To gange World Beer Cup vinder og en smagsoplevelse af en anden verden, påstås der.
Så da undertegnede og to ligesindede denne sommer var på europæisk roadtrip, bestemte vi os da for at køre omkring Østrig for at smage på vidunderet.
Efter at have læst en artikel i M! blev vi gjort opmærksomme på disse gyldne dråber samt, at pilsneren kunne fås i ethvert supermarked i alpelandet mod syd.
Så efter at være tøffet igennem alletiders crap country of the world, Liechtenstein, rullede vi ind i Østrig i vores Ferrari-røde Mazda 323 fra 1994, 0g forventningerne var høje lige fra grænseovergangen.
“I ethvert supermarked”, gentog jeg højt fra det godt krøllede M! blad fra bunden af bilen, mens de to andre følgesvende fik julelys i øjnene på trods af vi befandt os i juli.
Dette skulle være kulminationen på alle de øl, vi havde konsumeret i Amsterdam, Barcelona, Cannes og Monaco, og vi kunne ikke finde et supermarked hurtigt nok.
Og da vi kørte ind i den østrigske by, Feldkirch, gik vi nu på jagt efter det famøse supermarked, og det tog ikke lang tid før den første dagligvarebutik dukkede op i asfaltjunglen.
Vi kunne allerede smage pilsnerens svar på Usain Bolt, og vi hoppede forventningsfulde ud af den firehjulede og spurtede mod indgangen, mens østrigske pensionister med gangstativer blev puffet til siden.
Da vi indtog supermarkedet blev vi hurtigt enige om at dele os op, så vi kunne dække et større område og nemmere kunne spotte vores mål. V
i måtte dog, på trods af et kæmpe udvalg, give fortabt, da Trumer Pils ikke var til at se nogen steder i det bordeaux røde interiør.
En smule irriterede satte vi os ud i det røde lyn igen, og kørte de 500 meter til næste supermarked, hvor scenariet gentog sig.
Og i det næste var heldet heller ikke med os!
Og heller ikke i det næste…
Eller det næste…
Jo flere fiaskoer des mere frustrerede blev vi efterhånden, og efter halvanden times eftersøgning måtte vi smide håndklædet i ringen, da vi endnu engang trak det korte strå på en tankstation i udkanten af Meiningen nord for Feldkirch.
Vi ræsede derefter mod grænsen til Tyskland, da vores eneste mål med Østrig turen var den forsvundne Trumer Pils.
Og mens jeg sad og kiggede ud over det østrigske landskab, reflekterede jeg over vores korte ophold i Arnold Schwarzeneggers hjemland:
“‘I ethvert supermarked’ min royale bare røv!”
Das Zimmer direkte fra et supermarked i Østrig blandt en masse øl, der ikke er Trumer Pils…
Det er ved at være en rum tid siden, jeg opdaterede min blog, men ikke desto mindre kommer der her en lille opdatering fra den politiske fløj nærmere betegnet, Socialdemokratiet og deres unge Aalborg-kandidat, Rasmus Brask.
Den 24-årige lokalpolitiker har i stedet for en tør valgkampsvideo, satset på en ordentlig røvfuld selvironi og en forbandet underholdende gang fraklip for at agere utraditionel i valgkampen i forhold til hans partifæller og politiske modstandere.
Hvis ikke du kender hans navn, kommer du formodentlig til det gennem følgende trilogi af klip fra Jomfru Ane Gade samt et nærmere indblik i Aalborgs cykelforhold:
Okay, overskriften lyver måske en lille smule, men ikke desto mindre handler dette indlæg om mit liv som fodboldspiller i en sæson for Vindblæs BK’s drenge hold tilbage for omkring 10 år siden.
Jeg var 17 år gammel og var dermed kvalificeret som ‘Junior’, men i realiteten spillede jeg med knøse, der var 4-5 år yngre end mig selv, fordi ‘talentmassen’ hos juniorerne gjorde, at det var sværere at komme på holdet for en teknisk svag forsvarskolos som undertegnede.
Dette betød, at jeg formodentlig var den ældste spiller til at repræsentere et drengehold nogensinde in the world of sports og med mine 1.80-81 cm var jeg sandsynligvis også den højeste!
