skabene efter en en panodil..

Jeg finder ingen, og stiller mig ud i butikken igen ledsaget af et dybt suk..

Udenfor snegler trafikken sig afsted, og det ser ud til, alle undgår indfaldsvejen til butikken, som jeg har fornøjelsen af at repræsentere denne gudsbenådede tirsdag…

“Jeg kunne jo feje… Nej, det har jeg gjort… Hvad med at gøre lidt rent? Nope, det blev jeg færdig med i går..”

En midaldrende kvinde popper hovedet frem nede i døren.. Hun ligner mest af alt et levn fra 70′erne: “Undskyld, sælger i cigaretter?”, spørger hun med sin hæse stemme, som er hun allerede ved at udvikle kræft i halsen..

“Nej, det gør vi ikke”, svarer jeg, hvorefter hun bevæger sig videre på sin cigaret-mission..

“Hvorfor pokker kommer der altid tåber ind og spørger efter cigaretter!? Der sgu da en grøntbutik, jeg står i!!”, mumler jeg uden nogen tilhørere til stede…

Jeg bevæger mig stille udenfor butikken, men her er ligeså dødt som til en Lis Sørensen koncert…

Jeg roder frugten lidt igennem, og tager et kig ud over parkeringspladsen..

En lille pekingeser lunter forbi sammen med sin ejer, en køn ung pige først i tyverne…

De er tæt på at blive løbet ned af en ældre herre i jakkesæt, som desperat (og forgæves) forsøger at nå toget, inden der bliver fløjtet til afgang på perronen..

Jeg kigger lidt disillusioneret ud i luften og vader dvask ind i butikken igen, hvorefter jeg igen indtager min vante plads bag desken…

Klokken rammer 12.10…

“6 timer og 20 minutter, 6 timer og tyve minutter, 6 timer og tyve minutter igen”, tænker jeg, hvorefter mit hoved begynder at dunke…

Das Zimmer direkte fra grøntbutikken blandt kedsomhed og rastløshed…

Road Rage!

Endnu et offer for Road Rage

Road Rage mottoet: Alle der kører hurtigere end dig er nogle idioter, og alle der kører langsommere end dig er sindsforvirrede…

Road Rage er en udbredt “sygdom” blandt det kørende folkefærd, vi kender som bilister… Din onkel er måske ramt af det, din søster er hårdt ramt og din fader har flere gange været ved at hoppe ud af bilen af bare vrede!

Jeg er ramt…! Ifølge en test på www.Roadragers.com, er jeg 67 % roadrager på landevejen, hvilket nok egentlig passer meget godt.. Til gengæld er jeg også en meget høflig bilist i trafikken, hvilket min 82 % høflighedsscore beviste i samme test.

Men tilbage til vreden!

En Volve stationcar kommer fræsende med 160 i timen og lægger sig lige i baghjulet på Hyundai Matrixen, som jeg triller rundt i…

Jeg kigger vredt i bakspejlet… “Forbandede idiot”, mumler jeg, hvorefter jeg trykker let på bremsen for at få ham væk fra mine halefjer, hvilket bare får ham til at køre tættere på mig…

Jeg observerer en baby i et barnesæde på forsædet, og undrer mig over, at han sætter både sit eget og babyens liv på spil ved at køre som en brækket arm. 

Jeg giver ham en flad hånd ud af vinduet for at signalere, at han ikke er rigtig klog, hvorefter han straks giver mig et mindre pænt håndsignal involverende en langefinger.

Den “fornuftige” familiefar lægger sig derpå ud i overhalingsbanen og foretager en hasarderet overhaling, som sikkert får den modkørendes puls til at stige drastisk… Jeg knytter næven af ham og smækker hornet i bund, samtidig med at jeg blinker febrilsk med det lange lys (Var der nogen, der sagde multitasking)…

Mange vulgære gloser kommer ud af min mund, og jeg forbander stationcar’en langt ind i helvede…

Et glimrende eksempel på roadrage fra begge parter og noget jeg oplevede for et par år siden…!

Jeg er lidt som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, når jeg sætter mig ind bag rattet.. En rolig og fornuftig billist indtil en eller anden dumbass pisser mig af…

Nogen gange overreagerer jeg, det indrømmer jeg…. Men andre gange retfærdiggør jeg mine reaktioner pga. vanvittige manøvrer fra andre trafikanter, selvom min reaktion ikke får de andre trafikanter til at agere mere fornuftigt i den trafikale suppedas…

Men alt i alt er det jo en “sygdom”, som kan føre til problemer for min egen person, da nogle billister langer øretæver ud, hvis de bliver provokeret…

Dette har jeg dog ikke selv oplevet, men jeg tager da også lige et kig på chaufføren, inden jeg går helt gok-amok… Der er jo forskel på at råbe af en 120 kg skaldet rocker med tatoveringer af geparder og så en 176 cm sindssyg familiefader med en unge på forsædet…

Das Zimmer direkte fra landvejen blandt psykopater og vrede af en anden verden…