Hvem Fanden Spiller Blokfløjte??

marts 27, 2008

Blokfløjte… Er det overhovedet et instrument? 

Jeg har i mit lange liv gjort utallige ynkelige forsøg på at lære kunsten at spille på et instrument… Det er aldrig lykkedes mig til fulde, og jeg sidder i dag som en musisk forkrøblet analfabet…

Guitar, klaver og trommer har alle været underlagt mine kyndige små hænder, og alle er hurtigt blevet droppet igen grundet min manglende tålmodighed…

Det lykkes mig at gå til guitar EN gang, og så bestemte lille 10-årige Anders, at dette ikke var vejen til succes og rigdom… Ved trommeleksionerne måtte underviseren spejde forgæves efter mig allerede første gang, da bette Anders havde bedre ting at give sig til, som at rende rundt ude i haven klædt ud som Kaptajn Haddock…

Og klaveret gik sådan set fint nok (Selvlært, vel og mærke), men efter at have indlagt en pause på et par måneder, var det egentlig begrænset, hvad jeg kunne huske af klaver-akkorder..

Nej, min længste “streak”, om man vil, var på det 1000-år gamle instrument: Blokfløjten…

Blokfløjten så første gang lyset tilbage i 1000-tallet, og blev hurtigt populær blandt især fanatiske kirkefolk.. Op igennem middelalderen voksede populariteten og blokfløjten blev mainstream fo’ sho!

Blokfløjten forblev dog et instrument man brugte i samspil med andre instrumenter… Dette blev der sat en stopper for af nogle kloge hoveder i 1600-tallet, da man valgte at videreudvikle dette pragtfulde stykke værktøj…

På en eller anden facon fik man konstrueret blokfløjten, så at den kunne spille flere toner, og pøblen var ellevilde af ekstase pga. dette glimrende innovative påfund (Man delte fløjten op i tre i stedet for to dele, men who really gives a flying ass..)

I midten af 1700-tallet skete der dog det, som ikke måtte ske… Popularitetsbarometeret begyndte at falde drastisk for den ellers velansete blokfløjte, og et nyt instrument i nabolaget begyndte langsomt at føre sig frem. Dette instrument var den veldisciplinerede TVÆRFLØJTE!!!!

Den nedadgående kurve fortsatte for den habile blokfløjte op igennem det 19, 20 og 21 århundrede, og den er i dag fløjternes svar på en Ford Ka… Michala Petri holder dog blokfløjten i live ved kunstigt åndedræt, og blokfløjtevirtuosen is still going strong…

“Sikke fascinerende oplysninger”, siger du nok…. Ja for pokker…

Nå, men tilbage til lille Anders… Jeg gik til bløkfløjte (Som vi siger ude på landet) i omkring et år, og efter hvad min udhulede hukommelse siger mig, forblev jeg på et dueligt niveau gennem hele processen, hvilket vil sige niveau 1 fra bunden…

Jeg forstår så ikke, hvorfor mine godmodige forældre ikke pressede mig til at fortsætte med guitaren i stedet for at give efter for et hysterisk fit fra min side, da de ville have mig til at fortsætte… I hvert fald fik jeg min vilje, og af en eller anden grund faldt valget så i stedet på blokfløjte…

Blokfløjten var selvfølgelig nemmere at håndtere end en guitar med 1 million akkorder, men hvem har lige hørt om andre end freaking Michala Petri, som er blokfløjteekvilibrister!

Så egentlig forbeholder jeg mig retten til at give de gamle skylden for mine manglende færdigheder inden for den musiske verden, hvilket jeg syntes er fair nok midt i min tilstand af stædighed, som ikke vil påtage sig ansvaret..

Hvem fanden spiller blokfløjte?? (Andet end Michala Petri)

Das Zimmer direkte fra øvelokalet blandt træblæserinstrumenter og musikvisionærer!