Min granfætter og forsvarsmakker, som var et par år yngre end undertegnede, havde også fået dispensation til at spille for Drenge-holdet og han kunne notere sig som den andenhøjeste i ligaen, hvilket gjorde det centrale forsvar for Vindblæs BK ganske skræmmende (i hvert fald i udseende).
Men det var formodentlig også det eneste frygtindgydende ved holdet….
Vores keeper var nu ganske udmærket, men trak dog tit med skader, hvilket gjorde, at en halv-tung afløser måtte agere ankermand, hvilket ikke var til vores fordel.
Når man nu har en andenkeeper, der helst ikke smider sig for at redde modstanderens forsøg, er det jo svært at vinde fodboldkampe….
Vores højreback var en ganske velpolstret pige, som skulle stå over for hurtige og ‘teknisk dygtige’ wings, hvilket fik hende til at tabe pusten kort inde i kampene!
Venstrebacken havde også et par kilo på bagen og havde samme problemer med de hurtige modstandere, hvilket gjorde at det høje centrale forsvar måtte søge ud i siderne for at lukke af for kantspillerne….
Dette efterlod jo et kæmpemæssigt hul i det centrale forsvar og det var derfor ganske let for modstanderne at komme til gigantiske chancer eftersom ingen dækkede angriberne op…..
På midtbanen så det ikke specielt bedre ud!
Vores defensive midtbane havde en IQ på omkring de 14 og i flere tilfælde satte han sig ned for at plukke blomster midt på banen….
Da hans egen far for en kort stund var træner blev sønnen gudskelov sat af holdet, hvilket jo beviser, at han måske ikke var den nye John Sivebæk…
Vores venstrekant var en hurtig og teknisk dygtig fætter, der i teorien var en ganske habil wing….
Men teori og virkelighed differencierer sig fra hinanden og da han kun vejede omkring de 30 kilo, resulterede en skuldertackling fra modstanderen i, at vores wing røg ud af banen og ind i de nærliggende buske…
På den anden wing rendte en ganske temperamentsfuld spiller rundt med ben som en stork (Ligesom undertegnede) samt fart som en halt gazelle og det resulterede ikke i de helt store gennembrud fra den kant heller.
Som afløser for disse havde vi Frank….
Frank var en af de spillere, som hurtigt gik i panik…
Hvis man sagde noget til Frank, gik han som regel i sort og skød bolden ud over sidelinjen…
Frank burde sikkert have kastet sig over noget mere simpelt som eventuelt stangtennis eller kortspillet ‘Krig’…
På den offensive midtbane havde vi en ganske udmærket dribler, som til tider kreerede chancer for frontløberne, men også havde en mani med at drible rundt i ring…
Som det mest kreative indslag løb en teknisk stærk sjællænder rundt i en ganske fri rolle og da medspillerne i de fleste tilfælde var inhabile, endte det som regel med, at han tog tingene i egen hånd og afdriblede modstanderne så godt han kunne.
Vores angrebses havde modsat mig fået dispensation pga. hans unge alder og det var desværre ikke altid, han var til rådighed, men når han var, hændte det da, at han scorede et par kasser.
Og kasser havde vi i den grad brug for….
I løbet af den sæson jeg spillede for Vindblæs Drenge-holdet, vandt vi to kampe…
Den ene fordi det andet hold ikke dukkede op, mens den anden var en meriterende udebanesejr på 1-0 over Farsø, hvilket stadig står solidt indprintet i hukommelsen, da der var langt mellem succesoplevelserne….
Men ser man bort fra alle nederlagene, var det nu et ganske sjovt år, hvor jeg for en gangs skyld i min fodboldkarriere følte mig som en profil…
Das Zimmer direkte fra fodboldbanen blandt motorikspassere og mælkebøtter…
Mange (deriblandt undertegnede) løber, fordi det er sundt og har helbredsmæssige fordele… Og så har man det jo pisse godt med sig selv bagefter.
Andre løber, fordi de skal ned i vægt.
Mens en hel tredje gruppe løber pga. det sociale sammenhold, man eventuelt kan have, når man løber i grupper(!)
Men det kan være svært at motivere sig selv, når man er ude på the open road som fagfolk jo siger…
Man kan gå helt ned og smadre ansigtet ned i asfalten (Hey, det kan ske!)… og så er det jo godt, hvis man har et hemmeligt masseødelæggelsesvåben i baghånden…
Det våben er noget så simpelt og magisk som…. musik..
