Rapport Fra Et Sted I Dobbelt A – Del 1

 

West End!

Jeg har tydeligvis ikke meget at skrive om i disse dage, da vi nu skal i gang med en projektfase på institutionen, vi kalder Aalborg Universitet…

Derfor går jeg nu igang med en serie “omfattende” artikler om steder i Aalborg…

Steder hvor jeg har været…

Steder som har fanget min opmærksomhed på et eller andet plan – positivt som negativt…

Mytiske steder om man vil!

Og hvilket mytisk sted er bedre end “West End”..

Når man nu siger “West End”… Hva tænker man så?

Udefrakommende ville sikkert tænke på knudepunktet West End i London… Nogle ville nok sige West End Story med henblik på musicalen af samme navn (Øhhh, Ups!) …

Nej, “West End” er jo et godt gammelt Aalborg-værtshus med sjæl, om man vil….!

De fleste tænker nok på mord, slåskampe og narko, når man nævner “West End”, og jeg var da ikke anderledes, da mine uni-venner ville ned og tylle pilsnere efter poker mandag aften…!

“West End”, tænkte jeg, “Jamen, hvorfor ikke?”…  

Mine fordomme blev dog gjort til skamme denne højthellige mandag… Udefra ligner det et halvstort værtshus, men da jeg trådte ind af den mølædte dør, blev jeg overrasket over, hvor lille stedet var… Og hvor tilrøget det var!…!

“Host, Host, Host”, sendte mine lunger videre til min gane, mens vi så småt fandt os til rette i et af hjørnerne… 

Et par stykker gik op efter øl og terninger, og så var det ellers i gang med “Tænkeboks”!…! Rundt omkring i værtshuset sad de sædvanlige fordrukne personer med deres ternede skovmandsskjorter og deres julemandsskæg, mens gamle Lise råbte sine frustrationer ud til Sømands-Karl (Opdigtede navne.red)…

Men det bidrog jo bare til charmen ved dette antikke sted…. Priserne var i top for en studerende ligesom ved de andre værtshuse, og man skulle kun punge 12 kroner ud for en øl…

Musikken var en anden positiv faktor, da de spillede meget varieret musik fra den farvestrålende jukebox i væggen… “Ikke dårligt”, tænkte jeg, mens jeg langsomt ydmygede Peter og Dennis i “Tænkeboks” (I hvert fald i første runde)…

Det negative var så, at mine sensitive lunger ikke kunne klare mosten fra et indeklima, hvor der ikke var luftet ud i 17 år… De skreg langsomt: “Anders, Anders… Hjææææælp os… Få os ud…”, imens det lykkedes mig at ignorere dem i et par timer…

Da klokken så var omkring 00.30, begyndte jeg langsomt at få lyst til at brække begge mine lunger op, og det var på tide at søge mod hjemmets trygge vægge…

Men jeg glemmer aldrig mit første møde med “West End”… Det var NÆSTEN kærlighed ved første blik…

Bonusinfo: Bøf- og skinketoast – 25 Bobs!

Das Zimmer direkte fra West End blandt oldtimers og mere forurening end Kina…