Mit vækkeur ringede.. Højt og grusomt, syntes jeg selv…
Jeg klaskede min knyttede næve ned over det lille SWATCH-ur og åbnede mine øjne, så godt som jeg nu kunne..
Det var middag, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde siddet oppe til klokken 3 i nat…
Jeg rejste mit dvaske kadaver fra sengen, og begyndte at klæde mig på…
Sløvt gik jeg langsomt ned af trappen, og indtog en plads i køkkenet..
Jeg var dagen forinden taget hjem til de gamle, da jeg skulle have lidt afstand fra alle distraktionerne (jf. øl, kabeltv og Football Manager) i Dobbelt A, så jeg kunne blive færdig med mit teori til P4 projektet på Uni..
Anspændtheden var tydelig i mine skuldre denne morgen, og min mimik viste en smule nervøsitet, mens jeg slubrede mine cornflakes ned i mavesækken..
Jeg sad og stirrede lidt tomt ud i luften, og mest af alt lignede jeg en fjernstyret robot, der i takt løftede og sænkede skeen gang på gang..
Det var lørdag den 3. maj 2008, og Fulham skulle møde Birmingham i Premier League..
En vigtig kamp i den engelske bundstrid, og en af de vigtigste kampe i Fulhams historie..
Begge hold lå under nedrykningsstregen, og med en sejr kunne Fulham, hvis alt flaskede sig, rykke op over den røde streg..
Jeg varmede lidt op til bundbraget med kampen mellem Manchester United og West Ham, hvor ”De Røde Djævle” klart var deres modstander overlegen..
Jeg sad selv og håbede på samme scenarie i Fulham kampen, men tvivlen lagde stadig i baghovedet..
Klokken var nu 15.46, og stillingen var 4-1 til Manchester United, der, selv med en mand i undertal, havde forholdsvis let spil mod et svækket West Ham mandskab, der dog bed godt fra sig i dele af kampen…
Tilbage i Kanal 5 studiet sad Claus Thomsen og indikerede, at han ikke troede på Fulhams overlevelseschancer, mens Jacob Laursen høfligt mente det modsatte..
“Bare Jacob Laursen får ret”, tænkte jeg, hvorefter jeg søgte mod køleskabet for at finde en lille let snack til kampen..
Tilbage i lænestolen med et par leverdrenge i mit skød, var jeg nu klar til dagens helt store brag: Fulham versus Birmingham på Craven Cottage..
Kampen havde påtaget sig klart mest opmærksomhed i de engelske medier, da det var en kamp mellem liv og død, og man kunne næsten føle nervøsiteten gennem skærmen fra alle involverede…
Fulhams startellever havde fået selskab af tomåls-skytten fra sidste weekends meriterende comeback mod City, Diomansy Kamara, mens David Healy havde taget plads på bænken..
På slaget fire fløjtede dommer Chris Foy kampen i gang, og jeg kunne nu se frem til 90 neglebidende minutter i selskab med to hårdt kæmpende mandskaber i bunden af verdens bedste liga.
Brian McBride – GOOOOOAAALLLL
Fulham var altdominerende i startfasen af kampen, og man fornemmede, at de virkelig prøvede at vise deres fans, at de fortjente deres plads blandt de bedste..
Flot flydende spil langs jorden førte til flere gode chancer for Fulham, der kulminerede i Brian McBrides hovedstød på overliggeren allerede efter fem minutter, som dog fejlagtigt blev dømt offside.
Efter tyve Fulham dominerede minutter, begyndte Birmingham at komme bedre med i kampen. Brede Hangeland kom godt imellem et par halvfarlige Birmingham forsøg, og den gigantiske midtstopper viste rigtigt format i denne hektiske fase af matchen.
I det 42. minut kunne det dog være gået galt, da James McFadden, efter et Jimmy Bullard boldtab på midten af banen, fandt en fri Mikael Forssell oppe i front, men en befriende fod fra nordirske Aaron Hughes reddede Fulham fra at komme bagud..
De to hold måtte gå til pausen med stillingen 0-0, men man fornemmede stadig en opløftet stemning på et fyldt og larmende Craven Cottage.
“Pyha…”, tænkte jeg, “… jeg er sgu for gammel til det her pis”, mens mit hjerte langsomt begyndte at optage en normal hastighed efter hektiske 45 minutter.