Det harmoniske i musikken, rytmerne, melodien og dynamikken; Alle bidrager som ekstra motivationsfaktorer til ens fysiske anstrengelser midt i asfaltjunglen.
Men som løber gælder det så om at vælge nogle musiske stykker til MP3-afspilleren, der giver det ekstra boost, der skal til for at stå distancen!
Hver enkelt har sikkert sine favoritter, men i nedenstående liste vil jeg give mine bud på, hvad der giver mig en ekstra tangent i forhold til min løberutiner.
Listen indeholder en masse blandede bolsjer og lidt for enhver smag:
Jim Jamison – I’m always here
I kender den måske bedre som tema sangen til 90′ernes helt store strandfest Baywatch! Ikke en god idé at lægge ud med dette sangvalg, da man hurtigt bruger alle sine kræfter på sin ‘David Hasselhoff løber hen ad stranden’ imitation! Gem den til sidst, når man ikke har flere kræfter tilbage og så er det bare at gå The Hoff crazy!
Cold War Kids – Something is not right with me
Fra 2008 albummet Loyalty to Loyalty kommer dette brilliante nummer, som igennem forsanger Nathan Willetts meget intense stemmeleje kommer helt op at ringe ligesom en selv, når rytmerne ryger ind i ens ørekanal under den fysiske kunst, man udøver på de ujævne fortove.
Glenn Frey – The heat is on
Hvem husker ikke Glenn Freys The heat is on, da man i sin spæde ungdom så Beverly Hills Cop (Med den halvdumme danske titel Frækkere end politiet tillader og med Eddie Murphy i sin storhedstid), hvor sangen udgjorde filmens indledende anslag, hvor kameraet fangede forskellige billeder rundt omkring i Detroit. Når man løber blandt betonbygninger i Dobbelt A, er dette nummer, det nærmeste man kommer perféction.
The Rolling Stones – Paint it black
Den hurtige og trivielle trommerytme i baggrunden af det fremragende Stones hit Paint it black fra 1966 er glimrende til at køre sig selv op med, når man er ved at gå død. Yir!
Creedence Clearwater Revival – Fortunate son
Legenderne fra Creedence sluttede 1969 af med dette fantastiske nummer, som mest af alt får en til at ønske sig i en helikopter, der flyver hen over rismarker i Vietnam… Derfor føler man sig også lidt flyvende, når tonerne fra de gamle sydstatsrockere ryger på MP3 afspilleren og man glider let og elegant over asfalten, i hvert fald i de 2 minutter og 23 sekunder, som sangen varer…
Jet – Are you gonna be my girl
‘Døh, døh, døh, døh, døh, døh, døh, døh, say one, two, three….’, gjalder ud af MP3 afspilleren i lommen, mens man selv sætter farten op til Jets rytmiske wonderkur, der har titlen Are you gonna be my girl
Vampire Weekend – A-Punk
Samme fantastiske rytmer findes i A-punk fra Vampire Weekend, hvis gentagne guitarriff holder en oppe på tæerne gennem 2/3 af sangen.
Wilson Pickett – Land of 1000 dances
Når man løber alene nede på havnefronten, kan man da lige så godt skråle med på dette fast paced Wilson Pickett nummer, der helt sikkert får mig op at ringe, både på løbebanen, derhjemme foran højtaleren og på dansegulvet!
(Dårlig kval desværre)
Bonnie Tylor – Holding out for a hero
Som en anden Kevin Bacon i Footloose, kan man jo forestille sig, at løb er den forbudte form for motion og man derfor skal gå imod strømmen og løbe for at trodse de høje herrer i byen…
Survivor – Eye of the tiger
To ord, et navn: Rocky Balboa
Spencer Davis Group – Keep on running
Titlen siger det hele… Når Spencer Davis Group ber’ dig om at løbe, så løber du….
Bill Conti – Gonna fly now
Øhmm, ikke for at lyde repetetiv, men to ord, et navn: Sylvester Stallone (aka. Rocky Balboa……..)
Ave Maria
For at tone lidt ned på det hektiske og intense musik, er det dejligt med et lille afbræk i form af denne brilliante arie, hvor du måske lige skal stoppe op engang for at nyde dette mesterstykke og eventuelt knibe en enkelt tåre.
