American Idol, Baby!

Nu hvor mediehysteriet, vi kalder X-Factor er slut, kan man endelig åbne en avis uden at se Martins lalleglade smil forstørret til sytten gange normalstørrelse… Og thank god for det!

Nej, nu er det på tide at glemme latterlige minitalentshows som X-Factor, nasale sang ”talenter” og irriterende skaldede blævrehoveder….

For det er nemlig på tide at slå over på min syndige fornøjelse American Idol!

Hver fredag klokken 21 kommer dette ultimative talentshow på skærmen, og lad mig bare fastslå, at hverken lille henrivende nasale Martin eller James Bond skurken Jaws aka. Laura ville have en chance for bare at være blandt de 100 bedste…

Fint nok… Martin sælger sikkert nok til at modtage platin (Formodentlig mest blandt teenagere), men han er sgu glemt igen om fem år, når folk har fået nok af hans ubærligt hjerteskærende nasal stemme!!

Men lad os da lige se en sammenligning:

Her er X-Factor vinder Martin

Og her er en af de bedre sangere i American Idol, Michael Johns

Ja, forskellen er rimelig stor mildt sagt!!

Selvfølgelig er Danmark et meget mindre land, og talentmassen er signifikant indsnævret. Men jeg vil stadig mene, at vi burde kunne fremskaffe et lidt større talent end en knægt, der har stoppet otte golfkugler og en Ruko-nøgle op i næsen for at lyde som en af de maskiner, man brugte i syvende klasses sløjd…!

Det lyder nok som om, at Janteloven spiller ind i dette indlæg, men der tager i fejl… Hvis Martin kunne synge, ville det da bare være superfedt, men jeg kan bare ikke se det helt store internationale potentiale i den her irriterende knægt fra Ørum (Eller hva fanden byen nu hed), bortset fra han kan holde en (nasal) tone over længere tid…

Det hjælper så heller ikke X-Factor, at Blachmann sidder og diskuterer livets spørgsmål i sytten minutter, hver gang han skal give en bedømmelse af præstationerne…

Vært: “Okay Blachmann, hvad har du så at sige?” Blachmann: “Jamen, det er jo som den cypriotiske halvgud Sædides prædikede, da han, på sjettedagen for den kinesiologiske kinaradise, udbrød, at det judiciele krav, som den flamske Kong Hilbert fremførte, stred mod hans ellers joviale natur…. Derfor syntes jeg ikke i skal gå videre…”

Tilbage På Sporet

Nå, men tilbage til et talentshow, der rent faktisk har potentiale… Denne sæson af American Idol har budt på en ufattelig stærk lineup, og de fleste af fårerne er nu skilt fra bukkene efter showet er kommet til finalerne…

Bortset fra et par anonyme fyre og et par skingrende kvinder, er det også nogle powerhouse præstationer, jeg har været vidne til i løbet af denne syvende sæson.

Førnævnte Michael Johns har helt klar imponeret mig med hans lidt alternative scenestil, og hans rockede/soulfulde stemme.. Australieren er klart en af mine personlige favoritter, og han har vist, at en ikke-amerikaner sagtens kan gå ind og udklassere de fleste andre.

Lille David Archuleta er også gået hen og blevet blandt favoritterne.. Den 17-årige knægt med de sydlandske rødder, har imponeret med hans brede vidde. Samtidig er han ufattelig sympatisk og naturlig på skærmen, og han har det med at få teenagepigerne til at skrige (Ikke ulig Martin, men så stopper lighederne også der!).

Silkebløde David Hernandez har også været lidt af en positiv overraskelse, men han er lige lidt for medieliderlig efter min smag og holder formodentlig ikke i længden…

Rockeren David Cook prøver at gå i Chris Daughtrys fodspor, og hans superfede version af Lionel Richies “Hello” kunne sagtens gå direkte på plade og sælge som varm hashkage..

Så er der ikke mindst ydmyge Jason Castro, som klart er min favorit… Han har sikkert ikke den bedste stemme, men hans lidt distræte stil på skærmen er ikke mindre end legendarisk, og han virker sådan lidt skræmt af alt opmærksomheden.. Men man skal ikke kimse af hans fortolkning af Jeff Buckleys og Leonard Cohens ypperlige “Hallelujah”, som fik selv Simon Cowell til at udbryde “GENIALT”.

Blandt de kvindelige deltagere er der så desværre lidt længere mellem snapsene i år i forhold til især den seneste sæson.. De bedste sangerinder er i bedste fald outsidere til titlen som American Idol, men lad os tage et kig på dem.

Lille filippinske Ramiele Malubay er formodentlig pigen med de bedste chancer. Af at være en meget lille og sød person at være, har hun en overraskende kraftfuld stemme, og hun har helt sikkert overrasket dommerne.

Altid smilende Brooke White har også især indgydet sig hos Simon Cowell, og hendes lidt hæse vokal er også ganske charmerende.

Irske Carly Smithson har helt sikkert også en kraftig stemme, men hun har haft svært ved at ramme det rigtige sangvalg indtil videre, og skal mande sig lidt op, NÅR hun kommer i top 12.

Til sidst er der American Idols rock-dronning Amanda Overmyer, som rocker igennem med gamle Joan Jett og Janis Joplin numre.. Glimrende sangerinde, men hun er måske lidt for gammeldags til at vinde en konkurrence som dette poppede fænomen.

Mine forudsigelser er at enten Michael Johns eller David Archuleta vinder hele konkurrencen, mens man ikke skal undervurdere outsidere som Jason Castro, David Cook, Ramiele Malubay, Carly Smithson og Brooke White.

Hvis vi ser på dommernes status, er det som om, at Paula Abdul har drukket endnu mere før optagelserne… Hun ævler løs som en anden Blachmann uden dog at filosofere, hvilket er en del mere underholdende end hendes danske modpart…

Simon Cowell og Randy Jackson er stadig de to dommere, som kommer med bedst konstruktiv kritik, og den eneste grund til Paula Abdul stadig er med, er vel pga. underholdningsfaktoren…

Men jeg ser frem til at følge resten af sæsonen, og anbefaler helt klart at i gør det samme.

Das Zimmer direkte fra Hollywood blandt amerikanske idoler og fordrukne dommere.