Et hurtigt kvarter senere gik de to hold på banen til anden halvleg, og pludseligt røg mit signal på computeren… “NEEEEEJJJ”, råbte jeg, mens jeg bandede og svovlede…
Jeg spurtede ind og hev kablet til modemmet ud, som man nu gør, når Internettet ikke virker… Men intet skete, og forbindelsen var stadig ikke at se nogen steder… “Argggh.. Det er ikke fair”, småhulkede jeg, mens jeg forbandede alt og alle…
“GOD DAMMIT YOU F*CKING PIECE OF CRAP”
“Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair”, blev jeg ved med at gentage, alt imens jeg rodede rundt med ledningerne bag i computeren…
Efter 7 minutters frustrationer var signalet på mystisk vis tilbage, og jeg hoppede ind i det 50. minut…
Bare to minutter senere sendte Jimmy Bullard et frispark ind i feltet, hvor Brian McBride dukkede op med sin amerikanske skal, og gjorde det til 1-0!!
“JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!”, råbte jeg højlydt, mens min mor var ved at tabe både potter og pander… “Du var ved at give mig et hjerteanfald”, vrissede hun, mens jeg hoppede rundt i køkkenet som en kænguru på speed…
Troen var for alvor tilbage, og det var da også Fulham, der stadig havde teten.. Bare få minutter efter havde Kamara en ganske god chance for at afgøre kampen, men hans flade skud voldte ingen problemer for den tidligere Fulham-keeper Maik Taylor.
Mellem det 70. minut og det 80. minut begyndte Fulham at have lige lovligt mange boldtab, som dog ikke førte til det helt store for modstanderholdet, der kvitterede med selv at smide bolden tilbage i Fulhams sort/hvide favn.
I Fulhams højreside fortsatte walisiske Simon Davies med at voldtage Birminghams venstreback med mange gode raids op af kanten.
Bagved ham fortsatte, den i Tottenham, lånte Paul Stalteri med at overbevise ledelsen om, at han ikke skulle have en permanent kontrakt.. Jeg ved ikke selv, hvor mange gange jeg råbte: “Hvad Fanden laver du Paul Stalteri din canadiske retarderede skovhugger”!!!
Klokken rundede nu de 85 minutter..
Frustrationerne hos Birmingham-spillere og tilhængere var nu brudt ud i lys lue, mens Fulham fansene optimistiske sad og svingede med flag, tørklæder og hvad de ellers havde i hænderne..
Ude på sidelinjen stod træner Roy Hodgson og var eftertænksom, mens ejer Mohammed Al-Fayed så mere rolig ud med et uldtæppe foldet hen over sine ben.
Fulham har dog i denne sæson indkasseret mange mål i de sidste ti minutter, så jeg sad stadig og borede mine negle ned i egetræsbordet foran mig.. Desuden har Fulham været foran i 13 kampe og kun vundet tre, så intet under at dette sad i baghovedet…
Erik Nevland – Pure Class
Men ud af det blå kom forløsningen i det 87. minut…
Venstreback Paul Konchesky tonser en lang bold op ad banen, hvor Birminghams venstreback, den tidligere Fulham-mand Frank Queudrue, ser ud til at have styr på begivenhederne..
Men Queudrue går håbløst galt i byen, og får slet ikke kontrol over bolden, hvorefter indskiftede Erik Nevland hugger til den lille runde kugle og udplacerer Taylor i Birmingham målet..
Mine øjne blev større end tekopper (Lige en lille intertekstuel reference til Fyrtøjet), og jeg gryntede højt i triumf, som levede jeg i stenalderen og havde lige nedlagt et vortesvin…
Jeg strakte begge arme op i luften, knyttede mine næver og skrålede: “FULHAAAAAAAAM… YAAARRRRRRHHHH… TRIUMF!!!”..
Min mutter fik igen et chok, men undlod at kommentere på det, andet end: “Nå, nu står der to nul eller hva?”… Jeg havde store bloklys i øjnene, og smilet fyldte hele mit lalleglade fjæs, for hun havde ret..
2-0… Nu kunne det ikke gå galt… Og det gjorde det da heller ikke…
Chris Foy fløjtede af efter fire minutters overtid og alle supporterne holdte deres “Come On You Whites” -skilte op mod himmelen..
“Klasse perfomance med gude spillere”, som Martin Birn sikkert ville have udtrykt det!
Samtidig tabte Reading til Spurs, og det betyder, at Fulham selv kan afgøre sin skæbne på udebane mod Pompey i næste uge.. En gyser af dimensioner!
Portsmouth har ikke noget at kæmpe for samtidig med, at de har en pokalfinale få dage senere… Fulham har naturligvis ikke den bedste udebanestatistik, men med to udebanesejre i træk er formen god, og jeg håber naturligvis på et hattrick…
“Cheer Up Roy, you old buggar, We got a fucking Victory”
Come On You Whites!!!
Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt eufori og pure class!
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