Klaus Badelt – He is a pirate
Hvis det hænder, at man løber rundt i pirattøj, vil komponisten Klaus Badelts He is a pirate falde i enhver smag… Og det hjælper, hvis man er klædt ud som Captain Jack Sparrow…
Quincy Jones – Soul Bossa Nova
Når man når til det punkt, hvor man er ved at se sorte prikker foran øjnene, træder Quincy Jones’ bevægelige Soul Bossa Nova til som redningsmand og pludselig findes prikkerne i mange forskellige farver… YEAH BABY!
The Lovin Spoonful – Summer in the city
Virker mest efter hensigten om sommeren, men hvis man begynder at svede drastisk, kan vinteren da godt føles som sommer, bare uden sol, shorts, strand og sand…
Stealers Wheel – Stuck in the middle with you
Nonchalant løber man frem af fortovet med denne kække sang i ørerne og tror det ikke kan gå galt… I hvert fald ikke før sangen er slut, fordi i mellemtiden er man Stuck in the middle with you…
Das Zimmer direkte fra løbebanen blandt blod, sved, musik og tårer!
Det er efterhånden ved at være en rum tid siden, jeg opdaterede bloggen!
Efter at have overstået et anelangt projekt, har jeg været arbejdsmand de seneste par dage, så generelt har motivationen ikke været der til at skrive blog…
“Shoot, I lost… Well I’m going hunting for some moose! Yipikaye mo’fo’s!”
For et par uger siden holdt USA et historisk valg, der heldigvis endte med Barack Obama som en klar vinder over pensionisten John “The Plummer” McCain.
Selvom McCain irriterede mig med hans “I care about the people” retorik, var det skræmmende ved McCains kampagne, hans vicepræsident-kandidat Sarah Palin.
Da hun blev valgt som vicepræsident-kandidat, blev hun straks gjort til kvindernes favorit af medierne, men det prædikat fik hun hurtigt ryddet af vejen med hendes radikale meninger og halv-ignorante udtalelser.
Grunden til jeg skriver dette indlæg, er at jeg simpelthen ikke forstår, hvordan i alverden sådan en komplet sindssyg person kunne køres i stilling som vicepræsident.
Dertil lægges, at der går rygter om, at hun stiller op til det næste præsident-valg i 2012, hvilket hun forhåbentlig ikke får lov til af de republikanske vælgere!!!
Sarah Palin har en meget kort karriere inden for politik, og fik først i 2006 en høj stilling i det politiske bagland, da hun blev udnævnt som guvernør i den isolerede stat Alaska.
Man behøver jo heller ikke at have mere rutine i amerikansk politik end bavianen Hubert fra den lokale Zoo for at få en ubetydelig post som vicepræsident………..
I Alaska levede Palin af elge-burgere og kunne eftersigende se Rusland fra hendes altan….
Hun er kendt for at være anti-dyr!, og er en ivrig støtte af Alaskas jagtprogram, hvor blodtørstige jægere flyver rundt i helikoptere og plaffer ulve og sorte bjørne (Hvoraf der kun er 2000 tilbage) ned med rifler.
Til dette har hun også vedtaget flere love, som gør det muligt for hvem som helst at skyde dyrene, hvilket får alverdens tosser til at hive riflen frem og plaffe løs, da de modtager 150 $ per ulv. Flere rapporter fra Alaska har fastslået, at det ikke kun er voksne dyr, jægerne mejer ned, men også små ulve og bjørneunger, hvilket bare gør det hele endnu mere barbarisk (Og hvem kalder de lige dyr!).
Dette fanden-i-voldske kvindfolk er desuden en stor fan af olie, og har prøvet at få isbjørnen af “Truede dyrearter” listen, så hun kunne bore inden for Arctic National Wildlife Refuge, som er et yndet tilholdssted for de hvide bjørne samt utallige andre dyrearter.
Desuden er hun imod at styrke beskyttelsen af Beluga hvalen, som også er på “Truede dyrearter” listen, ved Alaska’s Cook halvø, da det er vigtigere at få olie op til overfladen.
NRA (National Rifle Association), som Palin selv er livslangt medlem af, udtalte desuden under valgkampen, at Palin ville være: “one of the most pro-gun vice-presidents in American history“, hvilket der jo lige er brug for i et våben-fjendligt land som USA…..(!)
