At Blive Bortdømt

Man rejser sig fra stolen ude på gangen…

Går de ti nervøse skridt hen til døren…

Smiler lidt akavet til censor og vejleder…

Sætter sig i den varme stol og afventer…

Afventer…

Vejleder læner sig fremad, og begynder at tale…

“…du får fire…”

Jeg sidder lidt og gengiver seancen inde i mit hoved…

“Sagde hun lige, at jeg fik et lousy firetal…”

Vejleder taler videre…

Jeg sidder og nikker, men hører ikke et ord…

Dybt inde i mit sind er jeg på vej ud af døren…

Vejleder læner sig tilbage, og jeg opfatter, at de er klar til at sende mig videre i systemet…

Jeg rejser mig og går mod døren…

I min distræte tilstand fornemmer jeg ikke rigtigt tingene omkring mig…

Jeg siger så til mig selv, at jeg nok skal huske min bærbare og alle mine ting…

Et lidt akavet øjeblik opstår, da jeg står og fumler med min computer, der er placeret foran censor…

Jeg forlader endelig lokalet…

Spændingen står malet i mine venners ansigter…

Som den første fra gruppen, der er oppe, er de spændte på resultatet…

Skuffelsen lyser ud af mig, som en projektør…

Jeg mumler seks gloser: “Det gik ikke alt for godt”, hvorefter jeg slukøret sætter mig på den blå kontorstol…

Efter en indsats, som jeg, mildt sagt, vil kalde helhjertet, blev resultatet et sølle firetal…

Heh…

Vejleder fortalte os inden vi afleverede, at vi havde lavet et godt projekt, og at vi ikke skulle frygte noget til eksamen…

…Og da man kommer derind sidder hun og giver meget upræcist kritik af projektet…

Sådan en dum uduelig gimpe…!

Måske burde jeg have set skriften på væggen, da hun let og elegant sprang over en del feedback til vores vejledermøder…

Som om hun ikke havde læst opgaven…

Og jeg mener stadig vi havde lavet en opgave, der havde fortjent mere!

Jeg er vred, bitter, skuffet og står uforstående tilbage med en karakter, man ikke kan bruge til en hujende fis… 

Møg semester og et møg projekt…

Das Zimmer direkte fra hjemmet blandt skuffelse og irritation…