Jeg vågner halv syv ved lyden af håndværkere, der kaster køkkenrester ud fra femte sal…
“Hvaaaa, kommer der nogen Finn?”, råber den ene håndværker… “Nej, der er fri bane, så hva fanden bliver det til?”, svarer den anden tilbage, hvorefter den første håndværker smider en 2×2 meters træplade ud i den tynde kolde novemberluft…
“Forbandede håndværkere, der hele tiden er til stede i det her forbandede bygningsværk”, mumler jeg, mens jeg presser puden ned over mit hoved…
Hver eneste gang noget nyt rammer betonen nede i baggården, skærer jeg tænder og udbryder flere obskøne gloser…
Pludseligt er jeg tvunget til at stå op, da mit dødirriterende vindue hopper op pga. en stærk østenvind fra Nørresundby-siden…
Vinduets låsemekanisme er desværre gået i udu en uge før, og det er nu ikke muligt at lukke vinduet til, så jeg er blevet nødt til at leve med dejligt november-træk…
Jeg smækker vinduet til i en tilstand af raseri, stress og irritation, mens jeg kigger ondt ned på håndværker Finn nede ved cykelskuret, der står og spejder op mod femte sal.
Jeg hører en lyd ude fra køkkenet: “DRYP, DRYP, DRYP”, og lyden bliver tydeligere og tydeligere… “Åh nej…”, tænker jeg, “…ikke igen”!
Jeg slæber mit trætte kadaver ud i køkkenet, hvor køkkengulvet har oparbejdet en stor vandpyt midt i rummet…
Oppefra drypper det ned… I et hurtigere og hurtigere tempo… “DRYP, DRYP…. DRYP, DRYP, DRYP”…
Jeg står lidt forstenet i entréen, mens jeg observerer min egen version af Kevin Costners 1995 flop “Waterworld”.
Jeg overbeviser mig selv om, at det nok skal blive en god dag alligevel, og siger til mig selv: “Efter et bad, skal der andre boller på suppen”..
Fem minutter efter tænder jeg for vandet ude på toilettet, og afventer det varme vand… Jeg venter… Og venter… Og venter… Og venter… Intet sker…
Et tick dukker op ved mit øje, mens jeg splitterragende nøgen, står og småfryser ved siden af det rindende vand…
Efter et ganske køligt bad, hvor min krop langsomt var ved at forfalde til hypotermi, vader jeg ind på mit værelse igen, hvor vinduet igen står på vid gab…
“Åhh, hvor jeg glæder mig til vinterkulden i december! Hvis bare den f*cking vicevært snart svarer på vores beskeder”, udbryder jeg vredt…
Jeg hopper hurtigt i noget varmt tøj, lukker vinduet til og er klar til at tage mod Uni…
Jeg låser vores dør og træder ud i minus 3 graders kulde, da frontdørens lukkemekaniske også er bukket under for slid, og derfor kun kan lukkes manuelt, hvilket flere af lejlighedkompleksets retarderede beboere ikke fatter…
Jeg stopper op udenfor huset og kigger op af facaden..
“Et hjem i forfald”, siger jeg stille, hvorefter jeg bevæger mig ned mod busstoppestedet, mens håndværker Finn slæber afsted med flere brædder bag mig…
What a day…
Das Zimmer direkte fra hjemmets knap så trygge vægge blandt kulde og vand…
Mænd har stået over for spørgsmålet, om man skal eller ikke skal lade skægget gro…
Personligt har jeg ladet skægget gro til en passende størrelse, da jeg ligner en 20-årig uden!
Mænd med skæg er gennem tiderne blevet betegnet som værende besiddende visdom, en høj social status og en seksuel virilitet (Yeah, baby! Who needs Viagra, when you got a beard!)!
Desuden er skæg jo et slags manddomssignal til omverdenen, som siger: “Hey, her kommer en rigtig mand/viking, så flyt dig prettyboy with a fake tan”!!
På den anden side er mænd med skæg også blevet beskrevet som eksentriske, beskidte og ubehøvlede (Hey, you can’t get it all)!!
Barbarer i folkeeventyr bliver som regel også beskrevet som bærende skæg, samtidig med de besidder primitive og dumdristige personaer!
Desuden sidder der en fyr i en hule et sted med et ganske langt skæg, som amerikanerne har svært ved at lokalisere…
Men skæg har de senere år oplevet sin anden ungdom indenfor mode og trends, og der er utallige livsstilssider, der beskriver, hvordan man kan vedligeholde en smart skæg-mode uden at komme til at ligne Osama Bin Laden.
George Clooney, Brad Pitt, Adrian Brody und so weiter har alle på et tidspunkt anlagt sig hårvækst i fjæset, hvilket livsstilshjemmesider og magasiner har taget til sig og spredt gennem læserskaren.
Tidligere har celebre herrer som Jesus, Abraham Lincoln, Charles Dickens, Giuseppe Verdi og Albert Einstein båret skæg, mens knap så flatterende historiske personer som Adolf Hitler og Josef Stalin også havde skægvækst (Men Hitlers skæg var jo bare så umoderne! Amatør!)…
Problemet med skægget er desværre, at det er den hurtigst voksende hårvækst på kroppen, og at det derfor hele tiden skal trimmes, hvilket jo er dødirriterende…
Men jeg står dog stadig fast på det fashionable hår i mit ansigt, og som en famøs græker engang sagde:
“There are two kinds of people in this world that go around beardless — boys and women — and I am neither one”
Das Zimmer direkte fra barberen blandt skum og skæg i lange baner!
Der er tider under denne rutschebanetur, vi kalder livet, hvor man finder sig selv på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Dette hændte jeg at være i dag, da jeg på en ganske rutinemæssig køretur til Bilka, oplevede det uventede midt i trafikken.
Mine forældre skulle ud og handle stort ind, og jeg så mit snit til at udnytte køre-lejligheden, da jeg normalt er forbeholdt den to-hjulede, som måske ikke er det mest hensigtsmæssige køretøj til transport af fødevarer.
Vores køretur lagde vejen forbi travbanen, og her indtraf en pudsig lille hændelse midt i den hektiske eftermiddagstrafik.
En lille Airedale terrier havde forvildet sig ud i trafikken blandt store forurenende firehjulstrækkere og små kompakte familiebiler, hvor det virkede til den havde indledt en jagt på en grøn Audi foran os.
Trafikken sneglede sig afsted pga. den uventede gæst (Som ikke blev budt på Gevalia), og den skræmte lille fyr virkede til at opfange denne problematik, hvorefter den fortrak ind i rabatten.
Her løb den forvildet rundt i græsset, og jeg så mig nødsaget til at køre ind til siden for at indfange hunden, inden den blev ramt af en af de forbipasserende automobiler.
Da vi stod ud af bilen, stoppede hunden op og så lidt underligt på os, hvorefter den tøvede med at nærme sig vores udstrakte arme.
Efter omkring 30 sekunder nærmede den sig dog, og vi kunne tage et lille kig på halsbåndet, hvor vi var heldige med, at ejerens nummer stod opført på.
Det lykkedes os, efter et par opkald, at få etableret kontakt til ejeren, som kunne oplyse, at hunden indtog det adelige navn, Valdemar, og at ejeren stod omkring en kilometer væk fra åstedet.
Vi prøvede derfor at få hunden ind i bilen, men den lille krøllede hårbold var stiv af skræk efter det hektiske møde med trafikken, og den nægtede at flytte sig ud af stedet.
“Nå…”, tænkte jeg, “…så må jeg jo hellere hente ejeren”, hvilket formodentlig var den eneste mulighed for at få hunden til at makke ret.
Jeg satte mig derpå ind i den blodrøde Hyundai Matrix, lod hunden blive ved min søster og min moder, hvorefter jeg begav mig på jagt efter ejeren.
Efter at have samlet ejeren op fem minutter senere, fortalte han mig, at det ikke var det første forsvindingsnummer, den lille fyr havde udført, så det var en ren udbryderkonge, vi havde med at gøre.
Gensynet med ejeren fik dog ikke hunden til at flytte sig, da den stadig var stiv af skræk, og ejeren valgte at bære hunden den lille kilometer hjem, selvom vi tilbød et lift.
Vi bød farvel, og ejeren takkede os mange gange, hvorefter han begik sig mod øst.
En uventet lille drejning i det travle liv i overhalingsbanen, der endte lykkeligt for alle parter.
Das Zimmer direkte fra travbanen blandt små hunde og store Audi’er..
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
Skrevet af daszimmer 
